Oversigt

Efter at coronaviruspandemien (covid-19) for alvor gjorde sig gældende i begyndelsen af 2020, har den haft en voldsom indvirkning på t den globale økonomiske aktivitet, og økonomien i euroområdet er ingen undtagelse. Hovedsagelig på grund af de strenge nedlukningsforanstaltninger, der blev gennemført i de fleste eurolande omkring midten af marts, sås et rekordstort fald i realt BNP i euroområdet på 3,8 pct. i 1. kvartal 2020. Der forventes et yderligere fald i BNP på 13 pct. i 2. kvartal, selvom de fleste lande er begyndt at lempe deres strenge nedlukningsforanstaltninger. Hvad der derefter vil ske, er forbundet med en hidtil uset usikkerhed.

Basisfremskrivningen bygger på en række centrale antagelser om den fremtidige udvikling, både hvad angår pandemien og de nødvendige inddæmningsforanstaltninger samt husholdningernes og virksomhedernes adfærd. I basisfremskrivningen antages det således, at det kun delvis lykkes at inddæmme virussen, og at smitten blusser op igen i løbet af de kommende kvartaler. Dette nødvendiggør vedvarende inddæmningsforanstaltninger, indtil der foreligger en medicinsk løsning, hvilket antages at være tilfældet inden midten af 2021. Inddæmningsforanstaltningerne forventes at påvirke udbud og efterspørgsel negativt. En øget usikkerhed og forværrede arbejdsmarkedsforhold forventes at foranledige husholdningerne og virksomhederne til at skære yderligere ned på deres udgifter. Betydelig støtte fra penge-, finans- og arbejdsmarkedspolitikkerne bør bidrage til at fastholde indkomsterne og begrænse de økonomiske men, som sundhedskrisen vil efterlade sig. Det antages også, at det med disse politikker vil lykkes at forhindre, at de negative virkninger forstærkes via finansielle kanaler. Ifølge disse antagelser ventes realt BNP i euroområdet at falde med 8,7 pct. i 2020 og at stige igen med 5,2 pct. i 2021 og med 3,3 pct. i 2022. Dette indebærer, at realt BNP ved udgangen af fremskrivningsperioden vil ligge ca. 4 pct. under det niveau, der var forventet i stabens fremskrivninger fra marts 2020.

Det nylige kollaps i oliepriserne indebærer et kraftigt fald i HICP-inflationen til et niveau omkring nul i de kommende kvartaler. Basiseffekter i energikomponenten vil derefter forårsage en mekanisk stigning i begyndelsen af 2021. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer forventes også at falde på kort sigt, men mindre end den samlede inflation. Den disinflationære effekt forventes at være bredt funderet på tværs af priserne på tjenesteydelser og varer, idet efterspørgslen forbliver svag. Denne effekt forventes dog at blive delvis opvejet af omkostnings- og prispres i forbindelse med forstyrrelser og begrænsninger i forsyningskæderne. På mellemlangt sigt forventes inflationen at stige, idet det antages, at olieprisen stiger, og efterhånden som efterspørgslen retter sig. Samlet set forventes det i basisfremskrivningen, at HICP-inflationen falder fra 1,2 pct. i 2019 til 0,3 pct. i 2020 og stiger til 0,8 pct. og 1,3 pct. i henholdsvis 2021 og 2022.^[1]

I betragtning af den hidtil usete usikkerhed om pandemiens udvikling og dens indvirkning på de økonomiske aktørers adfærd samt inddæmningsforanstaltningerne i tilknytning hertil – og om hvorvidt de politiske foranstaltninger vil give resultater – er der udarbejdet to alternative scenarier. I det milde scenario er stødet midlertidigt, med en hurtig og vellykket inddæmning af virussen, der gør det muligt hurtigt at ophæve restriktionerne. I dette scenario vil realt BNP falde med 5,9 pct. i år, efterfulgt af en kraftig stigning i 2021. Ved udgangen af fremskrivningsperioden vil realt BNP næsten nå op på niveauet i stabens fremskrivninger fra marts 2020. Inflationen i dette scenario vil nå op på 1,7 pct. i 2022. Et hårdt scenarie, hvor der sker en kraftig genopblussen af smitten, indebærer derimod strengere inddæmningsforanstaltninger, med en betydelig negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet. I dette scenario falder realt BNP med 12,6 pct. i 2020 og ligger ved udgangen af fremskrivningsperioden ca. 9½ pct. under niveauet i stabens fremskrivninger fra marts 2020, med en inflation på kun 0,9 pct. i 2022.

1 De vigtigste antagelser og politiske foranstaltninger, der ligger til grund for fremskrivningerne

Basisfremskrivningen tager udgangspunkt i en række kritiske antagelser vedrørende udviklingen af pandemien. I takt med at de strenge nedlukningsforanstaltninger gradvis lempes i alle eurolande, forudsættes det i basisfremskrivningen, at inddæmningen af virussen kun delvis lykkes, og at der vil være en vis genopblussen af smitten i løbet af de næste par kvartaler, som vil kræve vedvarende inddæmningsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger forventes dog at indebære lavere økonomiske omkostninger end dem, der var forbundet med de første strenge nedlukninger, på grund af de erfaringer, som myndighederne og de økonomiske aktører har opnået, og deres adfærd som reaktion på virussen. Økonomien forventes gradvis, i faser, at komme på fode igen i løbet af "overgangsperioden" efter nedlukningen. Hovedvægten forventes at være på fremstillingssektoren og visse servicesektorer, mens andre tjenester, fx kunst, underholdning, indkvartering og fritidsaktiviteter, fortsat vil være delvis begrænsede. Overgangsperioden varer, indtil der foreligger en medicinsk løsning, hvilket antages at være tilfældet inden midten af 2021.

Tilsvarende antagelser om udviklingen i pandemien ligger til grund for de internationale fremskrivninger, der tyder på en voldsom nedgang i euroområdets udenlandske efterspørgsel i 2020. Globalt realt BNP (ekskl. euroområdet) ventes at falde med 4 pct. i 2020 for derefter at stige igen med 6 pct. i 2021 og 3,9 pct. i 2022. Verdenshandelen vil blive mere negativt påvirket end globalt BNP, idet virkningen forstærkes af logistiske forstyrrelser og lukkede grænser. Desuden er handelsudviklingens reaktion på den økonomiske aktivitet normalt kraftigere i økonomiske nedgangsperioder. Som følge heraf forventes den udenlandske efterspørgsel i euroområdet at falde med 15,1 pct. i 2020 og derefter at stige med 7,8 pct. og 4,2 pct. i henholdsvis 2021 og 2022.

Betydelige pengepolitiske, finanspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger vil bidrage til at understøtte indkomsterne, reducere tabet af arbejdspladser og antallet af konkurser og vil også kunne begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Foruden de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet siden marts 2020, omfatter basisfremskrivningen diskretionære finanspolitiske foranstaltninger på 3,5 pct. af BNP i 2020. Blandt disse foranstaltninger er omfattende arbejdsfordelings- og løntilskudsordninger, som bør afbøde effekten af den voldsomme nedgang i aktiviteten på beskæftigelsen og arbejdsindkomsten. Virksomhederne modtager betydelige tilskud og kapitaloverførsler. Næsten alle de finanspolitiske nødforanstaltninger, der er gennemført i øjeblikket, antages imidlertid at være midlertidige og at udløbe ved udgangen af 2020, hvilket vil hæmme den efterfølgende genopretning.^[2] Desuden bør lån og garantier eller kapitaltilførsler, som helt eller delvis ydes af staten, og som beløber sig til en samlet ramme på næsten 20 pct. af BNP, bidrage til at afhjælpe likviditetsbegrænsningerne. Det er vigtigt at bemærke, at både de pengepolitiske foranstaltninger og de statslige kredit- og kapitalinstrumenter fungerer som bagstoppere og mindsker halerisiciene ved negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor.

2 Realøkonomien

I 1. kvartal 2020 blev der registreret et fald i realt BNP uden fortilfælde. Ifølge Eurostats foreløbige skøn faldt realt BNP med 3,8 pct. i 1. kvartal 2020, hvormed næsten syv års stigninger blev bragt til ende. Næsten alle eurolande havde negative kvartalsvise vækstrater i dette kvartal, især, blandt de større eurolande, Frankrig, Italien og Spanien.^[3] Nedgangen i aktiviteten i 1. kvartal var den største, der er registreret hidtil. De foreliggende data tyder på, at detailhandelen, transport samt kunst, underholdning og fritidsaktiviteter led de største tab, omend i forskelligt omfang på tværs af landene.

Fremadrettede indikatorer tyder på et endnu kraftigere fald i aktiviteten i 2. kvartal 2020. Konjunkturbarometre udarbejdet af Europa-Kommissionen og Purchasing Managers-indekset er faldet, så de ligger tæt på, og i mange tilfælde under, historiske lavpunkter. Purchasing Managers' Indices (composite output) faldt til 13,6 i april, og selvom det steg til 31,9 i maj, signalerer det et langt værre fald i realt BNP end under den finansielle krise i 2008-09. Højfrekvente indikatorer, såsom elforbrug og GPS-baserede mobilitetsindikatorer, tyder på et brat fald i aktiviteten i april i de fleste eurolande. Selvom de på det seneste er begyndt at rette sig, i takt med at eurolandene gradvis er begyndt at ophæve de strenge nedlukninger, peger disse indikatorer stadig i retning af et kraftigt fald i realt BNP i 2. kvartal. Samlet set forventes aktiviteten i 2. kvartal at falde med 13 pct.

Til trods for de aktuelle inddæmningsforanstaltninger ventes et opsving i aktiviteten at begynde i 2. halvår 2020. De nationale myndigheder antages at lempe inddæmningsforanstaltningerne og forbedre deres effektivitet samt at give virksomheder på tværs af sektorer tilladelse til at genoptage produktionen. Derfor ventes der en stigning i realt BNP på 8,3 pct. i 3. kvartal med en genopretning af den udenlandske efterspørgsel, understøttende politikker og en vis ophobet efterspørgsel, der fortsætter med at stimulere aktiviteten derefter. Ikke desto mindre vil nogle af de aktuelle inddæmningsforanstaltninger og en kun gradvis aftagende høj usikkerhed fortsat begrænse den økonomiske aktivitet, indtil der foreligger en medicinsk løsning, hvilket antages at ske inden midten af 2021. Som følge heraf vil realt BNP kun gradvis vende tilbage til niveauet før krisen. Dette indebærer, at realt BNP ved udgangen af fremskrivningsperioden vil ligge ca. 4 pct. under det niveau, der var forventet i stabens fremskrivninger fra marts 2020.

Hvis man ser nærmere på BNP's komponenter, forventes det private forbrug at falde med 7,8 pct. i 2020 og at stige gradvis indtil 2022. Det private forbrug skønnes at være faldet kraftigt i 1. halvår 2020. På sektorplan er salget af motorkøretøjer og udgifterne til ferier og restauranter hårdest ramt. Mens nedgangen i den disponible realindkomst er blevet delvis afbødet af offentlige overførsler, skyldes nedgangen i forbruget en kombination af ufrivillig opsparing (idet husholdninger, hvis indkomst var upåvirket, ikke var i stand til at købe ikke-væsentlige varer og tjenesteydelser) og opsparing af forsigtighedshensyn i en situation med et kraftigt fald i forbrugertilliden og en hidtil uset stigning i usikkerheden om de økonomiske udsigter. Efterhånden som landene gradvis lemper på nedlukningsforanstaltningerne, forventes det private forbrug at stige igen fra 2. halvår 2020, idet det dog først kommer over niveauet før krisen i løbet af 2022. Stigningen understøttes af et forventet gradvist fald i usikkerheden samt afviklingen af en vis ophobet efterspørgsel. Samtidig vil en høj arbejdsløshed og en afvikling af finanspolitiske nettooverførsler hæmme genopretningen.

Der forventes et kraftigt og pludseligt fald i boliginvesteringerne i 2020. Boligudbuddet forventes at blive alvorligt ramt af covid-19-stødet i 2020. Den negative effekt på boligefterspørgslen af den lavere disponible indkomst, en svagere forbrugertillid og højere arbejdsløshed forventes at føre til vedvarende afdæmpede boliginvesteringer. Ved udgangen af fremskrivningsperioden forventes den at ligge et godt stykke under niveauet før krisen.

Der forventes et voldsomt fald i erhvervsinvesteringerne i 2020, som bliver langt mere brat end faldet i BNP. De vil kun stige gradvis igen og vil indtil 2022 ligge et godt stykke under niveauet før krisen. Erhvervsinvesteringerne skønnes at være faldet voldsomt i 1. halvår 2020 på grund af nedlukningen, den vigende globale og indenlandske efterspørgsel og den stadig stigende usikkerhed. De forventes at begynde at stige igen i 2. halvår 2020. Det forventes dog, at genopretningen vil foregå i meget forskelligt tempo i de enkelte lande som følge af forskellene i omfanget af det oprindelige kollaps. Stillet over for den øgede usikkerhed vil virksomhederne sandsynligvis udskyde investeringer. Derfor forventes erhvervsinvesteringerne i euroområdet ved udgangen af fremskrivningsperioden at ligge et godt stykke under niveauet før krisen. De forventes at forblive afdæmpede på grund af en høj grad af uudnyttet kapacitet i økonomien og bekymringer om udviklingen i efterspørgslen på længere sigt i de aldrende befolkninger med et faldende befolkningstal. Samtidig ventes ikke-finansielle selskabers bruttogældsætning at stige betydeligt i 2020, fra et allerede højt niveau, for derefter at falde moderat. Den oprindelige stigning i ikke-finansielle selskabers bruttogældsætning skyldes det markante fald i virksomhedernes overskud i 1. halvår 2020 og den deraf følgende øgede anvendelse af gældsfinansiering for at kompensere for likviditetsunderskud. Den observerede stigning i virksomhedernes gæld forventes at begrænse væksten i erhvervsinvesteringerne i fremskrivningsperioden, idet virksomhederne er nødt til at genskabe sunde balancer. Ikke desto mindre er ikke-finansielle selskabers bruttorentebetalinger faldet til et rekordlavt niveau i de seneste år, og de forventes kun at stige gradvis i de næste par år, hvilket mindsker eventuelle bekymringer om gældens holdbarhed.

Euroområdets eksport ventes at blive alvorligt påvirket af covid-19-pandemien i 2020 og forventes at genvinde det meste af det tabte ved udgangen af fremskrivningsperioden, hvor udgangspunktet er et lavt niveau, der afspejler handelsspændinger og en svag udenlandsk efterspørgsel. Eksporten forventes at blive alvorligt påvirket i 1. halvår 2020. Euroområdets eksportsektor – såvel som importen – var kraftigt påvirket af nedlukningsforanstaltningerne, der skulle inddæmme pandemien. De fleste sektorer oplevede et brat fald i deres eksport ved udgangen af 1. kvartal 2020, som forventes at fortsætte ind i 2. kvartal. Eksporten af rejse- og transporttjenester er blandt de hårdest ramte af pandemien. Forstyrrelser i forsyningskæderne i forbindelse med covid-19-udbruddet har især påvirket de eksportorienterede bil- og maskinsektorer samt den kemiske sektor. Importen forventes at falde mindre end eksporten i 2. kvartal 2020, da de store eksportører er særlig hårdt ramt af den globale nedgang i efterspørgslen efter biler og investeringsgoder. Derfor bør nettoeksporten blive negativ. Fra og med 3. kvartal er genopretningen af eksporten noget kraftigere end genopretningen af importen, hvilket indebærer et positivt bidrag fra nettoeksporten indtil udgangen af 2021, efterhånden som de globale konjunkturfølsomme sektorer, som euroområdet er eksponeret for, retter sig. Generelt forventes euroområdets eksport at udvikle sig stort set på linje med den udenlandske efterspørgsel i euroområdet.

Forventning om en markant forværring af arbejdsmarkedssituationen. Mens arbejdsmarkedsforholdene forbedredes betydeligt under den seneste vækstperiode, forventes en kraftig forværring at indfinde sig i løbet af 2020. Faldet i den samlede beskæftigelse på 0,2 pct. i 1. kvartal 2020 – ifølge Eurostats foreløbige skøn – er kun et forvarsel om den markant værre udvikling, som forventes i de næste par kvartaler. Selvom faldet i beskæftigelsen (målt i antal personer) sandsynligvis vil blive afbødet i nogle lande på grund af en omfattende anvendelse af arbejdsfordeling, forventes den samlede beskæftigelse at falde med 2,8 pct. i 2020, inden den gradvis retter sig i løbet af resten af fremskrivningsperioden takket være et opsving i aktiviteten.

Det samlede antal arbejdstimer ventes bedre at følge udviklingen på arbejdsmarkedet under covid-19-pandemien end beskæftigelsen (målt i antal personer). Det samlede antal arbejdstimer pr. person ventes at nå et dybt lavpunkt i 2. kvartal 2020, mens beskæftigelsen (målt i antal personer) ventes at nå et ikke helt så dybt lavpunkt i 3. kvartal 2020. Krisens mere begrænsede effekt på beskæftigelsesudviklingen (målt i antal personer) skyldes delvis kompenserende arbejdsmarkedspolitikker. Både det samlede antal arbejdstimer og beskæftigelsen (målt i antal personer) vil mod slutningen af fremskrivningsperioden have nået et niveau, der ligger noget under niveauet i 4. kvartal 2019. Dette skyldes hystereseeffekter (fx som følge af virksomhedskonkurser og permanente tab af arbejdspladser) på arbejdsmarkedet i euroområdet.

Effekten af covid-19-pandemien på væksten i arbejdsstyrken forventes at være moderat i fremskrivningsperioden. Arbejdsstyrken forventes at falde indtil 3. kvartal 2020. På meget kort sigt afspejler faldet, at en del af de ansatte arbejdstagere forlader arbejdsstyrken som følge af nedlukningerne – herunder den kendsgerning, at nogle arbejdstagere kan klassificeres som stående til rådighed for arbejdsmarkedet, men som ikke søger arbejde på grund af de relaterede nedlukningsforanstaltninger. Endvidere kan de færre åbne stillinger under pandemien virke demotiverende og føre til, at nogle forlader arbejdsstyrken. Andre kanaler kan også påvirke arbejdsstyrken negativt, især på kort sigt. Det kan fx være en reduktion af den ventede nettoindvandring af arbejdstagere som følge af covid-19-pandemien og restriktioner i den internationale flytrafik.

Arbejdsløsheden forventes at reagere på pandemien og toppe på 10,8 pct. i 3. kvartal 2020. I lighed med udviklingen i beskæftigelsen ventes arbejdsløsheden ikke at vende tilbage til niveauet før krisen i løbet af fremskrivningsperioden, men at ligge på 8,8 pct. i 4. kvartal 2022 (mod 7,3 pct. i 4. kvartal 2019). Den ventede udvikling i arbejdsløsheden ligger fortsat under det niveau, der blev observeret under den globale finansielle krise i 2008-09 som følge af effekten af de vedtagne arbejdsmarkedspolitikker, der har haft fokus på at bevare arbejdspladser med henblik på hurtigt at genstarte forretningsaktiviteterne efter afslutningen af de strenge nedlukningsforanstaltninger. Især arbejdsfordelingsordninger har begrænset arbejdsløshedsperioderne, idet de ansatte fortsat er på virksomhedens lønningsliste, samtidig med at de har modtaget en ydelse svarende til dagpenge (med en kompensationsgrad i forhold til den seneste løn, som varierer fra land til land). Der ventes fortsat betydelige forskelle i arbejdsløsheden i eurolandene. Samlet set forventes arbejdsløshed og indkomsttab at blive en større belastning i lande med en høj andel af midlertidigt ansatte eller selvstændige.

Væksten i arbejdskraftproduktiviteten ventes at falde i 2020 for derefter at rette sig i løbet af fremskrivningsperioden. På grund af de finanspolitiske tiltag, der afbøder effekten på den samlede beskæftigelse, ventes arbejdskraftproduktiviteten pr. person at falde kraftigt i 2020. Der er en varierende effekt mellem arbejdskraftproduktivitet pr. ansat og arbejdskraftproduktivitet pr. arbejdstime. Produktiviteten pr. ansat påvirkes mere negativt i 2020, hvilket afspejler den omfattende anvendelse af arbejdsfordelingsordninger i eurolandene. I modsætning hertil er reaktionen i produktivitet pr. arbejdstime meget mere afdæmpet under pandemien, idet det samlede antal arbejdstimer forventes at følge udviklingen i BNP tæt.

Sammenlignet med stabens fremskrivninger fra marts 2020 er fremskrivningen af væksten i realt BNP blevet drastisk nedjusteret i 2020 og opjusteret i resten af fremskrivningsperioden, især i 2021. Nedjusteringen af væksten i realt BNP i 2020 dækker over en kraftigere nedjustering i første halvdel af året og visse opjusteringer i anden halvdel. Det deraf følgende positive statistiske overhæng og det, at der sker en vis yderligere indhentning af det tabte, fører til en opjustering af væksten i realt BNP i 2021 og i 2022. Ved udgangen af fremskrivningsperioden vil realt BNP ligge ca. 4 pct. under det niveau, der blev forventet i stabens fremskrivninger fra marts 2020.

3 Priser og omkostninger

HICP-inflationen forventes at falde fra 1,2 pct. i 2019 til 0,3 pct. i 2020 for derefter at stige til henholdsvis 0,8 pct. og 1,3 pct. i 2021 og 2022 (se figur 2). Den svagere samlede inflation i 2020 skyldes især et kraftigt fald i HICP-energipriser på grund af faldet i oliepriserne efter det globale udbrud af covid-19. HICP-energiinflationen forventes at give et stort negativt bidrag på 0,8 procentpoint til den samlede inflation i 2020. De stigende oliepriser, som fremgår af den positive udvikling i kurven for olieprisfutures og visse opadrettede virkninger af stigningerne i energirelaterede indirekte skatter, tyder på en stigning i HICP-energiinflationen i resten af fremskrivningsperioden. HICP-fødevareinflationen er steget betydeligt på det seneste, efterhånden som husholdningernes efterspørgsel efter forarbejdede og uforarbejdede fødevarer steg i forbindelse med de covid-19-relaterede inddæmningsforanstaltninger, og der opstod visse forstyrrelser i forsyningskæderne for ferske fødevarer. Inflationen i fødevarepriserne ventes at forblive høj på kort sigt, men at falde i løbet af året og at blive lavere i 2021 og 2022 end i 2020.

I betragtning af den betydelige stigning i den uudnyttede kapacitet i økonomien og de indirekte virkninger af det kraftige fald i oliepriserne forventes HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer at aftage til 0,8 pct. i gennemsnit i 2020 og først at stige mod slutningen af fremskrivningsperioden. Den faldende, men stadig rigelige uudnyttede kapacitet i økonomien, forventes at påvirke HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer negativt i 2021 og i mindre grad i 2022, hvilket tyder på en gennemsnitlig årlig inflation på henholdsvis 0,7 pct. og 0,9 pct. Den disinflationære effekt forventes at være bredt funderet på tværs af tjenesteydelser og varer, da forbrugerefterspørgslen fortsat vil være svag som følge af indkomsttab eller dæmpet af regeringstiltag til inddæmning af spredningen af virussen. I løbet af de næste par kvartaler forventes de nedadrettede pres som følge af den svage efterspørgsel delvis at blive opvejet af pris- og omkostningspres, der stammer fra forstyrrelser og begrænsninger i forsyningskæderne, der fx skyldes forstyrrelser i de globale værdikæder eller de foranstaltninger, der er truffet for at få folk til at holde afstand (som fx nedsættelsen af frisørers og restauranters kapacitet). På mellemlangt sigt forventes HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer at stige, samtidig med at de opadrettede prispres fra en stigende efterspørgsel forventes at blive styrket, efterhånden som den økonomiske genopretning fortsætter. Selvom det opadrettede pres fra negative udbudseffekter i forbindelse med pandemien bør aftage, kan den ophobede efterspørgsel og mindre konkurrence som følge af virksomheders exit fra markedet, få opmærkningerne på nogle markeder til at stige til et niveau, der er højere end dem, der svarer til de bedre konjunkturer i økonomien. Den indirekte effekt af den stigning i oliepriserne, som antages, vil desuden bidrage til stigningen i den underliggende inflation.

Væksten i lønsum pr. ansat ventes at blive negativ på kort sigt, men at stige på linje med den økonomiske aktivitet i 2021 og at blive moderat i 2022. Der forventes et kraftigt fald i lønsum pr. ansat i 2. kvartal 2020. Dette skyldes det massive og bratte fald i antallet af arbejdstimer pr. ansat under nedlukningen, og at lønsumsnedgangen kun delvis udlignes af arbejdsfordelingsordningerne. Udviklingen i lønsum pr. ansat overdriver imidlertid tabet af arbejdsindkomst, idet en række lande – statistisk set – ikke behandler offentlig støtte som løn, men som overførsler. Derefter forventes lønsum pr. ansat at stige igen og gradvis at stige yderligere i løbet af fremskrivningsperioden, efterhånden som den økonomiske aktivitet og antallet af arbejdstimer pr. ansat igen stiger. For så vidt angår den årlige vækst, tyder denne udvikling på et kraftigt fald i væksten i lønsum pr. ansat i 2020 til -1,9 pct., en stigning til 3,2 pct. i 2021 og en mere afdæmpet vækst i lønsum pr. ansat på 1,9 pct. i 2022.

Der ventes kraftige udsving i væksten i enhedslønomkostningerne i fremskrivningsperioden på grund af store ændringer i arbejdskraftproduktiviteten. Faldet i arbejdskraftproduktivitet i 2. kvartal 2020 som følge af det store fald i realt BNP i forhold til det mindre fald i beskæftigelsen, øger enhedslønomkostningerne betydeligt, og det efterfølgende fald i arbejdskraftproduktiviteten medfører et kraftigt fald i enhedslønomkostningerne. Ud over den kriserelaterede volatilitet forventes enhedslønomkostningerne kun at stige meget lidt.

Avancerne forventes stort set at afbøde de store udsving i enhedslønomkostningerne i fremskrivningsperioden. Som følge heraf forventes de at falde kraftigt i 2. kvartal 2020 og derefter igen at stige markant. Der forventes en tilbagevenden til niveauet før krisen mod slutningen af fremskrivningsperioden.

Importpriserne forventes at falde mærkbart i 2020, men igen at stige noget i 2021 og 2022. Dette udviklingsforløb er i høj grad bestemt af udviklingen i oliepriserne, hvor den nedadrettede udvikling i kurven for olieprisfutures indebærer en stor negativ vækstrate i 2020, men positive årlige vækstrater fra og med 2. kvartal 2021 og i 2022. Den positive importprisinflation fra og med 2021 afspejler også et vist opadrettet prispres fra både råvarepriser ekskl. olie og stigningen i den underliggende globale prisudvikling mere generelt.

Sammenlignet med stabens fremskrivninger fra marts 2020 er udsigterne for HICP-inflationen blevet markant nedjusteret i fremskrivningsperioden. De kraftige nedadrettede virkninger for den samlede inflation som følge af antagelserne om lavere oliepriser opvejes kun delvis af den kraftigere end hidtil forventede udvikling i HICP-fødevareinflationen i relation til covid-19-krisen. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer nedjusteres markant i hele fremskrivningsperioden. Den dæmpes af en uudnyttet kapacitet i økonomien, som er meget større end hidtil forventet, og, i første del af fremskrivningsperioden, også af en række indirekte nedadgående virkninger som følge af antagelserne om lavere oliepriser.

4 Finanspolitiske udsigter

Finanspolitikken^[5] vurderes at blive meget lempelig i 2020. Dette understøttes primært af de omfattende finanspolitiske foranstaltninger, der er truffet af alle eurolande som reaktion på pandemien. Størstedelen af disse foranstaltninger indebærer yderligere udgifter, især i form af arbejdsfordelingsordninger til støtte for virksomheder og husholdninger, samt højere udgifter til sundhed. De fleste af de foranstaltninger, der på det seneste er truffet i forbindelse med pandemien, er midlertidige og udløber ved udgangen af 2020. Finanspolitikken for 2021 peger derfor i retning af en betydelig stramning. I 2022 antages foranstaltningerne i forbindelse med pandemien kun at få en lille effekt på finanspolitikken, der ventes at blive forholdsvis ekspansiv. Sammenlignet med stabens fremskrivninger fra marts 2020 har medtagelsen af de nye foranstaltninger ført til en langt mere ekspansiv finanspolitik i 2020 og en mere kontraktiv finanspolitik i 2021, mens justeringen i 2022 er begrænset.

Euroområdets budgetbalance ventes at falde markant i 2020 og igen at stige noget i 2021 og 2022. Det kraftige fald i budgetsaldoen i 2020 er en følge af de finanspolitiske nødforanstaltninger og den negative cykliske komponent, som skyldes de forværrede makroøkonomiske udsigter. Forbedringen i 2021 skyldes hovedsagelig afviklingen af de finanspolitiske nødforanstaltninger, mens den mindre skadelige cykliske komponent også har en vis positiv effekt. Den kraftige stigning i gældskvoten i 2020 til over 100 pct. af BNP skyldes primært et gældsforøgende spænd mellem rente og vækst samt det høje primære underskud. I 2021-22 bliver det det gældsforøgende bidrag fra de fortsatte primære underskud mere end udlignet af en gunstig sneboldseffekt^[6], som fører til, at gældskvoten i euroområdet falder noget.

De finanspolitiske fremskrivninger fra juni 2020 viser langt større budgetunderskud end stabens fremskrivninger fra marts 2020. På grund af de makroøkonomiske virkninger af pandemien og de finanspolitiske foranstaltninger, der er truffet, er fremskrivningen af budgetsaldoen for 2020 blevet væsentligt nedjusteret med mere end 7 procentpoint. I de efterfølgende to år er nedjusteringen mindre, idet det forventes, at de finanspolitiske nødforanstaltninger vil udløbe, og økonomien vil rette sig. Underskuddet ventes dog stadig at være 2,3 pct. højere end i stabens fremskrivninger fra marts 2020. Udviklingen i gældskvoten forventes at holde sig på et meget højere niveau, primært som følge af opjusteringen for 2020 og et større primært underskud i hele fremskrivningsperioden.