Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)
Juni 2014
Markedsoperationer
Likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar efter 31. juli 2014
Den 30. maj 2014 besluttede Styrelsesrådet fortsat at tilbyde likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar med en løbetid på syv dage. Meddelelsen herom blev koordineret med andre centralbanker og offentliggjort 17. juni 2014 i en pressemeddelelse, som findes på ECB's websted. En vejledende kalender for de næste tre måneders likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar vil blive offentliggjort på ECB's websted og opdateret en gang om måneden.
Ændring af Eurosystemets retlige rammer i forbindelse med indførelsen af en negativ rente på indlånsfaciliteten
Den 5. juni 2014 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2014/23 om forrentningen af indlån, saldi og beholdninger af overskudsreserver. Afgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser om den påkrævede justering af reglerne for forrentningen af indlån, saldi og beholdninger af overskudsreserver i henhold til retningslinjerne ECB/2011/14, ECB/2012/27 og ECB/2014/9. Styrelsesrådet vedtog også: a) Retningslinje ECB/2014/25 om ændring af retningslinje ECB/2012/27 om TARGET2 (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system), b) retningslinje ECB/2014/22 om ændring af retningslinje ECB/2014/9 om de nationale centralbankers indenlandske operationer i forbindelse med forvaltningen af aktiver og passiver og c) afgørelse ECB/2014/24 om ændring af afgørelse ECB/2010/23 om fordelingen af de monetære indtægter til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta. Retsakterne er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.
Ændring af Eurosystemets markedsoperationer
Den 5. juni 2014 besluttede Styrelsesrådet fortsat at udføre Eurosystemets primære markedsoperationer og 3-måneders langfristede markedsoperationer som auktioner til fast rente med fuld tildeling, så længe det er nødvendigt, og i hvert fald indtil udgangen af reservekravsperioden, der slutter i december 2016. Styrelsesrådet besluttede også at indstille både Eurosystemets markedsoperationer på særlige vilkår med en løbetid på én reservekravsperiode og den ugentlige finjusterende operation, der steriliserer den likviditet, som tilføres under Securities Markets Programme, efter operationerne med tildeling 10. juni 2014. En pressemeddelelse om disse beslutninger blev samme dag offentliggjort på ECB's websted.
Den 5. juni 2014 besluttede Styrelsesrådet endvidere at udføre en række målrettede langfristede markedsoperationer, TLTRO, der skal øge bankernes udlån til den ikke-finansielle private sektor i euroområdet, ekskl. udlån til husholdninger til boligkøb. Mere detaljerede tekniske oplysninger om disse operationer findes i en pressemeddelelse, som blev offentliggjort på ECB's websted samme dag.
Foranstaltninger i relation til belånbar sikkerhed i Eurosystemet
For at fremme effektiviteten af ovennævnte TLTRO og sikre, at der er tilstrækkelig sikkerhed til rådighed for bankerne til at deltage i ordningen, besluttede Styrelsesrådet 5. juni 2014, at den nuværende godkendelse af yderligere aktiver som sikkerhed, herunder især aktiver inden for ACC-rammen (a dditional credit claims framework), forlænges i hvert fald indtil september 2018.
Ekstraordinære pengepolitiske tiltag til at styrke den pengepolitiske transmissionsmekanisme
Den 5. juni 2014 besluttede Styrelsesrådet at intensivere forberedelserne til direkte opkøb af ABS (asset-backed securities). Mere information findes i ovennævnte pressemeddelelse om de målrettede langfristede markedsoperationer, TLTRO.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om begrænsning i adgangen til at foretage kontantbetaling i Rumænien
Den 22. maj 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/37 på anmodning af Banca Naţională a României.
ECB's udtalelse om aflønningen af Banca d'Italias personale og medlemmerne af dens beslutningstagende organer samt beskatning af den reviderede værdiansættelse af dens aktier
Den 26. maj 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/38 på anmodning af det italienske økonomi- og finansministerium.
ECB's udtalelse om aktindsigt i specifikke oplysninger vedrørende visse bankers uerholdelige lån i Slovenien
Den 27. maj 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/39 på anmodning af formanden for det slovenske parlament.
ECB's udtalelse om organiseringen af og tilsynet med kreditinstitutter samt deres solvens i Spanien
Den 30. maj 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/40 på anmodning af den spanske minister for økonomiske anliggender og erhvervsfremme.
ECB's udtalelse om kortfristede likviditetskrav til kreditinstitutter i Ungarn
Den 6. juni 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/41 på anmodning af Magyar Nemzeti Bank.
ECB's udtalelse om forrentningen af mindstereserver i Litauen
Den 11. juni 2014 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2014/42 på anmodning af Lietuvos bankas.
Internationalt og europæisk samarbejde
13. årlige gennemgang af euroens internationale rolle
Den 17. juni 2014 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af den 13. udgave af rapporten "The international role of the euro", som indeholder en undersøgelse af, hvordan anvendelsen af euroen har udviklet sig blandt residenter uden for euroområdet. Den 16. juli 2014 offentliggøres rapporten på ECB's websted sammen med en pressemeddelelse.
Corporate governance
Mandatforlængelse for medlemmerne af T2S Board
Den 30. maj 2014 godkendte Styrelsesrådet, at mandatet for de nuværende medlemmer af T2S Board, der normalt ville udløbe i juli 2014, forlænges med yderligere 6 måneder til 31. januar 2015.
Banktilsyn
ECB's forordning om nedsættelse af et mæglingspanel og forretningsordenen for dette
Den 2. juni 2014 vedtog Styrelsesrådet, i henhold til artikel 25, stk. 5, i Rådets SSM-forordning, forordning ECB/2014/26 om nedsættelse af et mæglingspanel og forretningsordenen for dette. Det er hensigten, at Mæglingspanelet skal sikre adskillelse af de pengepolitiske opgaver og tilsynsopgaverne. Det får også til opgave at løse uoverensstemmelser mellem de kompetente myndigheder i de pågældende deltagende medlemsstater i forbindelse med en indsigelse fra Styrelsesrådet mod et udkast til afgørelse fra Tilsynsrådet. Forordningen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt