SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Klimaændringer og gennemgangen af den pengepolitiske strategi

Håndteringen af klimaændringer er en global udfordring og en af Den Europæiske Unions prioriteter. Selvom det er regeringerne, der bør gå forrest, har ECB også stor interesse i at bidrage til håndteringen af klimaændringer. Det er vores opgave at holde priserne stabile. Klimaændringer påvirker den måde, hvorpå priserne på ting ændrer sig, fordi de har en indvirkning på økonomien. Vi har forpligtet os gennem en ambitiøs handlingsplan til at tage højde for klimaændringer i pengepolitikken.

Hvorfor indgik klimaændringer i gennemgangen af den pengepolitiske strategi?

Håndteringen af klimaændringer kræver omgående handling

Klimaændringer er en af de største udfordringer, vi står over for i dag. Det påvirker os alle og kræver øjeblikkelig handling. Stigende temperaturer og ekstreme vejrforhold giver allerede alvorlige forstyrrelser i vores liv og vores økonomier. De problemer, som klimaændringerne har skabt, vil kun blive værre, hvis vi ikke – sammen – tager fat om dem nu.

Regeringerne bør gå forrest

Vi har alle en rolle at udfylde i tacklingen af klimaændringer, men regeringerne bør gå forrest. De har nemlig hovedansvaret for klimapolitikken og de mest effektive værktøjer.

ECB skal også hjælpe, hvor vi kan

I ECB har vi også stor interesse i at bidrage til håndteringen af klimaændringer. Klimarisici påvirker nemlig den måde, vi udfører vores opgave på, dvs. at holde priserne stabile.

Hvordan påvirker klimaændringer ECB's arbejde?

Klimaændringerne gør det vanskeligere at føre pengepolitik

Ekstreme vejrforhold gør økonomien mindre forudsigelig. De har indflydelse på, hvor meget der produceres, og hvor meget tingene koster. Eksempelvis kan en meget lang tørke ødelægge flere års høst. Når der er færre fødevarer til rådighed, stiger priserne på fødevarer. I takt med at disse begivenheder bliver mere hyppige, skaber de større usikkerhed. Det gør det sværere for os at bedømme, hvilke stød mod økonomien der kræver ændringer af vores pengepolitik, og hvilke der ikke gør det.

Klimaændringer er en langsigtet udfordring

Selvom vi normalt har fokus på prisudviklingen de næste par år, er vi også nødt til at tage i betragtning, at klimaændringer er en meget mere langsigtet udfordring. Politikker, der skal fremme grønnere aktiviteter i økonomien, har også indflydelse på, hvor meget tingene koster. Eksempelvis kan afgifter på kul, olie og gas gøre energi, som er produceret på baggrund af disse ressourcer, dyrere. Regeringerne kan også vælge at støtte mere bæredygtige teknologier og grønnere former for energi. Det kan medføre flere forstyrrelser i nogle brancher og regioner end i andre og vil i sidste ende påvirke den måde, vores økonomi fungerer på.

Klimaændringer påvirker også vores finansielle system

Risici, der opstår på grund af klimaændringer, kan påvirke stabiliteten i vores finansielle system og banksystemer. For eksempel kan aktiver, der anses for at være værdifulde i dag, være meget mindre værd i morgen. Tag fx en energivirksomhed, der borer efter olie, som den leverer til sine kunder. I en grønnere økonomi, hvor olieboring er forbudt, ville energivirksomheden være meget mindre værd. Hvis værdien af dens aktier falder, kan det også gå ud over andre virksomheder og banker, som har aktier i virksomheden. Denne form for begivenheder kan skræmme markederne og medføre udbredt ustabilitet. Folk kan miste deres job. Forbrug og investeringer kan falde. Alt dette kan tilføje økonomien alvorlig skade og gøre vores opgave med at holde priserne stabile langt vanskeligere.

Hvordan kan vi bidrage til at håndtere klimaændringerne?

Vi har forpligtet os til en ambitiøs klimarelateret handlingsplan

Vi er nødt til at tage højde for klimarisici, når vi udformer pengepolitikken. Det vil hjælpe os til at tage bedre beslutninger. Men det er en stor opgave. Det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden. Det er grunden til, at vi forpligter os gennem en omfattende og ambitiøs handlingsplan, der indebærer, at vi fokuserer vores klimaindsats på en række centrale områder.

Det har vi tænkt os at gøre

Vi er for det første nødt til at have et større indblik i, hvordan klimarisici helt præcist påvirker økonomien. Derfor er vi i færd med at indsamle viden og data. Vi vil sikre os, at klimarisici er en del af vores regelmæssige analyse af økonomien, og at modellerne, som vi anvender til at hjælpe os med at forstå, hvordan økonomien vokser, bliver fodret med dem. For det andet vil vi fremme viden og gennemsigtighed om klimarisici. Vi er som centralbank godt placeret til at gøre dette, fordi vi jævnligt interagerer med banker via vores pengepolitiske operationer. Vi er fx ved at undersøge, hvordan vores regler kan tilskynde bankerne til at være mere åbne om klimarisici i tilknytning til deres aktivbeholdninger og til at oplyse os om disse risici på en konsekvent måde. For det tredje vil vi arbejde på, at vi bliver bedre til at vurdere klimarisici i forbindelse med pengepolitikken og investeringsoperationer. Der er også andre aspekter. Du kan læse mere om vores handlingsplan i vores pressemeddelelse om klimaændringer.

SE OGSÅ

Læs mere om vores klimarelaterede handlingsplan

Klimaændringer i vores nye strategi

I ECB gør vi vores til at tackle klimaændringer inden for vores mandat. Vi har vedtaget en handlingsplan med en ambitiøs køreplan for indarbejdelsen af klimahensyn i vores pengepolitiske rammer.

Pressemeddelelse
LÆS MERE
Klimaændringer og pengepolitik i euroområdet
GENNEMGANG AF DEN PENGEPOLITISKE STRATEGI
Vil du gerne vide mere?