EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32002O0010

Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 5. december 2002 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (ECB/2002/10)

EUT L 58 af 3.3.2003, s. 1–37 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
tjekkisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
estisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
lettisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
litauisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
ungarsk specialudgave Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
maltesisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
polsk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
slovakisk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
slovensk specialudgave: Kapitel 10 bind 003 s. 209 - 245
bulgarsk specialudgave: Kapitel 10 bind 005 s. 146 - 182
rumænsk specialudgave: Kapitel 10 bind 005 s. 146 - 182

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 31/12/2006; ophævet ved 32006O0016

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2003/131/oj

32002O0010

Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 5. december 2002 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (ECB/2002/10)

EU-Tidende nr. L 058 af 03/03/2003 s. 0001 - 0037


Den Europæiske Centralbanks retningslinje

af 5. december 2002

om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker

(ECB/2002/10)

(2003/131/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR -

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, 14.3 og 26.4,

under henvisning til bidrag fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) Generelle Råd i henhold til statuttens artikel 47.2, andet og tredje led, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) har pligt til at aflægge beretninger i medfør af statuttens artikel 15.

(2) I henhold til statuttens artikel 26.3 skal ECB's Direktion til analytiske og operationelle formål udfærdige en konsolideret balance for ESCB.

(3) I henhold til artikel 26.4 i statutten fastsætter ECB's Styrelsesråd med henblik på anvendelsen af statuttens artikel 26 de nødvendige regler for en standardisering af bogføringen og af beretningerne om de transaktioner, der er foretaget af de nationale centralbanker (NCB'er) i de deltagende medlemsstater.

(4) I henhold til overgangsreglerne i retningslinje ECB/2000/18 af 1. december 1998 om den retlige ramme for bogføring og rapportering i Det Europæiske System af Centralbanker, ændret den 15. december 1999 og den 14. december 2000(1), skulle alle aktiver og passiver ved forretningstids ophør den 31. december 1998 revalueres den 1. januar 1999. Urealiserede gevinster, som opstod til og med den 1. januar 1999, skulle adskilles for de urealiserede revalueringsgevinster, som måtte opstå efter 1. januar 1999, og skulle forblive hos NCB'erne. De markedspriser og -kurser, som ECB og NCB'erne anvendte i åbningsbalancerne pr. 1. januar 1999, var den nye gennemsnitspris ved overgangsperiodens start. Det henstilledes, at urealiserede gevinster, som er opstået før eller pr. 1. januar 1999, ikke skulle anses for at kunne udloddes på overgangstidspunktet og kun anses for at kunne realiseres/udloddes i forbindelse med transaktioner, der finder sted efter overgangsperiodens start. Gevinst og tab på valuta og guld og på priser, som skyldtes overførsel af aktiver fra NCB'erne til ECB, skulle betragtes som realiseret.

(5) Med hensyn til oplysninger om eurosedler i omløb skulle renter af intra-Eurosystem-nettotilgodehavender/-forpligtelser som følge af fordeling af eurosedler i Eurosystemet og monetære indtægter harmoniseres i NCB'ernes offentliggjorte årsregnskaber, resultatopgørelser og noter til årsregnskabet. De poster, som skulle harmoniseres, er angivet med stjerne i bilag IV, VIII og IX.

(6) Der er taget behørigt hensyn til Det Europæiske Monetære Instituts (EMI's) forberedende arbejde.

(7) Indholdet i retningslinje ECB/2000/18 ændres nu betydeligt. Af hensyn til overskuelighed er det hensigtsmæssigt at omarbejde denne i en enkelt tekst.

(8) ECB lægger betydelig vægt på at forbedre åbenheden omkring de retlige rammer for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), uanset om der består nogen forpligtelse hertil i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med denne politik har ECB besluttet at offentliggøre denne retningslinje.

(9) I overensstemmelse med statuttens artikel 12.1 og 14.3 udgør retningslinjer fastsat af ECB en integrerende del af fællesskabslovgivningen -

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

1. I denne retningslinje forstås ved:

- "seddelfordelingsnøglen": de procentsatser, som fås ved at medtage ECB's andel af summen af udstedte eurosedler og anvende kapitalindskudsnøglen på NCB'ernes andel i den nævnte sum i overensstemmelse med afgørelse ECB/2001/15 af 6. december 2001 om udstedelse af eurosedler(2)

- "konsolidering": den regnskabsmetode, hvorved regnskabstal for flere selvstændige juridiske enheder aggregeres, som om de udgjorde en enhed

- "ESCB's bogførings- og regnskabsrapporteringsformål": de formål, med henblik på hvilke ECB udarbejder de i bilag I anførte balancer i overensstemmelse med artikel 15 og 26 i statutten

- "national centralbank" (NCB): en NCB i en deltagende medlemsstat

- "deltagende medlemsstater": de medlemsstater, der har indført euroen i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

- "ikke-deltagende medlemsstat": en medlemsstat, som ikke har indført euroen i overensstemmelse med traktaten

- "Eurosystemet": NCB'erne og ECB

- "overgangsperiode": det tidsrum, der begynder den 1. januar 1999 og slutter den 31. december 2001

- "den kvartalsvise revalueringsdato": datoen for sidste kalenderdag i kvartalet.

2. Yderligere definitioner af tekniske termer, der anvendes i denne retningslinje, findes i ordlisten i bilag II.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. De regler, der er fastsat i denne retningslinje, anvendes af ECB og NCB'erne til ESCB's bogførings- og regnskabsrapporteringsformål.

2. Denne retningslinjes anvendelsesområde er begrænset til ESCB's ordning for bogførings- og regnskabsrapportering som foreskrevet i statutten, og den fastsætter derfor ikke bindende regler for NCB'ernes nationale beretninger og regnskaber. For at opnå sammenhæng og sammenlignelighed mellem ESCB-ordningen og de nationale ordninger henstilles, at NCB'erne i deres nationale beretninger og regnskaber i videst mulig udstrækning følger de regler, der er fastsat i denne retningslinje.

Artikel 3

Grundliggende regnskabsprincipper

Der gælder følgende grundliggende regnskabsprincipper:

a) økonomisk realitet og gennemsigtighed: Bogføringsmetoderne og regnskabsaflæggelsen skal afspejle de reelle økonomiske forhold, være gennemsigtige og opfylde de kvalitative krav til forståelighed, relevans, pålidelighed og sammenlignelighed. Transaktioner behandles og præsenteres i overensstemmelse med deres indhold og økonomiske realitet og ikke kun efter juridisk form

b) forsigtighed: Værdiansættelsen af aktiver og passiver og resultatsføringen foretages i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet. Dette indebærer i denne retningslinje, at urealiserede gevinster ikke indregnes som indtægter i resultatopgørelsen, men overføres direkte til en revalueringskonto. Forsigtighedshensyn berettiger imidlertid ikke til oprettelse af skjulte reserver eller bevidst urigtig angivelse af poster i balancen eller resultatopgørelsen

c) begivenheder efter balancetidspunktet: Aktiver og passiver korrigeres for begivenheder, der finder sted mellem årsbalancetidspunktet og den dag, hvor regnskaberne godkendes af de kompetente organer, såfremt de pågældende begivenheder påvirker størrelsen af aktiverne eller passiverne på balancetidspunktet. Der foretages ikke justeringer af aktiver og passiver, men gives oplysning om begivenheder efter balancetidspunktet, som ikke påvirker størrelsen af aktiverne eller passiverne på balancetidspunktet, men er af en sådan betydning, at manglende oplysning vil forringe muligheden for, at brugerne af de finansielle opgørelser kan foretage behørige vurderinger og træffe hensigtsmæssige beslutninger

d) væsentlighed: Afvigelser fra bogføringsreglerne, herunder sådanne, som påvirker de enkelte NCB'ers og ECB's resultatopgørelse, er ikke tilladt, medmindre de med rimelighed kan betragtes som uvæsentlige i den overordnede sammenhæng og i præsentationen af den rapporterende institutions regnskaber

e) going concern: Regnskabet udfærdiges efter going concern-princippet

f) periodiseringsprincippet: Indtægter og udgifter medtages i den regnskabsperiode, hvor de optjenes eller påløber, og ikke i den periode, hvor de modtages eller betales

g) konsistens og sammenlignelighed: Kriterierne for værdiansættelse af balanceposter og bogføring af indtægter anvendes konsekvent, for så vidt angår ensartethed og kontinuitet i opstillingen inden for ESCB for at sikre, at dataene i regnskabsopgørelserne er sammenlignelige.

Artikel 4

Medtagelse af aktiver og passiver

Et finansielt eller andet aktiv/passiv medtages kun i den rapporterende enheds balance, når:

a) det er sandsynligt, at enhver fremtidig økonomisk værdi i tilknytning til aktiv- eller passivposten vil tilgå henholdsvis fragå den rapporterende enhed

b) principielt alle risici og indtjeningsmuligheder i tilknytning til aktivet eller passivet er blevet overført til den rapporterende enhed

c) aktivets anskaffelsespris eller værdi for den rapporterende enhed eller forpligtelsens størrelse kan opgøres med sikkerhed.

Artikel 5

Kontant-/afviklingsprincippet og det økonomisk baserede princip/periodiseringsprincippet

1. Indtil 31. december 2006 registreres data i Eurosystemets bogføringssystem efter kontantprincippet (afviklingsprincippet).

2. Fra 1. januar 2007 anvendes det økonomisk baserede princip som defineret i bilag III som grundlag for registrering af data om valutatransaktioner og periodiseringer i fremmed valuta i Eurosystemets bogføringssystemer. Værdipapirtransaktioner kan dog fortsat registreres i overensstemmelse med kontantprincippet (eller afviklingsprincippet).

3. Uanset stk. 1 kan NCB'erne anvende periodiseringsprincippet før 1. januar 2007.

4. Til brug for Eurosystemets regnskabsrapportering skal tal opgjort som en del af den daglige regnskabsrapportering vise kontantbevægelser i balanceposter ud over dem, der oplyses under "Andre aktiver" og "Andre passiver", undtagen regnskabsjusteringer ultimo kvartalet og året.

KAPITEL II

REGLER FOR SAMMENSÆTNING OG VÆRDIANSÆTTELSE AF BALANCEN

Artikel 6

Balancens sammensætning

Sammensætningen af ECB's/NCB'ernes balance til brug for ESCB's regnskabsrapportering baseres på opstillingen i bilag IV.

Artikel 7

Regler for værdiansættelse af balanceposter

1. Gældende markedskurser og -priser anvendes ved værdiansættelsen af balancens poster, medmindre andet er angivet i bilag IV.

2. Revalueringen af guld, valutainstrumenter, værdipapirer og finansielle instrumenter (balanceførte og ikke-balanceførte) foretages på den kvartalsvise revalueringsdato ved anvendelse af middelkurser og -priser. Dette er ikke til hinder for, at ECB/NCB'erne til interne formål kan foretage hyppigere revalueringer af deres porteføljer, forudsat at der i løbet af et kvartal kun indberettes data angivet til transaktionsværdien.

3. Der skelnes ikke mellem pris- og valutakursregulering for guld, men et enkelt revalueringsbeløb angives, baseret på europrisen pr. defineret vægtenhed guld som afledt af EUR/USD-kursen på den kvartalsvise revalueringsdato. Beholdninger i fremmed valuta revalueres pr. valuta (såvel balanceførte som ikke-balanceførte transaktioner), og revalueringen af værdipapirer foretages pr. fondskode (samme ISIN-nummer/type), undtagen for de værdipapirer, der indgår i posten "Andre finansielle aktiver" og behandles som særskilte beholdninger.

4. Revalueringsposteringer tilbageføres ved udgangen af det efterfølgende kvartal, med undtagelse af urealiserede tab, der er medtaget i resultatopgørelsen ved årets slutning. I løbet af kvartalet rapporteres alle transaktioner til transaktionsprisen og -kursen.

Artikel 8

Genkøbsforretninger

1. En tilbageførselsforretning udført under en genkøbsforretning registreres på balancens passivside som et indlån mod sikkerhedsstillelse, medens den post, der er stillet som sikkerhed, forbliver opført på balancens aktivside. Solgte værdipapirer, som ECB eller en NCB skal tilbagekøbe som led i en genkøbsforretning, behandles, som om de pågældende aktiver stadig var en del af den værdipapirbeholdning, hvorfra de er solgt.

2. En tilbageførselsforretning under en omvendt tilbagekøbsforretning registreres som et udlån mod sikkerhedsstillelse og opføres på balancens aktivside med lånets værdi. Værdipapirer, der erhverves som led i en omvendt tilbagekøbsforretning, revalueres ikke, og gevinster og tab, som opstår i forbindelse med dem, medtages ikke i resultatopgørelsen af den part, der foretager udlånet.

3. Tilbageførselsforretninger, der omfatter værdipapirer i fremmed valuta, påvirker ikke valutapositionens gennemsnitlige anskaffelsespris.

4. I forbindelse med værdipapirudlån forbliver værdipapirerne opført på overdragerens balance. Sådanne transaktioner bogføres på samme måde, som gælder for tilbageførselsforretninger. Hvis ECB erhverver udlånte værdipapirer, eller en NCB optræder som erhverver, og værdipapirerne ikke opbevares i erhververens depot ved årets udgang, hensætter erhververen et beløb til dækning af tab, hvis de underliggende værdipapirers markedsværdi er steget siden datoen for indgåelse af låneforretningen, og opfører en passivpost (tilbageførsel af værdipapirerne), hvis værdipapirerne i mellemtiden er solgt af erhververen.

5. Forretninger mod sikkerhed i guld behandles som genkøbsforretninger. Guldbetalinger i tilknytning til sådanne forretninger med sikkerhed registreres ikke i regnskaberne, og differencen mellem forretningens spotpris og terminspris periodiseres.

6. Tilbageførselsforretninger, herunder forretninger med udlån af værdipapirer, udført under et automatisk værdipapirudlånsprogram registreres kun på balancen for sådanne forretninger, hvis der er stillet kontant sikkerhed i hele forretningens løbetid.

Artikel 9

Omsættelige kapitalandele

1. Denne artikel angår omsættelige kapitalandele (aktier eller equity funds), uanset om forretningen udføres direkte af ECB eller af en befuldmægtiget på vegne af ECB, bortset fra aktiviteter udført af ECB's pensionsfonde, kapitalandele, investering i dattervirksomheder, betydelige interesser eller finansielle anlægsaktiver.

2. Kapitalandele i fremmed valuta optages ikke som en del af den samlede valutaposition, men af en særlig valutabeholdning. Det henstilles, at beregningen af valutagevinst eller -tab i tilknytning hertil sker enten ud fra netto gennemsnitlige anskaffelsespriser eller gennemsnitlige anskaffelsespriser.

3. Det henstilles, at kapitalandele behandles efter følgende regler:

a) Reguleringer af porteføljeinvesteringer foretages i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2. Regulering foretages post for post. For equity funds foretages prisregulering på nettobasis og ikke individuelt aktie for aktie. Der foretages ikke netting mellem forskellige aktier eller mellem forskellige equity funds.

b) Transaktioner registreres på balancen til transaktionsprisen.

c) Mæglerkommission registreres enten som transaktionsomkostning, som indregnes i aktivets pris, eller som en udgift i resultatsopgørelsen.

d) Dividendebeløbet ved køb indregnes i anskaffelsesprisen for kapitalandelsinstrumenter. På dividendedagen kan dividendebeløbet ved køb, så længe dividendebetalingen ikke er modtaget, behandles som en selvstændig post.

e) Periodeafgrænsning for dividende bogføres ikke ved udgangen af perioden, da den allerede er afspejlet i markedsprisen for aktierne, bortset fra kapitalandele, som noteres uden dividende.

f) Emissioner på basis af tegningsretter behandles som et selvstændigt aktiv på emissionstidspunktet Anskaffelsesprisen opgøres med udgangspunkt i den gamle gennemsnitspris for kapitalandelene, strike-prisen og den forholdsmæssige andel af gamle og nye kapitalandele. Alternativt kan prisen for tegningsretten opgøres med udgangspunkt i værdien i markedet, den gamle gennemsnitspris for kapitalandelene og markedsprisen på kapitalandelene (før emissionen). De behandles i overensstemmelse med Eurosystemets regnskabsregler.

Artikel 10

Pengesedler

Tallet for "seddelomløb" på NCB'ernes balance består af to elementer:

a) det uregulerede tal for euroseddelomløbet, som beregnes efter en af de følgende to metoder:

metode A: BC = BP - BD - S

metode B: BC = BI - BR

hvor:

BC er tallet for euro-"seddelomløb"

BP er værdien af producerede eurosedler og sedler, der er modtaget fra trykkeriet eller NCB'er

BD er værdien af destruerede sedler

BI er værdien af eurosedler sat i omløb

BR er værdien af modtagne sedler

S er værdien af euroseddelbeholdningen

b) plus/minus reguleringerne ved anvendelse af seddelfordelingsnøglen.

KAPITEL III

RESULTATFØRING

Artikel 11

Resultatføring

1. Der gælder følgende regler for resultatføringen:

a) Realiserede gevinster og realiserede tab medtages i resultatopgørelsen.

b) Urealiserede gevinster resultatføres ikke, men overføres direkte til en revalueringskonto.

c) Urealiserede tab medtages i resultatopgørelsen, såfremt de overstiger tidligere revalueringsgevinster på den tilsvarende reguleringskonto.

d) Urealiserede tab, der er medtaget i resultatopgørelsen, tilbageføres ikke i de efterfølgende år i forbindelse med nye urealiserede gevinster.

e) Urealiserede tab på et værdipapir, en valuta eller på guldbeholdningen modregnes ikke i urealiserede gevinster i andre værdipapirer, valutaer eller i guldbeholdningen.

2. Over- og underkurs på udstedte og købte værdipapirer beregnes og medtages som en del af renteindtægten og amortiseres over værdipapirernes resterende løbetid, enten lineært eller efter den interne rentes (IR) metode. IR-metoden er dog obligatorisk for nulkupon værdipapirer, der har en restløbetid på mere end et år på anskaffelsestidspunktet.

3. Periodeafgrænsningsposter vedrørende finansielle aktiver og passiver (f.eks. skyldig rente og amortiserede overkurser/underkurser) beregnes og registreres/bogføres mindst en gang i kvartalet. Periodiserede beløb vedrørende andre poster beregnes og registreres/bogføres mindst en gang om året.

4. ECB/NCB'erne kan foretage hyppigere beregninger af periodeafgrænsningsposter, forudsat at der i løbet af et kvartal kun indberettes data angivet til transaktionsværdien.

5. Periodeafgrænsningsposter i fremmed valuta omregnes til middelkursen ved udgangen af et kvartal og tilbageføres til samme kurs.

6. Vedrørende beregning af periodeafgrænsningsposter i løbet af året kan lokal praksis generelt anvendes (f.eks. opgørelse enten indtil sidste forretningsdag eller sidste kalenderdag i kvartalet). Ultimo året er sidste kalenderdag i kvartalet (dvs. den 31. december) dog den obligatoriske referencedato.

7. Kun forretninger, der bevirker ændringer i beholdningen af en given valuta, kan medføre realiserede valutagevinster eller -tab.

Artikel 12

Transaktionsomkostninger

1. Der gælder følgende generelle regler for transaktionsomkostninger:

a) Gennemsnitsomkostningsmetoden anvendes på daglig basis på beholdninger af guld, valutainstrumenter og værdipapirer ved beregning af anskaffelsesprisen for solgte poster, under hensyntagen til virkningerne af valutakurs- og/eller prisbevægelser.

b) Aktivets/passivets gennemsnitlige anskaffelsespris/kurs nedsættes/forhøjes som følge af urealiserede tab, der er medtaget i resultatopgørelsen ved årets slutning.

c) Ved anskaffelse af rentebærende værdipapirer opføres købte kuponindtægter som en særskilt post. Ved anskaffelse af værdipapirer i fremmed valuta medtages kuponindtægter i beholdningen af den pågældende valuta, men indregnes ikke i aktivets anskaffelsespris/kurs ved beregning af den gennemsnitlige anskaffelsespris.

2. Der gælder følgende særlige regler for værdipapirer:

a) Transaktioner registreres til transaktionsprisen og bogføres til prisen eksklusive vedhængende renter (clean price).

b) Depot- og administrationsgebyrer, gebyrer i forbindelse med anfordringskonti og andre indirekte omkostninger betragtes ikke som transaktionsomkostninger og medtages i resultatopgørelsen. De behandles ikke som en del af et givet aktivs gennemsnitspris.

c) Indtægter registreres til bruttoværdien, idet kilde- og andre skatter og afgifter, som kan fås refunderet, bogføres særskilt.

d) Til beregning af et værdipapirs gennemsnitlige anskaffelsespris kan enten i) alle køb foretaget i løbet af dagen - til anskaffelsespris - lægges til den foregående dags beholdning, således at der tilvejebringes en ny vejet gennemsnitspris, før der tages hensyn til salgene for den samme dag, eller ii) de enkelte værdipapirkøb og -salg kan behandles i den rækkefølge, hvori de har fundet sted i løbet af dagen, med henblik på beregning af den korrigerede gennemsnitspris.

3. Der gælder følgende særlige regler for guld og fremmed valuta:

a) Forretninger i fremmed valuta, som ikke medfører ændringer i beholdningen af den pågældende valuta, omregnes til euro ved anvendelse af valutakursen på kontrakt- eller afviklingsdagen og påvirker ikke den pågældende beholdnings anskaffelsespris.

b) Forretninger i fremmed valuta, som medfører ændringer i beholdningen af den pågældende valuta, omregnes til euro ved anvendelse af valutakursen på kontrakt- eller afviklingsdagen.

c) Rene ind- og udbetalinger omregnes til middelkursen på afviklingsdagen.

d) Nettoanskaffelser af valuta og guld foretaget i løbet af dagen tillægges, ved anvendelse af dagens gennemsnitlige anskaffelsespris for hvert enkelt valuta- og guldkøb, den foregående dags beholdning til beregning af en ny vejet gennemsnitlig kurs/guldpris. Ved nettosalg baseres beregningen af realiserede gevinster og tab på den gennemsnitlige anskaffelsespris for den pågældende valuta- eller guldbeholdning den foregående dag, således at den gennemsnitlige anskaffelsespris forbliver uændret. Forskelle i den gennemsnitlige kurs/guldpris mellem købs- og salgsforretninger, der har fundet sted i løbet af dagen, behandles også som realiserede gevinster eller tab. Hvis en valuta- eller guldposition er negativ, anvendes den ovenfor beskrevne fremgangsmåde omvendt. Således påvirkes den negative positions gennemsnitlige anskaffelsespris af nettosalg, medens nettokøb reducerer positionen til den eksisterende vejede gennemsnitlige kurs/guldpris.

e) Omkostninger i forbindelse med valutaforretninger og andre generelle omkostninger medtages i resultatopgørelsen.

KAPITEL IV

BOGFØRINGSREGLER FOR IKKE-BALANCEFØRTE INSTRUMENTER

Artikel 13

Generelle regler

1. Valutaterminsforretninger, forward ben af valutaswaps samt andre valutainstrumenter, der indebærer omveksling af valutaer på en fremtidig dato, medtages i nettovalutapositionerne ved beregning af valutagevinster og -tab.

2. Renteswaps, futures, FRA'er og andre renteinstrumenter bogføres og revalueres post for post. Disse instrumenter behandles særskilt i forhold til balanceførte poster.

3. Gevinster og tab opstået i forbindelse med ikke-balanceførte instrumenter opgøres og bogføres på samme måde som balanceførte mellemværender.

Artikel 14

Valutaterminsforretninger

1. Terminskøb og -salg registreres på ikke-balanceførte konti fra handelsdagen til afviklingsdagen til terminsforretningens spotkurs. Gevinster og tab på salgsforretninger beregnes ved anvendelse af valutapositionens gennemsnitspris på kontrakttidspunktet (plus to eller tre arbejdsdage) i overensstemmelse med den daglige netting af køb og salg. Gevinster og tab betragtes som urealiserede indtil afviklingsdagen og behandles som anført i artikel 11, stk. 1.

2. Differencen mellem spotkursen og terminskursen behandles som periodiserede skyldige eller tilgodehavende renter ved både køb og salg.

3. På afviklingsdagen tilbageføres ikke-balanceførte konti, og en eventuel positiv saldo på revalueringskontoen krediteres resultatopgørelsen ved udgangen af et kvartal.

4. Valutapositionens gennemsnitlige anskaffelsespris påvirkes af terminskøb fra handelsdagen plus to eller tre arbejdsdage, afhængigt af de gældende markedskonventioner for afvikling af spotforretninger, ved anvendelse af spotkøbsprisen.

5. Terminspositionerne værdiansættes sammen med den pågældende valutas spotposition, under modregning af eventuelle gevinster og tab inden for en enkelt valutaposition. Et nettotab debiteres resultatopgørelsen, hvis det overstiger tidligere revalueringsgevinster opført på reguleringskontoen; en nettofortjeneste krediteres reguleringskontoen.

Artikel 15

Valutaswaps

1. Spotkøb og -salg registreres på balanceførte konti på afviklingsdagen.

2. Terminssalg og -køb registreres på ikke-balanceførte konti fra handelsdagen til afviklingsdagen til terminsforretningernes spotkurs.

3. Salgsforretninger opføres til forretningens spotkurs, og der opstår således ikke gevinster eller tab.

4. Differencen mellem spotkursen og terminskursen behandles som periodiserede skyldige eller tilgodehavende renter ved både køb og salg.

5. På afviklingsdagen tilbageføres de ikke-balanceførte konti.

6. Valutapositionens gennemsnitspris ændres ikke.

7. Terminspositionen værdiansættes sammen med spotpositionen.

Artikel 16

Rentefutures

1. Rentefutures registreres på handelsdagen på ikke-balanceførte konti.

2. Den initiale marginbetaling registreres som et særskilt aktiv, hvis den erlægges i kontanter. Hvis den deponeres i form af værdipapirer, forbliver disse uændret i balancen.

3. De løbende marginbetalinger registreres i balancen på en særskilt konto, enten som et aktiv eller et passiv, afhængigt af prisudviklingen i futureaftalens løbetid. Den samme fremgangsmåde anvendes på den åbne positions lukkedag. Umiddelbart herefter ophæves den særskilte konto, og det samlede resultat af forretningen registreres som en gevinst eller et tab, uanset om levering finder sted eller ej. Hvis levering finder sted, bogføres køb og salg til markedspris.

4. Gebyrer medtages i resultatopgørelsen.

5. Omregning til euro foretages i givet fald på lukkedagen til markedskursen den pågældende dag. En gevinst i fremmed valuta påvirker den pågældende valutapositions gennemsnitspris på close out-dagen.

6. På grund af den daglige revaluering posteres gevinster og tab på særskilte konti. Tab bogføres på en særskilt konto under aktiver og gevinster på en særskilt konto under passiver. Urealiserede tab debiteres i resultatopgørelsen, og de pågældende beløb krediteres en passivkonto (Andre forpligtelser).

7. Urealiserede tab, der er medtaget i resultatopgørelsen ved årets udgang, tilbageføres ikke i de efterfølgende år i forbindelse med nye urealiserede gevinster, medmindre positionen er lukket eller afviklet. En gevinst posteres således, at den debiteres en interimskonto (Andre aktiver) og krediteres reguleringskontoen.

Artikel 17

Renteswaps

1. Renteswaps registreres på handelsdagen på ikke-balanceførte konti.

2. Løbende rentebetalinger, såvel modtagne som afholdte, periodiseres. Det er tilladt at foretage nettobetalinger pr. renteswap.

3. Valutapositionens gennemsnitspris påvirkes af renteswaps i fremmed valuta, hvis modtagne beløb overstiger afholdte betalinger. Betalinger, der fører til en tilgang, påvirker den pågældende valutas gennemsnitspris på forfaldstidspunktet.

4. Enhver renteswap værdiansættes til markedsværdi (marked to market) og omregnes i givet fald til euro til spotkursen. Urealiserede tab medtaget i resultatopgørelsen ved årets slutning tilbageføres ikke i de efterfølgende år i forbindelse med urealiserede gevinster, medmindre forretningen er lukket eller afviklet. Urealiserede revalueringsgevinster krediteres en revalueringskonto.

5. Gebyrer medtages i resultatopgørelsen.

Artikel 18

FRA'er (forward rate agreements)

1. FRA'er registreres på handelstidspunktet på ikke-balanceførte konti.

2. Den kompensationsbetaling, som den ene part skal betale til den anden på afviklingsdagen, medtages i resultatopgørelsen på afviklingsdagen. Disse betalinger periodiseres ikke.

3. Hvis en FRA er i fremmed valuta, påvirkes den pågældende valutapositions gennemsnitspris af kompensationsbetalingen. Omregningen til euro sker til spotkursen på afviklingsdagen. Betalinger, der fører til en tilgang, påvirker den pågældende valutas gennemsnitspris på forfaldstidspunktet.

4. Alle FRA'er værdiansættes til markedsværdi (marked to market) og omregnes i givet fald til euro til spotkursen. Urealiserede tab medtaget i resultatopgørelsen ved årets slutning tilbageføres ikke i de efterfølgende år i forbindelse med urealiserede gevinster, medmindre forretningen er lukket eller afviklet. Urealiserede revalueringsgevinster krediteres en revalueringskonto.

5. Gebyrer medtages i resultatopgørelsen.

Artikel 19

Terminsforretninger i værdipapirer

Terminsforretninger i værdipapirer kan bogføres efter en af de følgende to metoder:

Metode A

a) Terminsforretninger i værdipapirer registreres på ikke-balanceførte konti fra handelsdagen til afviklingsdagen til terminsprisen for den pågældende terminsforretning.

b) Gennemsnitsprisen af beholdningen af det handlede værdipapir påvirkes først ved afvikling. Resultatpåvirkningen i forbindelse med salgsforretninger på termin beregnes på afviklingsdagen.

c) På afviklingsdagen tilbageføres ikke-balanceførte konti, og en eventuel positiv saldo på revalueringskontoen krediteres i resultatopgørelsen. Det købte værdipapir bogføres til spotprisen på forfaldsdagen (markedsprisen), medens differencen i forhold til den oprindelige terminspris medtages som en realiseret gevinst eller et realiseret tab.

d) I forbindelse med værdipapirer i fremmed valuta påvirkes nettovalutapositionens gennemsnitspris ikke, hvis ECB/NCB'erne i forvejen holder en position i den pågældende valuta. Hvis en obligation, der købes på termin, er i en valuta, hvori ECB/NCB'erne ikke holder en position, således at den pågældende valuta skal købes, finder de i artikel 12, stk. 3, litra d), anførte regler anvendelse.

e) Terminspositioner værdiansættes enkeltvis mod terminsmarkedsprisen i forretningens resterende løbetid. Et revalueringstab ved årets slutning debiteres i resultatopgørelsen, og en revalueringsgevinst krediteres reguleringskontoen. Urealiserede tab, der er medtaget i resultatopgørelsen ved årets slutning, tilbageføres ikke i de efterfølgende år i forbindelse med urealiserede gevinster, medmindre forretningen er lukket eller afviklet.

Metode B

a) Terminsforretninger i værdipapirer registreres på ikke-balanceførte konti fra handelsdagen til afviklingsdagen til terminsprisen for den pågældende forretning. På afviklingsdagen tilbageføres de ikke-balanceførte konti.

b) Ved udgangen af et kvartal foretages revalueringen af et værdipapir på grundlag af nettopositionen, som den fremgår af balancen, og af salgene af det samme værdipapir, som er registreret på de ikke-balanceførte konti. Revalueringsbeløbet er lig med differencen mellem denne nettoposition opgjort til revalueringspris og den samme position opgjort til den gennemsnitlige anskaffelsespris af den pågældende værdipapirbeholdning i balancen. Ved udgangen af et kvartal foretages ved terminskøb revaluering efter den i artikel 7 beskrevne metode. Revalueringsresultatet er lig med differencen mellem spotprisen og købsforpligtelsernes gennemsnitspris.

c) Resultatet af et terminssalg registreres i det regnskabsår, hvor forpligtelsen er indgået. Dette resultat er lig med differencen mellem den initiale terminspris og den balanceførte positions gennemsnitspris, eller de ikke-balanceførte købsforpligtelsers gennemsnitspris, hvis den balanceførte position ikke er tilstrækkelig, på salgstidspunktet.

KAPITEL V

INDBERETNINGSFORPLIGTELSER

Artikel 20

Formater for indberetning

1. Til brug for Eurosystemets regnskabsrapporterings foretager NCB'erne indberetning i overensstemmelse med krav fastsat af styrelsesrådet.

2. Rapporteringsformaterne skal være i overensstemmelse med denne retningslinje og omfatte alle de poster, der er specificeret i bilag IV. Indholdet af de poster, der medtages i de forskellige balanceformater, er ligeledes beskrevet i bilag IV.

3. Formaterne for de forskellige offentliggjorte balancer er angivet i de følgende bilag:

a) Eurosystemets offentliggjorte konsoliderede ugentlige balance efter udgangen af et kvartal i bilag V

b) Eurosystemets offentliggjorte konsoliderede ugentlige balance i løbet af et kvartal i bilag VI

c) Eurosystemets konsoliderede årsbalance i bilag VII.

KAPITEL VI

ÅRLIGE OFFENTLIGGJORTE BALANCER OG RESULTATOPGØRELSER

Artikel 21

Offentliggjorte balancer og resultatopgørelser

Det henstilles, at NCB'erne opstiller deres offentliggjorte årlige balancer og resultatopgørelser i overensstemmelse med henholdsvis bilag VIII og IX.

KAPITEL VII

KONSOLIDERINGSREGLER

Artikel 22

Generelle konsolideringsregler

1. Eurosystemets konsoliderede balancer omfatter alle posterne i ECB's og NCB'ernes balancer.

2. Eurosystemets konsoliderede balancer udarbejdes af ECB, således at der tages hensyn til kravet om ensartede regnskabsprincipper og -teknikker, sammenfaldende finansielle referenceperioder i Eurosystemet samt konsolideringsreguleringer hidrørende fra intra-Eurosystem-transaktioner og -positioner og under hensyntagen til ændringer i sammensætningen af Eurosystemet.

3. De enkelte balanceposter, med undtagelse af NCB'ernes og ECB's intra-Eurosystem-balancer, aggregeres med henblik på konsolidering.

4. NCB'ernes og ECB's balancer med tredjeparter registreres efter bruttoværdi i forbindelse med konsolideringsprocessen.

5. Intra-Eurosystem-balancer vises i ECB's og NCB'ernes balancer som angivet i bilag IV.

6. Beretningerne i forbindelse med konsolideringen skal være konsistente. Alle Eurosystemets balancer udarbejdes på et ensartet grundlag med anvendelse af identiske konsolideringsteknikker og -metoder.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 23

Udvikling, anvendelse og fortolkning af reglerne

1. Regnskabskomitéen (AMICO) rådgiver styrelsesrådet, via direktionen, om udviklingen, indførelsen og anvendelsen af ESCB's regnskabs- og rapporteringsprincipper.

2. Ved fortolkningen af denne retningslinje tages hensyn til det forberedende arbejde og de regnskabsprincipper, der er harmoniseret af fællesskabslovgivningen, samt til almindeligt anerkendte internationale regnskabsstandarder.

Artikel 24

Ophævelse

Retningslinje ECB/2000/18 ophæves hermed. Henvisninger til den ophævede retningslinje skal forstås som henvisninger til denne retningslinje.

Artikel 25

Afsluttende bestemmelser

1. Denne retningslinje træder i kraft den 1. januar 2003.

2. Uden at det berører stk. 1, anvendes denne retningslinje også på formatet for Eurosystemets konsoliderede årlige balance pr. 31. december 2002 samt på det anbefalede format for NCB'ernes årlige balancer pr. 31. december 2002, idet dog de nationale sedler, som stadig er i omløb den 31. december 2002, registreres under balanceposten "Seddelomløb". Den finder endvidere anvendelse på oplysningsreglerne om eurosedler i omløb, renter af intra-Eurosystem-nettotilgodehavender/-forpligtelser som følge af fordeling af eurosedler i Eurosystemet og monetære indtægter.

3. Denne retningslinje er rettet til NCB'erne.

Denne retningslinje offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 5. december 2002.

På vegne af Styrelsesrådet for ECB

Willem F. Duisenberg

Formand

(1) EFT L 33 af 2.2.2001, s. 21.

(2) EFT L 337 af 20.12.2001, s. 52.

BILAG I

EUROSYSTEMETS BALANCER

>TABELPOSITION>

BILAG II

ORDLISTE

afvikling (settlement): indfrielse af forpligtelser ved overførsel af kontanter eller aktiver mellem to eller flere parter. I forbindelse med intra-Eurosystem-transaktioner er afvikling lig med overførsel af aktiver til afregning af nettosaldi opstået i forbindelse med intra-Eurosystem-transaktioner

afviklingsdato (settlement date): den dato, hvor en endelig og uigenkaldelig værdioverførsel bogføres i den relevante clearinginstitution. Afviklingen kan ske med det samme (realtid), samme dag (ved dagens slutning) eller på en fastsat dato efter den dag, hvor forpligtelsen er indgået

aktier/kapitalandele (equity instruments): udbyttegivende værdipapirer (aktier i virksomheder og værdipapirer, som repræsenterer investering i en aktieafdeling (equity fund)

aktiv (asset): en ressource, som en virksomhed kontrollerer som følge af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige økonomiske fordele forventes at tilgå virksomheden

amortisation (amortisation): systematisk regnskabsmæssig reduktion af en overkurs/underkurs eller af et aktivs værdi over en given periode

automatisk værdipapirudlån (ASLP): en finansiel transaktion, der kombinerer en repoforretning og en omvendt repoforretning, hvor en speciel sikkerhed udlånes mod en generel sikkerhedsstillelse. Som følge af disse udlåns- og lånetransaktioner opstår en indtægt som følge af forskellige reporenter på de to transaktioner (dvs. den modtagne margin). Transaktionen kan udføres under et program baseret på en hovedmand (f.eks. hvor den bank, der udbyder programmet, anses for den egentlige modpart) eller under et program baseret på formidler (f.eks. hvor den bank, der udbyder programmet, handler som formidler, og den egentlige modpart er den institution, med hvilken værdipapirudlånene egentlig foretages)

clean price: transaktionspris eksklusive vedhængende renter, men inklusive de transaktionsomkostninger, der udgør en del af prisen

finansielt aktiv (financial asset): et aktiv i form af i) kontanter, ii) en kontraktmæssig ret til at modtage kontanter eller et andet finansielt instrument fra en anden virksomhed, iii) en kontraktmæssig ret til at udveksle finansielle instrumenter med en anden virksomhed på potentielt gunstige betingelser eller iv) aktier/kapitalandele i en anden virksomhed

finansielt passiv (financial liability): et passiv i form af en juridisk forpligtelse til at levere kontanter eller andre finansielle instrumenter til en anden virksomhed eller til at udveksle finansielle instrumenter med en anden virksomhed på potentielt ugunstige betingelser

forfaldsdag (maturity date): den dag, hvor den nominelle værdi eller hovedstolen forfalder til fuld betaling til indehaveren

FRA (forward rate agreement): aftale mellem to parter om fastsættelse af en bestemt rentesats, som på en aftalt fremtidig dato skal betales for et underliggende indlån. På afviklingsdatoen skal den ene part betale et kompensationsbeløb til den anden baseret på differencen mellem den aftalte rentesats og markedsrenten på afviklingstidspunktet

gennemsnitspris (average cost) (vejet gennemsnit): en metode, hvorved anskaffelsesprisen for hvert enkelt køb lægges til den hidtidige bogførte værdi og derved frembringer en ny vejet gennemsnitspris

gennemsnitsrenten (mid-market rate): ECB's rentesatser fastsat ved den daglige samrådsprocedure kl. 14.15, som anvendes i forbindelse med revaluering ultimo året

hensættelser (provisions): beløb, der hensættes til dækning af kendte eller forventede forpligtelser eller risici, hvis størrelse ikke kan bestemmes præcist (se også Reserver). Hensættelser til dækning af forpligtelser og risici må ikke anvendes til regulering af aktivernes værdi

interlinking-mekanismen (interlinking): tekniske infrastrukturer, systemfunktioner og procedurer, som sammenkobler indenlandske RTGS-systemer eller sikrer tilpasning mellem disse og ECB's betalingsmekanisme (EPM) med henblik på håndteringen af grænseoverskridende betalinger i TARGET-systemet

intern rente (internal rate): den diskonteringsrente, der indebærer, at et værdipapirs regnskabsmæssige værdi er lig med nutidsværdien af en fremtidig betalingsstrøm

ISIN (International Securities Identification Number): fondskodenummer udstedt af den relevante kompetente udstedende myndighed

kontantprincip/afviklingsprincip (cash/settlement approach): en regnskabsmetode, der indebærer, at transaktioner mv. bogføres på afviklingsdatoen

lineær afskrivning/amortisation (straight line depreciation/amortisation): en afskrivningsmetode, hvorefter afskrivning/amortisation over en given periode fastsættes ved at dividere et aktivs anskaffelsespris, fratrukket dets anslåede restværdi, med dets anslåede levetid (pro rata temporis)

markedspris (market price): den pris, hvortil et givet guld-, valuta- eller værdipapirinstrument noteres, (som regel) eksklusive vedhængende renter, enten på et organiseret marked (f.eks. en børs) eller et ikke-organiseret marked (f.eks. over-the-counter-markedet)

middelpris (mid-market price): en pris, som ligger midt imellem køber- og sælgerkursen for et givet værdipapir, baseret på godkendte market-makers eller godkendte børsers noterede priser for forretninger af normal markedsstørrelse, som anvendes i forbindelse med revaluering ultimo året

nulkupon-værdipapir (discount security): et aktiv, hvor der ikke betales kuponrente, og hvor afkastet opnås ved kapitalappreciering, fordi aktivet emitteres eller købes under pari

omvendt genkøbsforretning (reverse sale and repurchase agreement - "omvendt repo"): en aftale, hvorved en indehaver af kontanter køber et aktiv og samtidig forpligter sig til at tilbagesælge aktivet til en på forhånd fastsat pris på et aftalt fremtidigt tidspunkt eller efter påkrav, eller hvis bestemte omstændigheder indtræffer. I nogle tilfælde indgås aftaler om genkøbsforretninger via en tredjepart ("treparts-genkøbsaftaler")

overkurs (premium): når et værdipapir handles over pari, betegner overkurs differencen mellem handelskursen og pari

passiv (liability): en nuværende forpligtelse opstået for en virksomhed som følge af tidligere begivenheder, og hvis afvikling forventes at føre til en afgang af ressourcer, der repræsenterer økonomiske fordele

realiserede gevinster/tab (realised gains/losses): gevinster/tab hidrørende fra differencen mellem en balanceposts salgspris og dens (justerede) anskaffelsespris

rentefuture (interest rate future): børshandlet terminskontrakt. Under en sådan kontrakt indgås på kontraktdagen aftale om køb eller salg af et renteinstrument, f.eks. en obligation, til fremtidig levering til en på forhånd aftalt pris. Der finder som regel ingen levering sted, og kontrakten afsluttes normalt før det aftalte udløbstidspunkt

(valuta)renteswap ((cross currency) interest rate swap): en aftale med en modpart om at bytte betalingsstrømme, der udregnes som periodiske rentebetalinger, i én eller i to valutaer

reserver (reserves): et beløb, der henlægges af det overskud, der kan udloddes, og som ikke er bestemt til at dække bestemte forpligtelser, eventualforpligtelser eller værdiforringelser af aktiver, som er kendte på balancetidspunktet

revalueringskonti (revaluation accounts): balancekonti til bogføring af differencen i et aktivs eller et passivs værdi mellem dets (justerede) anskaffelsespris og dets værdi beregnet på grundlag af markedsprisen ultimo perioden, når markedsprisen er højere end anskaffelsesprisen for aktivers vedkommende og lavere for passivers vedkommende. De omfatter forskelle i såvel prisnoteringer som valutakurser

TARGET (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system): et betalingssystem, som består af et system for bruttoafvikling i realtid (RTGS-system) i hver enkelt NCB, EPM og interlinking-mekanismen

terminsforretninger i værdipapirer (forward transactions in securities): over-the-counter (OTC)-kontrakter, hvor der på kontraktdagen indgås aftale om fremtidig levering af et renteinstrument (som regel en obligation) til en på forhånd aftalt pris

tilbageførselsforretning (reverse transaction): en transaktion, hvorved centralbanken køber (omvendt repo) eller sælger (repo) aktiver under en genkøbsforretning eller udfører kreditdispositioner mod sikkerhedsstillelse

transaktionsomkostninger (transaction costs): omkostninger, der kan identificeres som værende relateret til en given transaktion

transaktionspris (transaction price): den pris, som parterne fastsætter ved indgåelsen af en aftale

underkurs (discount): differencen mellem handelskursen og pari, når et værdipapir handles under pari

urealiseret gevinst/tab (unrealised gain/losses): gevinst/tab opstået i forbindelse med revaluering af et aktiv i forhold til den (justerede) anskaffelsespris

valutabeholdning (foreign currency holding): nettoposition i den pågældende valuta. I denne definition betragtes særlige trækningsrettigheder (SDR) som en særskilt valuta

valutaswap (foreign exchange swap): spotkøb/-salg af én valuta mod en anden valuta (short leg) og et samtidigt terminssalg/-køb af det samme beløb i den pågældende valuta mod den anden valuta (long leg)

valutaterminsforretning (foreign exchange forward): aftale mellem to parter om køb eller salg af et bestemt beløb i fremmed valuta mod en anden valuta, som regel den indenlandske valuta, på en fremtidig fastsat dato, mere end to bankdage efter indgåelsesdagen, til en på forhånd aftalt pris. Terminsprisen fastsættes som spotkursen plus/minus et aftalt tillæg/fradrag

økonomisk baseret princip/periodiseringsprincip (economic approach): en regnskabsmetode, der indebærer, at handler registreres på transaktionsdagen.

BILAG III

BESKRIVELSE AF DET ØKONOMISKE PRINCIP (PERIODISERINGSPRINCIPPET)

1. Bogføring på handelsdagen for i) valutaforretninger og ii) køb og salg af værdipapirer ("den almindelige metode")

Forretninger registreres på handelsdagen på ikke-balanceførte konti. På afviklingsdagen tilbageføres de ikke-balanceførte posteringer, og forretningerne bogføres på balancekonti.

Valutapositionen og/eller værdipapirpositionen påvirkes på handelsdagen. Realiserede gevinster og tab i forbindelse med nettosalg beregnes og bogføres derfor også på handelsdagen. Nettokøb af valuta påvirker gennemsnitsprisen for den bestående beholdning, og køb af værdipapirer påvirker gennemsnitsprisen for dette værdipapir på handelsdagen.

2. Daglig bogføring af påløbne renter, herunder over- og underkurs

Påløbne renter, over- og underkurs i forbindelse med finansielle instrumenter i fremmed valuta beregnes og bogføres dagligt, uafhængigt af de faktiske pengestrømme. Dette betyder, at valutapositionen påvirkes, når disse påløbne renter bogføres, i modsætning til tidspunktet, hvor renterne modtages eller betales(1).

Ad 1 (bogføring på handelsdagen)

To forskellige teknikker er fastsat til gennemførelse af bogføring på handelsdagen:

- "den almindelige metode", og

- "den alternative metode".

"Den alternative metode" indeholder følgende elementer: I modsætning til "den almindelige metode" foretages ingen daglig ikke-balanceført bogføring af de indgåede forretninger, som afvikles på et senere tidspunkt. Bogføring af realiseret indtægt og beregning af en ny gennemsnitspris (for valutakøb) og gennemsnitspriser (for køb af værdipapirer) foretages på afviklingsdagen(2).

For forretninger, som aftales i ét år, men som først udløber et efterfølgende år, foretages indtægtsføring i overensstemmelse med "den almindelige metode". Dette indebærer, at realiserede virkninger af salg vil påvirke resultatsopgørelsen for det år, i hvilket forretningen blev indgået, og køb vil ændre gennemsnitsrenten/prisen på en beholdning i det år, hvor aftalen blev indgået. Det er dog ikke nødvendigt at foretage nogen ikke-balanceførte posteringer.

Nedenstående tabel viser de vigtigste træk i de to teknikker for enkelte valutainstrumenter og værdipapirer.

>TABELPOSITION>

Ad 2 (daglig bogføring af påløbne renter og over- og underkurs)

Nedenstående tabel giver hovedtræk af påvirkningen af den daglige bogføring af periodiseringer vedrørende valutabeholdningen (f.eks. skyldig rente og amortiseret over-/underkurs):

DAGLIG BOGFØRING AF PÅLØBNE RENTER (SOM LED I PERIODISERING)

Periodisering vedrørende FX-denominerede instrumenter beregnes og bogføres dagligt til dagens middelkurs

Påvirkning af FX-beholdninger

Periodisering påvirker valutapositionen på bogføringstidspunktet og tilbageføres ikke senere. Periodiseringen udlignes, når den faktiske betaling modtages eller foretages. På afviklingsdagen er der således ingen påvirkning af valutapositionen, da periodisering er sket for positionen i forbindelse med revalueringen ved slutningen af perioden

(1) Der gælder to forskellige metoder for periodisering. Den første metode er "kalenderdagsmetoden", hvor periodisering registreres på alle kalenderdage, uafhængigt af om det er en lørdag eller søndag, en helligdag eller en forretningsdag. Der er ingen præference for nogen metode. Men hvis årets sidste dag ikke er en forretningsdag, skal den medtages ved beregningen efter begge metoder.

(2) Ved valutaterminsforretninger påvirkes valutabeholdningen på spotdatoen (dvs. sædvanligvis handelsdagen + to dage).

BILAG IV

REGLER FOR SAMMENSÆTNING OG VÆRDIANSÆTTELSE AF BALANCEN

AKTIVER

>TABELPOSITION>

PASSIVER

>TABELPOSITION>

BILAG V

Eurosystemets konsoliderede ugentlige balance - format, der skal anvendes ved offentliggørelse efter udgangen af et kvartalPå grund af afrunding stemmer totaler/subtotaler ikke nødvendigvis.

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG VI

Eurosystemets konsoliderede ugentlige balance - format, der skal anvendes ved offentliggørelse i løbet af et kvartalPå grund af afrunding stemmer totaler/subtotaler ikke nødvendigvis.

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG VII

Eurosystemets konsoliderede årsbalancePå grund af afrunding stemmer totaler/subtotaler ikke nødvendigvis.

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG VIII

Årsbalance for en centralbank

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG IX

Offentliggjort resultatopgørelse for en centralbank((Resultatopgørelsen for ECB har lidt anderledes format, jf. bilag IV til afgørelse ECB/2002/11 af 5. december 2002 (se side 38 i denne EUT).))

>TABELPOSITION>

Op