SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Den nye 10-euroseddel afsløret i Frankfurt i dag

13. januar 2014

EMBARGO

Klausuleret til offentliggørelse mandag den 13. januar 2014, kl. 11.30 CET
  • Den nye 10-euroseddel i Europa-serien sættes i omløb den 23. september 2014, hvilket giver alle parter tilstrækkelig tid til at forberede en gnidningsløs indførelse af den nye seddel.
  • Den nye 10-euroseddel bliver nem at genkende, for den har næsten samme design som 10-eurosedlen i den første serie. Sedlens design bygger på den nyeste teknologi inden for seddelproduktion, hvilket gør det endnu sværere at forfalske den. Den nye seddel bliver desuden mere holdbar.
  • Sedlerne i Europa-serien indføres gradvist over flere år.
  • Eurosedlerne er et håndgribeligt symbol på Den Europæiske Union. 334 millioner mennesker i 18 lande anvender i dag euroen.

Medlem af ECB's direktion Yves Mersch afslørede i dag den nye 10-euroseddel og annoncerede i den forbindelse, at den bliver sat i omløb den 23. september 2014. Yves Mersch udtalte: "12 år efter at eurosedlerne og -mønterne blev indført, tager vi dem let for givet og glemmer, hvor ambitiøst – ja endda dristigt – et projekt det var at indføre euroen. Den fælles valuta har været medvirkende til at samle millioner af europæere – i al vores mangfoldighed. Eurosedlerne og -mønterne er et håndgribeligt bevis på vores vilje til at støtte Den Europæiske Union. Når vi siger "Euroen – Vores penge", så mener vi det virkelig!"

Selvom den nye 10-euroseddel ligner den, der blev udstedt i 2002, er den blevet opgraderet med adskillige nye og forbedrede sikkerhedselementer. Ligesom den nye 5-euroseddel har den et portræt af Europa i hologrammet og vandmærket. Europa er den figur fra den græske mytologi, som vores verdensdel er opkaldt efter.

I forbindelse med afsløringen udtalte Yves Mersch endvidere: "Dagen i dag giver også mulighed for at understrege vigtigheden af, at folks tillid til euroen bevares. En af de primære grunde til at indføre en ny seddelserie er at sikre, at alle, der anvender sedlerne, fortsat kan have fuldkommen tillid til dem."

Ligesom den første serie af eurosedler kan den nye 10-euroseddel meget nemt tjekkes ved hjælp af "føl-se-vip"-metoden. Ud over portrættet af Europa i hologrammet og vandmærket har sedlerne også et smaragdgrønt tal, der ændrer farve fra smaragdgrøn til dyb blå, når sedlerne vippes. Både 5- og 10-eurosedlen i den nye Europa-serie har fået et beskyttelseslag, som gør dem mere holdbare. Det betyder, at sedlerne ikke skal udskiftes så ofte, og det reducerer både omkostningerne og indvirkningen på miljøet. I den kommende tid vil Eurosystemet gradvis opgradere alle eurosedlerne. Det kommer til at ske i stigende orden efter seddelværdi.

Eurosystemet er ved at tage skridt til at støtte tilpasningen af maskiner/automater til seddelhåndtering og udstyr til ægthedskontrol inden lanceringen i september. Ejere af sådant udstyr anbefales at tage kontakt til leverandører eller fabrikanter for hurtigst muligt at blive klar til at indføre den nye 10-euroseddel. (se http://www.nye-eurosedler.eu/Direkte-adgang/Partnere).

Forespørgsler fra medierne bedes rettet til Elodie Lafitte Nowodazkij, tlf.: +49 69 1344 7390.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt