EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32012O0023

2012/641/EU: Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 10. oktober 2012 om ændring af retningslinje ECB/2012/18 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed (ECB/2012/23)

EUT L 284 af 17.10.2012, s. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 02/05/2013; ophævet ved 32013O0004

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2012/641/oj

17.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 284/14


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE

af 10. oktober 2012

om ændring af retningslinje ECB/2012/18 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed

(ECB/2012/23)

(2012/641/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1 og artikel 14.3 sammenholdt med artikel 3.1, første led, og artikel 18.2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 18.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank kan Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (herefter »de nationale centralbanker«), udføre lånetransaktioner med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere, hvor lån ydes imod passende sikkerhed. Kriterierne for sikkerhedens belånbarhed med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer er fastsat i bilag I til retningslinje ECB/2011/14 af 20. september 2011 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (1). Yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbar sikkerhed er fastsat i retningslinje ECB/2012/18 af 2. august 2012 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed og om ændring af retningslinje ECB/2007/9 (2).

(2)

I henhold til afsnit 1.6 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14 kan Styrelsesrådet til enhver tid ændre instrumenterne, betingelserne, kriterierne og procedurerne for gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske operationer. I henhold til afsnit 6.3.1 forbeholder Eurosystemet sig endvidere ret til at fastslå, om en udstedelse, udsteder, debitor eller garant opfylder kravene til høje kreditstandarder på grundlag af enhver oplysning, som det anser for relevant.

(3)

For at øge tilførslen af likviditet til modparter i Eurosystemets pengepolitiske operationer har Styrelsesrådet besluttet midlertidigt at udstrække kriterierne for belånbarheden af aktiver, der skal anvendes som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, ved at godkende omsættelige gældsinstrumenter denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar som belånbare aktiver i pengepolitiske operationer. Værdien af sådanne omsættelige gældsinstrumenter bør nedskrives, således at den historiske volatilitet for den pågældende valutakurs afspejles.

(4)

Disse yderligere foranstaltninger bør anvendes midlertidigt, indtil Styrelsesrådet finder, at de ikke længere er nødvendige for at sikre, at den pengepolitiske transmissionsmekanisme fungerer hensigtsmæssigt. De bør derfor gennemføres ved en ændring af retningslinje ECB/2012/18 —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Ændringer

Retningslinje ECB/2012/18 ændres som følger:

1)

Artikel 1 erstattes af følgende:

»Artikel 1

Yderligere foranstaltninger vedrørende refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed

1.   Reglerne for gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske operationer og belånbarhedskriterierne for sikkerhed fastlagt i denne retningslinje, som nærmere angivet i stk. 2, skal gælde i sammenhæng med retningslinje ECB/2011/14.

2.   For sikkerhed denomineret i udenlandsk valuta finder kun artikel 3, 5 og 5a i denne retningslinje anvendelse.

3.   I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne retningslinje og retningslinje ECB/2011/14, således som denne er gennemført på nationalt plan af de nationale centralbanker, har denne retningslinje forrang. De nationale centralbanker skal fortsat anvende alle bestemmelser i retningslinje ECB/2011/14 som hidtil, medmindre andet følger af denne retningslinje.«

2)

Som artikel 5a indsættes:

»Artikel 5a

Godkendelse af visse aktiver denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar som belånbar sikkerhed

1.   Omsættelige gældsinstrumenter, som omhandlet i afsnit 6.2.1 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, udgør, såfremt de er denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar, belånbar sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, forudsat at a) de er udstedt og besiddes/afvikles i euroområdet, b) udsteder er etableret i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og c) de opfylder alle andre kriterier for belånbarhed i afsnit 6.2.1 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14.

2.   Eurosystemet skal nedskrive værdien af sådanne omsættelige gældsinstrumenter som følger: a) aktiver denomineret i pund sterling eller amerikanske dollar nedskrives med 16 %, og b) aktiver denomineret i yen nedskrives med 26 %.«

Artikel 2

Verifikation

De nationale centralbanker skal senest den 26. oktober 2012 fremsende meddelelse til ECB om, hvilke tekster og midler de vil anvende for at efterkomme denne retningslinje.

Artikel 3

Ikrafttrædelse

1.   Denne retningslinje træder i kraft to dage efter dens vedtagelse.

2.   Artikel 1 finder anvendelse fra 9. november 2012.

Artikel 4

Adressater

Denne retningslinje er rettet til alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 10. oktober 2012.

For ECB’s Styrelsesråd

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EUT L 331 af 14.12.2011, s. 1.

(2)  EUT L 218 af 15.8.2012, s. 20.


Op