UDTALELSE FRA STYRELSESRÅDET SOM FØLGE AF INDLEDNINGEN AF DEN MILITÆRE AKTION I IRAK
Den militære aktion i Irak er indledt. Styrelsesrådet har i lyset af den spændte geopolitiske situation igen drøftet den økonomiske situation. Styrelsesrådet er rede til at handle, hvis det bliver nødvendigt. De finansielle markeder kan regne med, at der selv under ekstraordinære omstændigheder vil blive stillet tilstrækkeligt med likviditet til rådighed, som det tidligere har været tilfældet.
Følgerne for verdensøkonomien af den militære konfrontation kan, afhængig af hvor langvarig og omfattende konflikten bliver, variere betydeligt i styrke og omfang. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget afgørende om konsekvenserne for euroområdet på kort og mellemlangt sigt.
I en tid med alvorlige spændinger er det yderst vigtigt, at de politiske beslutningstagere ikke glemmer deres ansvar, således at usikkerheden mindskes og tilliden styrkes. Den Europæiske Centralbank vil derfor fortsætte med at vurdere begivenhedernes gang meget grundigt i lyset af sit mandat. Den videre udvikling vil blive fulgt meget nøje.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt