EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32010D0015(01)

2010/574/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 21. september 2010 om administration of EFSF-lån til medlemsstater, der har indført euroen (ECB/2010/15)

EUT L 253 af 28.9.2010, s. 58–59 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Specialudgave på kroatisk: Kapitel 01 bind 014 s. 95 - 96

Dokumentets juridiske status I kraft: Denne retsakt er ændret. Nuværende konsoliderede version: 02/11/2011

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/574/oj

28.9.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 253/58


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 21. september 2010

om administration of EFSF-lån til medlemsstater, der har indført euroen

(ECB/2010/15)

(2010/574/EU)

DIREKTIONEN FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 17 og 21, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I medfør af artikel 17 i ESCB-statutten kan Den Europæiske Centralbank (ECB) til gennemførelse af sine transaktioner åbne konti for kreditinstutter, offentlige myndigheder og andre markedsdeltagere.

(2)

I henhold til artikel 21.1 og 21.2 i ESCB-statutten kan ECB optræde som fiskal agent for Unionens institutioner, organer og kontorer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer, der er undergivet offentlig ret, eller offentlige foretagender i medlemstaterne.

(3)

Der henvises til EFSF-rammeaftalen for europæisk finansiel stabilitetsfacilitet (EFSF Framework Agreement) mellem de medlemsstater, der har indført euroen og European Financial Stability Facility, Société Anonyme (EFSF), et aktieselskab med hjemsted i Luxembourg, der har de medlemsstater, der har indført euroen, som aktionærer. EFSF-rammeaftalen trådte i kraft og fik bindende virkning fra den 4. august 2010.

(4)

Ifølge EFSF-rammeaftalen og i overensstemmelse med vedtægterne for EFSF skal EFSF yde finansiering i form af aftaler om en lånefacilitet (herefter:»lånefacilitetsftaler«) til medlemsstater, der har indført euroen, i tilfælde hvor sådanne medlemsstater er i finansielle vanskeligheder og har indgået et aftalememorandum med Europa-Kommissionen, der indeholder politiske betingelser.

(5)

Det udtales i artikel 3, stk. 5, i EFSF-rammeaftalen, at udbetaling af det lån, som EFSF har stillet til rådighed for en medlemsstat, der har indført euroen, skal foregå gennem EFSF’s og den pågældende låntagende medlemsstats konti, som er åbnet hos ECB til brug for lånefacilitetsaftalen. I henhold til artikel 12, stk. 2, i EFSF-rammeaftalen, kan EFSF henvende sig til ECB om at optræde som sin betalingsagent og kan udpege ECB til at føre sine bank- og værdipapirkonti.

(6)

Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser vedrørende EFSF’s kontantkonto, der skal åbnes hos ECB til driften af lånefacilitetsaftalerne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Åbning af en kontantkonto

ECB skal i medfør af EFSF-rammeaftalen og i forbindelse med lånefacilitetsaftalerne åbne en kontantkonto i EFSF’s navn.

Artikel 2

Accept af betalinger over kontantkontoen

ECB må kun acceptere betalinger til eller fra kontantkontoen i EFSF’s navn, såfremt disse betalinger forekommer i forbindelse med lånefacilitetsaftaler.

Artikel 3

Accept af instrukser og administration af kontantkontoen

I forbindelse med kontantkonten i EFSF’s navn accepterer ECB kun og handler udelukkende på grundlag af instrukser fra enten EFSF eller en agent, som EFSF i henhold til EFSF-rammeaftalen måtte udpege til at handle på sine vegne. Såfremt der er udpeget en agent, og EFSF har anmodet ECB om at acceptere denne agent, skal agenten handle med hensyn til følgende aktiviteter: a) give instrukser i forbindelse med kontantkontoen i EFSF’s navn, og b) administrere denne konto eksklusivt og vedvarende.

Artikel 4

Saldo på kontantkontoen

Der må ikke stå noget kreditbeløb på kontantkontoen, som er åbnet i EFSF’s navn, efter at der er foretaget betalinger i forbindelse med en lånefacilitetsftale, ligesom der heller ikke må overføres beløb til denne kontantkonto før den dag, hvor der skal foretages betalinger i forbindelse med en lånefacilitetsaftale. Der må ikke på noget tidspunkt stå et debitbeløb på kontantkontoen, der er åbnet i EFSF’s navn. Der må derfor ikke foretages betaling fra kontantkontoen, der er åbnet i EFSF’s navn, udover de kreditbeløb, der står på denne konto.

Artikel 5

Forrentning

Såfremt der uanset artikel 4 ovenfor står kreditbeløb på kontantkontoen, der er åbnet i EFSF’s navn, over natten, skal ECB betale rente på saldoen svarende til ECB’s gældende indlånsfacilitet på faktisk/360 basis. Rentebeløb, som ECB har betalt på kontantkontoen, er ikke berørt af artikel 2.

Artikel 6

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 21. september 2010.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


Op