Godkendelse af seddelproducenter
Eurosedlerne skal leve op til de højeste standarder
ECB er forpligtet til at sikre euroens integritet som betalingsmiddel og skal i den forbindelse leve op til både de højeste etiske standarder, miljøstandarder samt sundheds-, sikkerheds- og kvalitetsstandarder i alle faser af forskning og udvikling samt design, produktion og levering af eurosedler.
Produktionen af eurosedler skal derfor leve op til konkrete industristandarder, herunder ISO 9001, ISO 14001 og ISO 45001, og den skal opfylde strenge etiske krav og sikkerhedskrav.
Producenter af euromateriale skal godkendes
Produktionen af euromateriale og fortroligt euromateriale skal også gennemgå ECB's godkendelsesprocedure. Kun godkendte producenter kan deltage i offentlige udbud og indgå kontrakter om en euromaterialevirksomhed eller en fortrolig euromaterialevirksomhed.
Betingelserne for godkendelsesprocedurerne er fastsat i afgørelse ECB/2020/24, som finder anvendelse fra 18. maj 2021 og er ændret ved afgørelse ECB/2022/35, som finder anvendelse fra 16. november 2022.
Områder, hvor producenter godkendes
ECB kan godkende producenter inden for følgende områder:
- trykning af eurosedler
- fremstilling af euroseddelpapir
- fremstilling af trykfarve
- fremstilling af foliehologrammer
- fremstilling af sikkerhedstråd til eurosedler
- fremstilling af andet fortroligt euromateriale.
Yderligere information om ECB's godkendelsesprocedurer
Yderligere information findes på siden med ofte stillede spørgsmål.
Interesseret i at opnå godkendelse?
Send en e-mail på engelsk til QEHS.accreditation@ecb.europa.eu med en kort beskrivelse af de produkter, du fremstiller (højst to A4-sider). Vi gør vores bedste for at svare inden for en måned.
Vi anvender PGP-kryptering for at sikre en sikker kommunikation. Download og anvend PGP key of QEHS accreditation til at sende følsom information.
Andre muligheder for at samarbejde med ECB
Hvis du vil foreslå nye sikkerhedselementer eller teknologier til seddelproduktion og -håndtering, kan du gå til siden Eurosedler – forskning og udvikling.