content here is the anonymously transparent proxied version of ecb.europa.eu   X
Menu

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Maj 2020

22. maj 2020

Ekstern kommunikation

Kommunikation i relation til den tyske forfatningsdomstols afgørelse af 5. maj 2020

Den 5. maj 2020 offentliggjorde ECB en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Styrelsesrådet havde taget den tyske forfatningsdomstols dom vedrørende opkøbsprogrammet inden for den offentlige sektor (PSPP), som var afsagt tidligere samme dag, til efterretning efter en forudgående redegørelse herom fra formanden for Deutsche Bundesbank og ECB's juridiske afdeling. Det er fortsat Styrelsesrådets klare intention at gøre alt, hvad der kræves – inden for sit mandat – for at opfylde ECB's lovfæstede mål om at fastholde prisstabilitet.

Markedsoperationer

Retningslinje om ændring af retningslinje ECB/2014/31 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed

Den 7. maj 2020 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2020/29 om ændring af retningslinje ECB/2014/31 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed. Den ændrede retningslinje gennemfører de foranstaltninger til at lempe kriterierne for sikkerhedsstillelse, som Styrelsesrådet besluttede 22. april 2020 som reaktion på coronavirus-(covid-19-)pandemien. Retningslinjen findes på ECB's websted.

Ad hoc-vurdering af to nye ikke-regulerede markeder

Den 14. maj 2020 besluttede Styrelsesrådet at tilføje det ikke-regulerede alternative obligationsmarked i Spanien og First North Market i Litauen til listen over godkendte ikke-regulerede markeder for aktiver, der er godkendt som sikkerhed i Eurosystemets pengepolitiske operationer, efter at det var vurderet, at de opfyldte kriterierne i Dokumentationsgrundlaget. Den samlede liste over godkendte ikke-regulerede markeder findes på ECB's websted.

Udvidelse af rammerne for yderligere gældsfordringer som reaktion på covid-19-pandemien

Den 15. maj 2020 godkendte Styrelsesrådet ændringer af seks nationale centralbankers rammer for midlertidige yderligere gældsfordringer efter anmodning af de respektive nationale centralbanker. Forslagene om udvidelse vedrører primært accepten af en ny ramme for yderligere gældsfordringer og yderligere gældsfordringer, der omfattes af de nye garantiordninger, som er vedtaget i en række lande som reaktion på covid-19-pandemien, sammen med specifikke rammer for risikokontrol, der har til formål at imødegå afvigelser fra de krav, der gælder for garantier i henhold til Dokumentationsgrundlaget, samt yderligere ændringer, som for nogle af de seks nationale centralbankers vedkommende udvider omfanget af accepterede aktiver og anvendelsesområdet for interne kreditvurderingssystemer. Rammerne for yderligere gældsfordringer blev indført i 2011 for at give de nationale centralbanker i Eurosystemet mulighed for midlertidigt at acceptere visse gældsfordringer som sikkerhed, som ikke overholder reglerne for belånbarhed og/eller de kreditkvalitetsstandarder, som fastsættes i Dokumentationsgrundlaget. Pakken med foranstaltninger til at lempe kriterierne for sikkerhedsstillelse, som Styrelsesrådet vedtog 7. april 2020, gjorde det muligt at udvide disse rammer yderligere. Accepten af disse rammer for yderligere gældsfordringer kræver Styrelsesrådets forudgående godkendelse. Mere detaljerede oplysninger om rammerne for yderligere gældsfordringer findes på ECB's websted.

Finansiel stabilitet og finansielt tilsyn

Financial Stability Review May 2020

Den 20. maj 2020 gav Styrelsesrådet tilladelse til offentliggørelsen af "Financial Stability Review – May 2020". Denne udgave indeholder en vurdering af, hvordan det finansielle system har fungeret hidtil under covid-19-pandemien, og den gennemgår konsekvenserne for den finansielle stabilitet af pandemiens eftervirkninger, idet der tages højde for de finansielle sårbarheder, der var identificeret før pandemien, herunder dem, der findes i relation til de finansielle markeders funktion, gældsholdbarheden, bankernes rentabilitet og den finansielle sektor uden for banksektoren. Der redegøres desuden for politiske hensyn på kort og mellemlangt sigt med henblik på at fremme kendskabet til systemiske risici blandt politiske beslutningstagere, i finanssektoren og den brede offentlighed. Udgaven indeholder to specialartikler. Den første omhandler specifikt udviklingen inden for kreditstandarder i forbindelse med boliglån og deres konsekvenser for finansiel stabilitet. I den anden undersøges den likviditetsrisiko i tilknytning til derivater, som investeringsforeninger er konfronteret med. Financial Stability Review offentliggøres på ECB's websted den 26. maj 2020.

Markedsinfrastruktur og betalinger

Identificering af et nyt systemisk vigtigt betalingssystem

Den 4. maj 2020 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2020/26 om identificering af Mastercard Clearing Management System som et systemisk vigtigt betalingssystem i henhold til forordning (EU) nr. 795/2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer. Identificeringen er sket, efter at det er blevet efterprøvet, at operatøren opfylder en række operationelle kriterier, der fremgår af afgørelsen, som er offentliggjort på ECB's websted.

Årsberetning om Target for 2019

Den 14. maj 2020 tog Styrelsesrådet TARGET Annual Report 2019 til efterretning. Årsberetningen blev efterfølgende offentliggjort på ECB's websted. Den indeholder information om Target2-betalinger, systemets funktion og den vigtigste udvikling i 2019. Den indeholder også syv bokse, der oplyser nærmere om emner af særlig relevans i 2019, nemlig udviklingen i Target2-betalinger, en undersøgelse af Target2-aktivitet, likviditetsfordelingen i Target2, behandlingen af deltagere, som er under afvikling, slutpunktsikkerhed, opsporing af betalingssvindel og en opdatering vedrørende status for Target2/T2S-konsolideringsprojektet og kommende realtidsbruttoafviklingstjenester.

Rådgivning om lovgivning

ECB’s udtalelse om et forslag til en forordning om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet

Den 8. maj 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/14 på eget initiativ.

ECB's udtalelse om ændringer af lettisk lovgivning vedrørende national sikkerhed, nødssituationer og mobilisering

Den 11. maj 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/15 på anmodning af Republikken Letlands finansministerium.

ECB's udtalelse om ændringer af Unionens tilsynsmæssige rammer som følge af COVID-19-pandemien

Den 20 maj 2020 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2020/16 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union.

Corporate governance

Styrelsesrådets og Det Generelle Råds mødekalendere i 2021

Den 29. april 2020 godkendte Styrelsesrådet datoerne for sine møder i 2021. Det Generelle Råd godkendte ligeledes sine mødedatoer i 2021. Mødekalenderne findes på ECB's websted.

Udnævnelse af to nye medlemmer af Markedsinfrastrukturrådet

Den 4. maj 2020 udnævnte Styrelsesrådet Giandomenico Scarpelli, chef for Banca d'Italias direktorat for betalingssystemer, til medlem af og repræsentant for de nationale centralbanker i Eurosystemet, og Christina Wejshammer, chef for Sveriges riksbanks afdeling for betalinger, som medlem af og repræsentant for de nationale centralbanker uden for Eurosystemet i Markedsinfrastrukturrådet. Udnævnelserne skete med øjeblikkelig virkning indtil 31. maj 2022, således at perioden falder sammen med udløbet af embedsperioden for de øvrige medlemmer af Markedsinfrastrukturrådet, der blev udnævnt eller genudnævnt for en periode på 36 måneder fra 1. juni 2019.

De juridiske rammer for fælles udbudsregler i Eurosystemet

Den 4. maj 2020 tog Styrelsesrådet årsberetningen for 2019 fra Eurosystemets Koordineringskontor for indkøb (Eurosystem Procurement Coordination Office, EPCO) til efterretning og godkendte EPCO's opdaterede indkøbsplan for 2020. Samme dag vedtog Styrelsesrådet også afgørelse ECB/2020/27 om ændring af afgørelse ECB/2008/17 om indførelse af grundlag for fælles udbudsregler i Eurosystemet. Ændringsretsakten, der gør status over den positive erfaring med fælles udbud inden for varer og tjenesteydelser og EPCO's permanente karakter, som besluttet af Styrelsesrådet 26. april 2019, giver mulighed for øget deltagelse og større operationel fleksibilitet i den daglige drift. Afgørelsen findes på ECB's websted.

Internationalt og europæisk samarbejde

Den 19. årlige gennemgang af euroens internationale rolle

Den 14. maj 2020 godkendte Styrelsesrådet den 19. årlige gennemgang af euroens internationale rolle og gav tilladelse til, at rapporten blev offentliggjort. I overensstemmelse med den toårige cyklus for offentliggørelsen af disse rapporter, der blev besluttet i 2016, er dette års rapport en interimsrapport uden specialartikler. Den indeholder dog en boks med en analyse af euroens rolle på de globale markeder for grønne obligationer. Rapporten indeholder en kort gennemgang af den udvikling, der er sket i brugen af euroen hos residenter uden for euroområdet, samt opdateret statistisk information om de vigtigste indikatorer for euroens internationale status, som anses for at være af interesse for den brede offentlighed. Den vil efter planen være at finde på ECB's websted 15. juni 2020.

Banktilsyn

Efterlevelse af EBA's retningslinjer for harmoniserede definitioner og indberetningsskemaer for finansieringsplaner

Den 30. april 2020 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag stillet af Tilsynsrådet om at meddele Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), at ECB – for så vidt angår de signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn – vil efterleve EBA's retningslinjer for harmoniserede definitioner og indberetningsskemaer for kreditinstitutters finansieringsplaner i medfør af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling A4 i ESRB/2012/2 (EBA/GL/2019/05) fra 31. december 2020, hvilket er den dato, hvor de træder i kraft. Retningslinjerne øger detaljeringsgraden af de indberettede datapunkter og forbedrer dermed sammenligneligheden og muliggør en grundigere vurdering af bankernes finansieringsplaner.

Ændret tilsynskontrol- og vurderingsproces i 2020

Den 12. maj 2020 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at godkende en ændret tidsplan og tilgang til SREP (Supervisory Review and Evaluation Process) i 2020, der tager højde for effekten af covid-19-pandemien på både menneskelige og andre generelle ressourcer. Dette indebærer, at der bliver en pragmatisk tilgang til SREP i 2020-cyklussen med fokus på bankernes evne til at håndtere de udfordringer, som covid-19-krisen har ført med sig. De signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn blev efterfølgende informeret herom.

Efterlevelse af EBA's retningslinjer for IKT- og sikkerhedsrisikostyring

Den 13. maj 2020 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele EBA, at ECB – for så vidt angår de signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn – vil efterleve EBA's retningslinjer for IKT- og sikkerhedsrisikostyring (EBA/GL/2019/04) fra 30. juni 2020. Retningslinjerne bidrager til lige vilkår for alle finansielle institutioner. og de er en reaktion på Europa-Kommissionens anmodning om at udarbejde retningslinjer for kravene til IKT-risikostyring og risikobegrænsning inden for den finansielle sektor i EU.

Medie- og pressehenvendelser