Hvad er målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO'er)?
30. marts 2021 (ajourført 13. september 2024)
ECB har anvendt målrettede langfristede markedsoperationer (TLTRO'er) til at tilbyde langfristede lån til bankerne til gunstige omkostninger. Dette støtter bankerne i deres långivning til virksomheder og private, hvilket igen sikrer, at vores pengepolitik når ud til befolkningen i hele euroområdet.
Hvordan fungerer de? TLTRO'er adskiller sig fra vores ordinære markedsoperationer på tre forskellige måder:
- TLTRO'er er – som navnet siger – specifikt målrettet mod at opretholde eller øge bankernes udlån til virksomheder og forbrugere
- Der er betingelser knyttet til TLTRO'erne. Bankerne kan kun låne billigt i ECB, hvis de rent faktisk sender pengene videre til personer og virksomheder i form af lån. De kan maksimalt låne et beløb, der svarer til en andel af deres udlån til virksomheder og husholdninger (ekskl. udlån til boligkøb). Jo mere en bank har ydet i lån til virksomheder og husholdninger, før operationerne startede, jo mere kan den låne i forbindelse med TLTRO'erne
- Der ydes lån med længere løbetid via TLTRO'erne. De skal først betales tilbage efter fire år, hvilket er meget længere end ECB's normale likviditetstilførende instrumenter. Dette giver bankerne stabil og pålidelig finansiering.
Hvorfor har vi TLTRO'er på programmet?
TLTRO'er hjælper med at holde økonomien i gang og sikre, at virksomheder og husholdninger fortsat har adgang til den nødvendige kapital til at holde sig oven vande og investere. TLTRO'er er et af ECB's vigtigste instrumenter til at fastholde gunstige finansieringsforhold, når det er nødvendigt. De giver bankerne finansieringssikkerhed på gunstige vilkår, så længe de understøtter långivningen til virksomheder og husholdninger. TLTRO'er fremmer långivningen i situationer, hvor bankerne ellers ville være mere tilbageholdende med at yde lån.
Fordi TLTRO'erne fremmer bankernes udlån, sikrer de, at økonomien drager fordel af vores pengepolitik. Lån til virksomheder og husholdninger finansierer investeringer og understøtter forbruget af varer og tjenesteydelser, især i en tid, hvor økonomien befinder sig i stiv modvind.
ECB har lanceret tre rækker af TLTRO'er: TLTRO-I i 2014, TLTRO-II i 2016 og TLTRO-III i 2019.
TLTRO-III spillede en vigtig rolle i forhold til coronakrisen
TLTRO-III var en af vores vigtigste foranstaltninger til at bekæmpe coronakrisens effekt på økonomien. Bankerne kunne låne i ECB til en gunstig rente på helt ned til ‑1 pct. Det vil sige, at de blev tilbudt lån til 0,5 procentpoint under ECB's rente på indlånsfaciliteten. Bankerne blev belønnet med denne lavere rente, hvis de fortsatte med at yde lån til virksomheder og husholdninger. Vi tilbød bankerne disse gunstigere vilkår fra 24. juni 2020 til 23. juni 2022.
Det gav bankerne et incitament til at yde flere lån og give de gunstige vilkår videre til virksomheder og husholdninger for at hjælpe dem med at klare sig bedre gennem coronakrisen. Det tredje TLTRO-program bestod af ti operationer, som hver havde en løbetid på tre år (tidligere TLTRO'er havde en løbetid på op til fire år). Det betyder, at bankerne har tre år til at betale det lånte tilbage. TLTRO-III-operationerne startede i september 2019, dvs. før coronakrisen ramte økonomien. Programmet blev derefter justeret i marts, april og igen i december 2020 som reaktion på krisen. Den sidste operation blev gennemført i december 2021.