Den Europæiske Centralbank og Europa-Kommissionen giver instruktører efterligninger af eurosedlerne til brug i undervisningen af blinde, døve og mentalt handicappede
28.000 sæt efterligninger af de nye eurosedler er nu klar til at blive distribueret til instruktører, der underviser blinde og svagsynede, døve og hørehæmmede samt mentalt handicappede i de lande, der snart indfører euroen. Efterligningerne af pengesedlerne er fremstillet af Den Europæiske Centralbank (ECB) og distribueres af Europa-Kommissionen, og de er et fremragende redskab for folk, der har et særligt behov for at lære de nye eurosedler at kende.
Efterligningerne af eurosedlerne ser ud og føles som de rigtige euro-sedler, der bliver sat i omløb fra den 1. januar 2002. De har nøjagtig den samme størrelse, er lavet af samme papir, trykt i de samme farver og føles præcis som de rigtige sedler. For at undgå forveksling med de rigtige sedler er de kun trykt på den ene side og er påstemplet ordene "NO VALUE". For at undgå risikoen for forfalskning er efterligningerne af sedlerne nummereret enkeltvis og har INGEN af de sikkerhedsdetaljer, som ECB vil løfte sløret for i september 2001. De distribueres til instruktørerne gennem Europa-Kommissionens og medlemsstaternes registrerede specialnetværker.
Europa-Kommissionen har også fremstillet 22 undervisningsværktøjer, herunder brochurer og spil, i forbindelse med programmet "Euroen - kort og godt". Produkter, der er udviklet af borgere, medlemmer af foreninger for sårbare grupper såsom ældre, personer i vanskelige økonomiske og sociale situationer, blinde, døve og mentalt handicappede, er specielt beregnet på disse målgrupper. Produkterne omfatter spil som f.eks. domino, et spil hvor man simulerer en indkøbssituation og et kortspil samt brochurer som f.eks. en letlæselig folder, en tegneserie og en vejledning i regnskabsførelse. Produkterne er fremstillet på alle eurolandenes sprog og distribueres til specialuddannede instruktører i et netværk af foreninger fra april og frem.
"Alle borgere i eurolandene skal ikke blot lære en ny regneenhed, men også de nye euromønter og -sedler at kende. Ved at gennemføre både programmet "Euroen - kort og godt" og aktioner som f.eks. euroundervisningssæt ønsker vi at sikre, at folk, som har vanskelig adgang til information, får de samme muligheder for at forberede sig til at bruge euroen som de personer, som oplysningskampagnen når ud til", sagde David Byrne, EU's kommissær med ansvar for sundhed og forbrugerbeskyttelse. Pedro Solbes Mira, EU's kommissær med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender, tilføjede: "Dette initiativ er et vellykket eksempel på et godt samarbejde mellem de forskellige aktører, der er med til at forberede overgangen til euroen. I den resterende periode inden €-dag vil Kommissionen forstærke sin indsats for at koordinere initiativerne i de forskellige medlemsstater, udbrede den bedste praksis og foreslå, hvordan forskellige brugergruppers problemer kan løses. Kommissionen er indstillet på at gøre sit til, at €-dagen kan blive en succes."
"Vi har haft et langvarigt og frugtbart samarbejde med Den Europæiske Blindeunion (EBU), som repræsenterer 7 mio. blinde og svagtseende mennesker i Europa. De nye pengesedler er udformet efter de mest avancerede metoder for at sikre mod forfalskninger og tager også hensyn til blindes og svagtseendes særlige behov. EBU's værdifulde bidrag har været baseret på princippet om, at "godt design for synshandicappede er godt design for alle", sagde Dr. Willem F. Duisenberg, chef for Den Europæiske Centralbank.
Lignende undervisningssæt med prøveeksemplarer af euromønterne vil senere i løbet af foråret i år og med finansiering fra Europa-Kommissionen blive fremstillet af de nationale møntinstitutioner. De skal ligesom efterligningerne af euro-sedlerne bruges til at hjælpe fysisk eller mentalt handicappede med at lære de nye euromønter at kende.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt