Gennemsigtighed
Definition
Gennemsigtighed indebærer, at centralbanken åbent, klart og rettidigt giver offentligheden og markederne alle relevante oplysninger om strategi, procedurer, vurderinger og politiske beslutninger.
I dag anser de fleste centralbanker, herunder også ECB, gennemsigtighed for at være af afgørende betydning. Dette gælder især rammerne for pengepolitikken. ECB prioriterer en effektiv kommunikation med offentligheden højt.
Gennemsigtighed i ECBs pengepolitik
Gennemsigtighed letter offentlighedens forståelse af ECBs pengepolitik. En bedre forståelse i offentligheden gør pengepolitikken mere troværdig og effektiv. Gennemsigtighed betyder, at ECB forklarer, hvordan mandatet fortolkes, og at der informeres om de pengepolitiske mål.
Troværdighed
ECB øger sin troværdighed ved at udtrykke sig klart om sit mandat og om, hvordan opgaverne udføres. Når ECB opfattes som værende i stand til og villig til at opfylde sit politiske mandat, forankres forventningerne til prisudviklingen. Regelmæssig information om en centralbanks vurdering af den økonomiske situation er særligt nyttig. Det er også vigtigt, at centralbanker informerer åbent og realistisk om, hvad pengepolitikken kan og, endnu vigtigere, hvad den ikke kan.
Selvdisciplin
En målrettet indsats for at leve op til principperne om gennemsigtighed kræver megen selvdisciplin fra de politiske beslutningstageres side. På længere sigt sikrer det konsekvens i deres politiske beslutninger og redegørelser. Når offentligheden får lettere adgang til at kontrollere pengepolitikken, øges de besluttende organers incitament til at opfylde deres mandat på den mest hensigtsmæssige måde.
Forudsigelighed
ECB offentliggør sin pengepolitiske strategi og sin regelmæssige vurdering af den økonomiske udvikling. Dette hjælper markederne til at forstå pengepolitikkens systematiske reaktioner på den økonomiske udvikling og økonomiske stød. De får nemmere ved at forudsige politiske tiltag på mellemlangt sigt, og markedsforventningerne bliver som en følge heraf mere effektive og nøjagtige.
Hvis markedsaktørerne i store træk kan forudse de politiske reaktioner, åbner det muligheden for en hurtig gennemførelse af pengepolitiske ændringer i de finansielle variabler. Dette kan igen forkorte den tid, det tager for pengepolitikken at slå igennem på beslutninger om investering og forbrug. Eventuelle nødvendige økonomiske justeringer kan gennemføres hurtigere og potentielt øge effektiviteten af pengepolitikken.