Det Generelle Råd
Det Generelle Råd består af ECB's formand og næstformand samt cheferne for de nationale centralbanker i EU-landene.
Med andre ord omfatter Det Generelle Råd repræsentanter for alle eurolande og alle EU-lande uden for euroområdet.
De øvrige medlemmer af ECB's direktion, formanden for Rådet og et medlem af Europa-Kommissionen kan deltage i møderne i Det Generelle Råd uden stemmeret.
Ansvarsområder
Det Generelle Råd kan betragtes som et overgangsorgan. Her udføres de opgaver, der er overtaget fra Det Europæiske Monetære Institut, og som ECB – fordi ikke alle EU-lande har indført euroen – fortsat skal udføre i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.
Det Generelle Råd bidrager desuden til:
- ECB's rådgivende funktioner
- indsamlingen af statistisk information
- udarbejdelsen af ECB's årsberetninger
- fastsættelsen af de nødvendige regler for standardisering af bogføringen og af beretningerne om de transaktioner, der foretages af de nationale centralbanker
- vedtagelsen af de foranstaltninger til fastsættelse af fordelingsnøglen for kapitalindskuddet i ECB, som ikke er fastsat i traktaten
- fastsættelsen af ansættelsesvilkårene for ECB's ansatte
- de nødvendige forberedelser med henblik på den uigenkaldelige fastlåsning af vekselkurserne for valutaerne i "medlemsstater med dispensation" over for euroen.
I overensstemmelse med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank opløses Det Generelle Råd, når alle EU's medlemsstater har indført den fælles valuta.