Ethics Network of Multilateral Organisations (ENMO)
Ethics Network of Multilateral Organisations (ENMO), der blev oprettet i 2010, samler ledende fagfolk med ansvar for de etiske funktioner i omkring 60 multilaterale mellemstatslige organisationer.
ECB, der blev medlem af netværket i 2019, har en klar politik for etiske spørgsmål og god virksomhedsledelse.
Opgave
ENMO arbejder i henhold til sit charter på at opnå de højeste standarder for integritet for sine medlemsorganisationer, idet ENMO fremmer bedste praksis for at tilskynde til en kultur med etik, gennemsigtighed og ansvarlighed, som er afgørende for god virksomhedsledelse, og for at bevare interessenternes tillid.
Med henblik på at fremme en stærk kultur på etikområdet er ENMO et forum, hvor medlemmerne kan udveksle oplysninger og erfaringer for at udvide videngrundlaget, styrke den faglige kapacitet og fremme gode praksisstandarder og kerneansvarsområder på etikområdet i medlemsorganisationerne. Dette opnås gennem kvartalsvise møder, arbejdsgrupper, årlige konferencer og en platform til at dele information.
Medlemskab
ENMO's medlemmer er institutioner, og netværket er åbent for multilaterale mellemstatslige organisationer, herunder – men ikke udelukkende – organisationer, der er medlemmer af FN-familien og relaterede organisationer, samt internationale og regionale finansielle institutioner.
Ledelse
ENMO's daglige arbejde varetages af et forretningsudvalg bestående af seks ENMO-medlemmer.
Desuden støttes ENMO's og forretningsudvalgets arbejde af to stående udvalg:
- Medlemsudvalget, som gennemgår ansøgningerne om medlemskab af ENMO
- Forvaltningsudvalget, som regelmæssigt gennemgår ENMO's charter for at sikre, at det fortsat er tilstrækkeligt.
Praksisstandarder for etiske funktioner
For at opfylde sin mission bestræber ENMO sig på at udvide medlemmernes viden, øge den faglige kapacitet i sine respektive etiske funktioner og fremme gode praksisstandarder i sine medlemsorganisationer. Dette globale samarbejde banede vejen for vedtagelsen af praksisstandarderne Standards of Practice for Ethics Functions i april 2025, idet værdien af at harmonisere praksis blandt medlemsorganisationerne og i en bredere sammenhæng blev anerkendt.
Årlige konferencer
Møderne i ENMO blev indledningsvis afholdt på initiativ af FN-organisationerne, IMF og Verdensbanken, og hvert år er en ny medlemsorganisation vært for mødet. I de senere år har Den Europæiske Patentmyndighed (2019), Verdensbankgruppen (2020), Den Europæiske Centralbank (2021), UNESCO (2022), Den Asiatiske Udviklingsbank (2023), Verdenssundhedsorganisationen (2024) og Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank (2025) afholdt årlige konferencer. I år afholdes det 18. årsmøde af UNOPS.
ECB er i 2021 vært for det årlige møde i Ethics Network of Multilateral Organisations
Ledende medarbejdere på etikområdet fra mere end 40 multilaterale mellemstatslige institutioner deltog i det 13. årlige møde i ENMO, som blev afholdt af ECB i juli og november 2021. Mødet foregik online på grund af coronarelaterede rejserestriktioner og sikkerhedsforanstaltninger.
ECB's formand Christine Lagarde indledte mødet og opfordrede deltagerne til at udnytte de mange forskellige holdninger og den omfattende kollektive viden til at samarbejde, dele og udveksle erfaringer, til at foregribe de kommende udfordringer og til at have mod til at skabe de bedste rammer for etik og integritet.
Den 7.-8. juli 2021 udvekslede medlemmerne bedste praksis og drøftede spørgsmål af fælles interesse i relation til de etiske udfordringer og risici, der følger af telearbejde og "det nye normale", samt en intern kultur, hvor medarbejderne giver deres mening til kende. Spørgsmålet om, hvordan arbejdsklima kan måles og forbedres, blev også berørt. Den 17.-18. november 2021 drøftede medlemmerne diskrimination og racisme i internationale organisationer set ud fra etikmedarbejdernes synsvinkel samt privat brug af sociale medier og de etiske risici, der er forbundet hermed.
ENMO's 13. årsmøde er tilegnet mindet om afdøde Olivia Graham, tidligere etisk rådgiver i IMF og aktiv initiativtager bag ENMO-netværket.