content here is the anonymously transparent proxied version of ecb.europa.eu   X
Menu

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

November 2020

20. november 2020

Markedsoperationer

Ændringer i offentliggørelsen af likviditetsstyringsdata

Den 5. november 2020 vedtog Styrelsesrådet flere ændringer i relation til offentliggørelsen af likviditetsstyringsdata for at strømline en række processer og øge effektiviteten. Styrelsesrådet besluttede bl.a. at indstille offentliggørelsen af benchmark-tildelingsbeløbet for de primære markedsoperationer, da det er ikke nødvendigt for en vellykket gennemførelse af pengepolitikken i Eurosystemet under de gældende operationelle rammer og likviditetsforhold. Styrelsesrådet besluttede også at mindske offentliggørelsesfrekvensen for prognosen vedrørende autonome faktorer fra to gange om ugen til én gang om ugen, således at den finder sted på de dage, hvor de primære markedsoperationer offentliggøres. Styrelsesrådet besluttede desuden at ændre offentliggørelsestidspunktet for de daglige likviditetsdata fra 09.10 CET til 11.30 CET. Ændringerne træder i kraft 14. december 2020, dvs. dagen for offentliggørelsen af den første primære markedsoperation i den reservekravsperiode, der starter 16. december 2020.

Den regelmæssige gennemgang af aftalen om likviditetsstøtte i krisesituationer

Den 9. november 2020 vedtog Styrelsesrådet en revideret udgave af aftalen om likviditetsstøtte i krisesituationer (emergency liquidity assistance (ELA)). Den opdaterede udgave indeholder en teknisk ændring af afsnit 3.2.a), punkt i), som foretages for at tydeliggøre, at solvensvurderingerne af de finansielle institutioner udføres af tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med solvensdefinitionen til ELA-formål, der fremgår af afsnit 4. Det specificeres endvidere, at ELA-aftalen vil blive gennemgået igen senest i løbet af 2023. Den opdaterede aftale offentliggøres snart på ECB's websted.

Finansiel stabilitet

Financial Stability Review – november 2020

Den 18. november 2020 drøftede Styrelsesrådet spørgsmål vedrørende finansiel stabilitet i euroområdet på grundlag af november 2020-udgaven af Financial Stability Review og gav tilladelse til, at publikationen blev offentliggjort på ECB's websted. Rapporten behandler konsekvenserne af den igangværende pandemi samt de dertil knyttede ændringer i de økonomiske udsigter for finansmarkedets funktion, gældsholdbarheden, bankernes rentabilitet og den finansielle sektor uden for banksektoren. Der redegøres også for politiske hensyn på kort og mellemlangt sigt. Rapporten vil efter planen være at finde på ECB's websted 25. november 2020.

Markedsinfrastruktur og betalinger

Ellevte undersøgelse af korrespondentbankvirksomheden i euro

Den 30. oktober 2020 gav Styrelsesrådet tilladelse til at offentliggøre den ellevte undersøgelse af korrespondentbankvirksomheden i euro. Resultaterne af 2019-undersøgelsen viser en nedgang på 22 pct. i den samlede omsætning i korrespondentbankvirksomheden i forhold til 2016 samt et fald på 21 pct. i antallet af kreditinstitutter og et fald på 43 pct. i den gennemsnitlige transaktionsstørrelse. Med en daglig omsætning på 686 mia. euro er korrespondentbankforbindelserne dog stadig et vigtigt led i betalingskæden. Øgede lovkrav til procedurerne i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme samt til "kend din kunde"-procedurer forklarer til en vis grad den faldende omsætning og det aftagende antal korrespondentbankaftaler. Sammenholdt med tidligere undersøgelser er de vigtigste markedsaktører tilsyneladende stadig de samme, og der er en tendens til, at de største banker specialiserer sig i grænseoverskridende aktivitet, mens mindre banker reducerer størrelsen af deres omsætning. Resultatet er, at markedet for korrespondentbankvirksomhed fortsat er meget koncentreret. Fremadrettet forventer 60 pct. af de banker, der deltog i undersøgelsen, at korrespondentbankvirksomheden vil stige på mellemlangt sigt som følge af en stigende effektivitet og indførelsen af nye tjenesteydelser inden for den grænseoverskridende virksomhed. Undersøgelsen er offentliggjort på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om nye låneordninger ved Den Internationale Valutafond i Østrig

Den 30. oktober 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/27 på anmodning af det østrigske finansministerium.

ECB's udtalelse om afskaffelsen af den særlige afgift pålagt udvalgte finansielle institutioner i Slovakiet

Den 4. november 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/28 på anmodning af Den Slovakiske Republiks finansministerium.

ECB's udtalelse om indberetning af oplysninger om betalingsbalancen i Østrig

Den 17. november 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/29 på anmodning af Oesterreichische Nationalbank.

Corporate governance

Ændring af retsakter i relation til Eurosystemets rammer for bogføring og regnskabsrapportering

Den 12. november 2020 vedtog Styrelsesrådet ændringer af to retsakter i relation til Eurosystemets rammer for bogføring og regnskabsrapportering, nærmere bestemt afgørelse ECB/2020/55 om ændring af afgørelse (EU) 2016/2248 om fordelingen af de monetære indtægter til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, og afgørelse ECB/2020/56 om ændring af afgørelse (EU) 2015/298 om foreløbig fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter. Ændringerne skyldes opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP) og likviditetstilførende operationer i euro til centralbanker uden for Eurosystemet. Retsakterne gælder fra den 31. december 2020. De vil snart være at finde i EUR-Lex.

Medie- og pressehenvendelser