EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 31998Q1215

Den Europæiske Centralbanks Forretningsorden

EFT L 338 af 15.12.1998, s. 28–33 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 21/04/1999

ELI: http://data.europa.eu/eli/proc_rules/1998/1215/oj

31998Q1215

Den Europæiske Centralbanks Forretningsorden

EF-Tidende nr. L 338 af 15/12/1998 s. 0028 - 0033


FORRETNINGSORDEN

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR -

under henvisning til protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »statutten«), særlig artikel 12.3 -

BESLUTTET AT VEDTAGE FØLGENDE FORRETNINGSORDEN:

INDLEDENDE KAPITEL

Artikel 1

Traktat og statut

Denne forretningsorden supplerer traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt »traktaten«) og statutten. Begreberne i denne forretningsorden har samme betydning som i traktaten og statutten.

KAPITEL I

STYRELSESRÅDET

Artikel 2

Tid og sted for Styrelsesrådets møder

2.1. Styrelsesrådet fastlægger mødedatoerne efter forslag fra formanden. Rådet holder principielt møde regelmæssigt efter en tidsplan, der fastlægges af Styrelsesrådet i god tid før begyndelsen af hvert kalenderår.

2.2. Formanden indkalder til møde i Styrelsesrådet, hvis mindst tre medlemmer af Styrelsesrådet indgiver anmodning herom.

2.3. Formanden kan ligeledes indkalde til møde i Styrelsesrådet, når han/hun skønner det nødvendigt.

2.4. Styrelsesrådet holder normalt møde på Den Europæiske Centralbanks (i det følgende benævnt »ECB«) hjemsted.

2.5. Der kan ligeledes afholdes møde i form af en telekonference, medmindre mindst tre centralbankchefer gør indsigelse.

Artikel 3

Deltagelse i Styrelsesrådets møder

3.1. Medmindre andet bestemmes, deltager kun Styrelsesrådets medlemmer, formanden for Rådet for Den Europæiske Union samt et medlem af Europa-Kommissionen i Styrelsesrådets møder.

3.2. På de dele af mødet, der ikke er forbeholdt pengepolitiske drøftelser, kan hver centralbankchef normalt ledsages af en person.

3.3. Hvis en centralbankchef er forhindret i at deltage i et møde, kan han/hun med forbehold af artikel 4 skriftligt udpege en stedfortræder. Den skriftlige meddelelse herom fremsendes til formanden i god tid før mødet.

3.4. Styrelsesrådet kan om hensigtsmæssigt ligeledes indbyde andre personer til at deltage i sine møder.

Artikel 4

Afstemning

4.1. Styrelsesrådet er beslutningsdygtigt, når mindst to tredjedele af medlemmerne er til stede. Hvis Styrelsesrådet ikke er beslutningsdygtigt, kan formanden indkalde til et ekstraordinært møde, på hvilket der kan træffes afgørelse uden hensyn til reglen om beslutningsdygtighed.

4.2. Styrelsesrådet går over til afstemning på anmodning af formanden. Formanden iværksætter desuden en afstemningsprocedure, hvis et medlem anmoder herom.

4.3. Afståelse fra at stemme hindrer ikke Styrelsesrådet i at vedtage beslutninger i henhold til statuttens artikel 41.2.

4.4. Hvis et medlem af Styrelsesrådet er forhindret i at stemme i en længere periode (over en måned), kan han/hun udpege en stedfortræder som medlem af Styrelsesrådet.

4.5. Hvis en centralbankchef er forhindret i at stemme om en beslutning, der skal træffes i henhold til statuttens artikel 28, 29, 30, 32, 33 eller 51, kan hans/hendes udpegede stedfortræder i overensstemmelse med artikel 10.3 i statutten afgive den vægtede stemme.

4.6. Formanden kan foranstalte hemmelig afstemning på anmodning af tre medlemmer af Styrelsesrådet. Hvis medlemmer af Styrelsesrådet berøres personligt af en eventuel beslutning i henhold til statuttens artikel 11.1, 11.3 eller 11.4, kræves der altid hemmelig afstemning. I sådanne tilfælde deltager de pågældende medlemmer ikke i afstemningen.

4.7. Beslutninger kan også træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst tre medlemmer af Styrelsesrådet gør indsigelse. Ved skriftlig procedure kræves: i) normalt mindst fem arbejdsdage til behandling af spørgsmålet hos alle medlemmer af Styrelsesrådet; ii) en personlig underskrift fra alle medlemmer af Styrelsesrådet (eller disses stedfortrædere i overensstemmelse med artikel 4.4); og iii) at en eventuel beslutning føres til protokols i referatet af Styrelsesrådets næste møde.

Artikel 5

Organisering af Styrelsesrådets møder

5.1. Styrelsesrådet vedtager en dagsorden for hvert møde. Direktionen udarbejder en foreløbig dagsorden, som sammen med alle relevante dokumenter sendes til medlemmerne af Styrelsesrådet og andre deltagere senest otte dage før det pågældende møde, undtagen i hastetilfælde, hvor direktionen træffer de til situationen passende foranstaltninger. Styrelsesrådet kan beslutte at fjerne eller tilføje punkter til den foreløbige dagsorden efter forslag fra formanden eller et medlem af Styrelsesrådet. Et punkt tages af dagsordenen efter anmodning fra mindst tre medlemmer af Styrelsesrådet, hvis de relevante dokumenter ikke er fremsendt til medlemmerne rettidigt.

5.2. Referatet af møderne i Styrelsesrådet forelægges Styrelsesrådets medlemmer til godkendelse på det næste møde (om nødvendigt før, ved skriftlig procedure) og undertegnes af formanden.

KAPITEL II

DIREKTIONEN

Artikel 6

Tid og sted for direktionens møder

6.1. Direktionen fastlægger mødedatoerne efter forslag fra formanden.

6.2. Formanden kan ligeledes indkalde til møde i direktionen, når han/hun skønner det nødvendigt.

Artikel 7

Afstemning

7.1. Direktionen er beslutningsdygtig i overensstemmelse med statuttens artikel 11.5, når mindst to tredjedele af medlemmerne er til stede. Hvis direktionen ikke er beslutningsdygtig, kan formanden indkalde til et ekstraordinært møde, på hvilket der kan træffes afgørelse uden hensyn til reglen om beslutningsdygtighed.

7.2. Beslutninger kan også træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst to medlemmer af direktionen gør indsigelse.

7.3. Hvis medlemmer af direktionen berøres personligt af en eventuel beslutning i henhold til statuttens 11.1, 11.3 eller 11.4, deltager de pågældende medlemmer ikke i afstemningen.

Artikel 8

Organisering af direktionens møder

Direktionen fastlægger selv, hvordan møderne skal organiseres.

KAPITEL III

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS ORGANISATION

Artikel 9

Komitéer under Det Europæiske System af Centralbanker

9.1. Med henblik på at bistå med arbejdet i Det Europæiske System af Centralbanker (i det følgende benævnt »ESCB«) oprettes der komitéer under Det Europæiske System af Centralbanker (i det følgende benævnt »ESCB-komitéer« bestående af repræsentanter for ECB og hver deltagende medlemsstats nationale centralbank.

9.2. Styrelsesrådet fastlægger ESCB-komitéernes opgaver og udpeger deres formænd. Formanden skal som hovedregel være en repræsentant for ECB. Både Styrelsesrådet og direktionen har ret til at anmode ESCB-komitéerne om at undersøge specifikke emner.

9.3. ESCB-komitéerne rapporterer til Styrelsesrådet via direktionen. Banktilsynskomitéen er ikke forpligtet til at rapportere via direktionen, når den fungerer som forum for høringer om emner, der ikke vedrører ESCB's tilsynsvirksomhed som defineret i traktaten og statutten.

9.4. Den nationale centralbank i hver ikke-deltagende medlemsstat kan ligeledes udpege en repræsentant til at deltage i en ESCB-komités møder, når denne behandler emner, der falder inden for Det Generelle Råds kompetence. Repræsentanterne kan ligeledes indbydes til at deltage i møder, når dette skønnes hensigtsmæssigt af formanden for en komité og direktionen.

9.5. I forbindelse med konkrete emner af umiddelbar interesse for Europa-Kommissionen kan repræsentanter for Kommissionens tjenestegrene indbydes til at deltage i ESCB-komitéers møder. Repræsentanter for andre fællesskabsorganer og for tredjeparter kan ligeledes indbydes, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

9.6. ECB yder sekretærbistand til ESCB-komitéerne.

Artikel 10

Intern struktur

10.1. Efter høring af Styrelsesrådet træffer direktionen beslutning om antallet af afdelinger i ECB, deres navne og kompetenceområder. Beslutningen offentliggøres.

10.2. Direktionen fungerer som administrerende ledelse for alle ECB's afdelinger. Direktionen træffer beslutning om de enkelte direktionsmedlemmers ansvarsområder i forbindelse med ECB's afdelinger og orienterer Styrelsesrådet, Det Generelle Råd og ECB's personale herom. En sådan beslutning kan kun træffes, når alle medlemmer af direktionen er til stede, og må ikke træffes imod formandens stemme.

Artikel 11

ECB's personale

11.1. Alle ECB's ansatte orienteres om deres stilling inden for ECB's struktur samt om deres rapporteringskanaler og faglige ansvar.

11.2. Med forbehold af statuttens artikel 36 og 47 vedtager direktionen organisatoriske bestemmelser (i det følgende benævnt »administrative cirkulærer«). ECB's personale skal overholde disse bestemmelser.

11.3. Direktionen udsteder og opdaterer en adfærdskodeks som vejledning for sine medlemmer og ECB's personale.

KAPITEL IV

INDDRAGELSE AF DET GENERELLE RÅD I DET EUROPÆISKE SYSTEM AF CENTRALBANKERS OPGAVER

Artikel 12

Forholdet mellem Styrelsesrådet og Det Generelle Råd

12.1. ECB's Generelle Råd har mulighed for at fremsætte bemærkninger, før Styrelsesrådet vedtager:

- udtalelser i medfør af statuttens artikel 4 og 25.1

- henstillinger fra ECB på statistikområdet i medfør af statuttens artikel 42

- årsberetningen

- reglerne om standardisering af bogføringen og af beretninger om transaktioner

- foranstaltninger vedrørende anvendelsen af statuttens artikel 29

- ansættelsesvilkår for ECB's personale

- i forbindelse med forberedelsen af den uigenkaldelige fastlåsning af valutakurser, en udtalelse fra ECB i medfør af traktatens artikel 109 L, stk. 5, eller en udtalelse vedrørende EF-retsakter, der skal vedtages i tilfælde af ophævelse af en dispensation.

12.2. Når Det Generelle Råd anmodes om at fremsætte bemærkninger i medfør af ovennævnte stykke, skal det indrømmes en rimelig tidsfrist, som ikke må være under ti arbejdsdage. Ved hastesager (som skal begrundes i anmodningen) kan tidsfristen forkortes til fem arbejdsdage. Formanden kan træffe beslutning om anvendelse af skriftlig procedure.

12.3. I overensstemmelse med statuttens artikel 47.4 underretter formanden Det Generelle Råd om Styrelsesrådets afgørelser.

Artikel 13

Forholdet mellem direktionen og Det Generelle Råd

13.1. ECB's Generelle Råd har mulighed for at fremsætte bemærkninger, før direktionen

- gennemfører de af Styrelsesrådets retsakter, som i overensstemmelse med artikel 12.1 ovenfor kræver Det Generelle Råds medvirken

- i medfør af beføjelser delegeret fra Styrelsesrådet i overensstemmelse med statuttens artikel 12.1 vedtager retsakter, som i henhold til denne forretningsordens artikel 12.1 kræver Det Generelle Råds medvirken.

13.2. Når Det Generelle Råd anmodes om at fremsætte bemærkninger i medfør af ovennævnte stykke, skal det indrømmes en rimelig tidsfrist, som ikke må være under ti arbejdsdage. Ved hastesager (som skal begrundes i anmodningen) kan tidsfristen forkortes til fem arbejdsdage. Formanden kan træffe beslutning om anvendelse af skriftlig procedure.

KAPITEL V

SÆRLIGE PROCEDUREMÆSSIGE BESTEMMELSER

Artikel 14

Uddelegering af beføjelser

14.1. Uddelegering af beføjelser fra Styrelsesrådet til direktionen i medfør af statuttens artikel 12.1, andet afsnit, sidste punktum, meddeles de berørte parter eller offentliggøres eventuelt i sager med retsvirkninger for tredjemand. Retsakter, der vedtages efter uddelegering, meddeles straks Styrelsesrådet.

14.2. Den fortegnelse over ECB's underskriftsberettigede, der er opstillet på grundlag af beslutninger vedtaget i henhold til statuttens artikel 39, omdeles til de interesserede parter.

Artikel 15

Budgetprocedure

15.1. Efter forslag fra direktionen og i overensstemmelse med eventuelle principper fastlagt af Styrelsesrådet vedtager Styrelsesrådet før udløbet af hvert regnskabsår ECB's budget for det følgende regnskabsår.

15.2. Med henblik på at yde assistance i forbindelse med ECB's budget nedsætter Styrelsesrådet et budgetudvalg og fastlægger dets ansvarsområder og sammensætning.

Artikel 16

Beretninger og årsregnskab

16.1. Styrelsesrådet har kompetencen til at vedtage den i statuttens artikel 15.3 omhandlede årsberetning.

16.2. Beføjelsen til at vedtage og offentliggøre de i statuttens artikel 15.1 omhandlede kvartalsberetninger, de i statuttens artikel 15.2 omhandlede ugentlige konsoliderede oversigter over ECB's finansielle stilling, den i statuttens artikel 26.3 omhandlede konsoliderede balance samt andre beretninger delegeres til direktionen.

16.3. I overensstemmelse med de af Styrelsesrådet fastsatte principper udfærdiger direktionen ECB's årsregnskab inden for den første måned af det følgende regnskabsår. Årsregnskabet forelægges den eksterne revisor.

16.4. Styrelsesrådet vedtager ECB's årsregnskab inden for det første kvartal af det følgende år. Den eksterne revisors beretning fremsendes til Styrelsesrådet før vedtagelsen af årsregnskabet.

Artikel 17

ECB's retlige instrumenter

17.1. ECB's forordninger vedtages af Styrelsesrådet og undertegnes af formanden på Styrelsesrådets vegne.

17.2. Styrelsesrådet vedtager ECB retningslinjer, som undertegnes af formanden på Styrelsesrådets vegne. Retningslinjerne skal indeholde en begrundelse. Notifikation af de nationale centralbanker kan foretages pr. telefax, elektronisk post, telex eller brev.

17.3. Styrelsesrådet kan delegere sine normative beføjelser til direktionen med henblik på gennemførelse af Styrelsesrådets forordninger og retningslinjer. Den pågældende forordning eller retningslinje skal angive, hvad der skal gennemføres og en afgrænsning af de delegerede beføjelser samt disses anvendelsesområde.

17.4. ECB's beslutninger og henstillinger vedtages af Styrelsesrådet eller direktionen afhængigt af deres respektive kompetenceområder og undertegnes af formanden. De skal indeholde en begrundelse. Henstillinger vedrørende afledt fællesskabsret i henhold til statuttens artikel 42 vedtages af Styrelsesrådet.

17.5. Med forbehold af artikel 44, andet afsnit, og artikel 47.1, første punkt, i statutten, vedtages ECB's udtalelser af Styrelsesrådet. I undtagelsestilfælde, og medmindre mindst tre centralbankchefer fremsætter ønske om, at Styrelsesrådet bevarer kompetencen til at vedtage bestemte udtalelser, kan direktionen vedtage udtalelser fra ECB i overensstemmelse med bemærkninger fremsat af Styrelsesrådet og under hensyntagen til Det Generelle Råds bidrag. ECB's udtalelser undertegnes af formanden.

17.6. ECB instrukser vedtages af direktionen og undertegnes for direktionen af formanden eller to medlemmer af direktionen. Notifikation til de nationale centralbanker kan foretages pr. telefax, elektronisk post, telex eller brev.

17.7. Alle ECB's retlige instrumenter nummereres fortløbende, så de er nemme at identificere. Direktionen sørger for sikker opbevaring af originalerne, bekendtgørelse for modtagerne eller høringsmyndighederne samt umiddelbar offentliggørelse på alle officielle EU-sprog i De Europæiske Fællesskabers Tidende for så vidt angår ECB-forordninger, ECB-udtalelser om forslag til fællesskabsretsakter samt de af ECB's retlige instrumenter, som i henhold til en udtrykkelig beslutning herom skal offentliggøres.

Artikel 18

Proceduren i henhold til traktatens artikel 105 A, stk. 2

Den i traktatens artikel 105 A, stk. 2, omhandlede godkendelse vedtages af Styrelsesrådet ved en samlet beslutning for alle deltagende medlemsstater i det sidste kvartal af hvert år og for det følgende år.

Artikel 19

Indkøb

19.1. Ved indkøb af varer og tjenesteydelser for ECB tages der behørigt hensyn til principperne om åbenhed, gennemsigtighed, lige adgang, ikke-diskriminering og effektiv administration.

19.2. Uden at fravige princippet om effektiv administration kan der gøres undtagelser fra ovennævnte principper i hastetilfælde; af hensyn til sikkerheden eller en sags hemmelige karakter; hvis der er tale om en eneleverandør; ved leverancer fra de nationale centralbanker til ECB; for at sikre leverancernes kontinuitet; samt ved aktiver erhvervet fra Det Europæiske Monetære Institut (i det følgende benævnt »EMI«).

Artikel 20

Udvælgelse, udnævnelse og forfremmelse af personale

20.1. Ansatte udvælges, udnævnes og forfremmes af direktionen.

20.2. Ansatte udvælges, ansættes og forfremmes under behørig hensyntagen til principperne om faglige kvalifikationer, åbenhed, gennemsigtighed, lige muligheder og ikke-diskriminering. Reglerne og procedurerne for ansættelse og intern forfremmelse angives nærmere i et administrativt cirkulære.

20.3. Direktionen kan rekruttere medarbejdere til ECB fra EMI (under afvikling) uden at anvende særlige ansættelsesregler og -procedurer.

Artikel 21

Ansættelsesvilkår

21.1. Ansættelsesforholdet mellem ECB og ECB's personale fastlægges i ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet.

21.2. Ansættelsesvilkårene godkendes og ændres af Styrelsesrådet efter forslag fra direktionen. Det Generelle Råd høres i henhold til proceduren i denne forretningsorden.

21.3. Ansættelsesvilkårene gennemføres ved administrative bestemmelser for personalet, der vedtages og ændres af direktionen.

21.4. Personaleudvalget høres forud for vedtagelse af nye ansættelsesvilkår eller administrative bestemmelser for personalet. Dets udtalelse forelægges Styrelsesrådet eller direktionen.

Artikel 22

Meddelelser og bekendtgørelser

Generelle meddelelser og bekendtgørelse af beslutninger truffet af ECB's besluttende organer kan foretages ved offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende eller gennem telegrambureauer, der anvendes af finansmarkederne.

Artikel 23

Adgang til ECB's dokumenter og arkiver samt disses fortrolighed

23.1. Forhandlingerne i ECB's besluttende organer og i alle komitéer eller grupper oprettet af disse er fortrolige, medmindre Styrelsesrådet bemyndiger formanden til at offentliggøre resultatet af forhandlingerne.

23.2. Alle dokumenter, der udarbejdes af ECB, er fortrolige, medmindre Styrelsesrådet bestemmer andet. Styrelsesrådet fastsætter kriterierne for adgang til ECB's dokumenter og arkiver. Beslutningen herom offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

23.3. Adgang til dokumenter i EMI's arkiver er underlagt Rådet for EMI's beslutning nr. 9/97, indtil denne erstattes med en beslutning fra Styrelsesrådet. Da EMI skal likvideres,

- overdrages alle rådets opgaver i henhold til denne beslutning til Styrelsesrådet

- overdrages alle EMI's generalsekretærs opgaver til direktionen.

23.4. Dokumenter i Centralbankchefkomitéens, EMI's og ECB's arkiver gøres fuldt tilgængelige efter 30 år. Styrelsesrådet kan i særlige tilfælde forkorte denne periode.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 24

Ændring af denne forretningsorden

Styrelsesrådet kan ændre denne forretningsorden. Det Generelle Råd kan foreslå ændringer, og direktionen kan vedtage supplerende bestemmelser inden for sit kompetenceområde.

Artikel 25

Offentliggørelse

Denne forretningsorden offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 7. juli 1998.

For og på vegne af Styrelsesrådet

Willem F. DUISENBERG

Formand

Op