ECB og partnere underskriver aftalememorandum om den nye 20-euroseddel
- Aftalememorandummet skal sikre, at maskiner/automater og udstyr i hele euroområdet er parat til at acceptere den nye 20-euroseddel fra og med 25. november 2015.
- Partnerne vil informere deres netværk om den nye 20-euroseddel.
- ECB og de nationale centralbanker i Eurosystemet vil fortsat bistå partnerne med at omstille og teste deres udstyr.
Den Europæiske Centralbank underskrev i dag et aftalememorandum med en række europæiske brancheorganisationer, fabrikanter af seddeludstyr og andre partnere. Dette styrker ECB's partnerskabsprogram, som bidrog til den gnidningsløse indførelse af den nye 10-euroseddel i 2014.
Underskriverne af aftalememorandummet er enige om at gøre alt i deres magt for at sikre, at seddelhåndteringsmaskiner, salgs- og billetautomater samt udstyr til ægthedskontrol accepterer den nye 20-euroseddel, når de nye sedler sættes i omløb 25. november 2015. Fabrikanter af seddeludstyr forpligter sig samtidig til at stille den nødvendige opdatering af software og hardware til rådighed for deres kunder så tidligt som muligt, så de får tid nok til at opdatere maskiner/automater og udstyr.
Yves Mersch, medlem af ECB's direktion, udtaler: "ECB, de nationale centralbanker og vores partnere inden for branchen spiller hver deres rolle i forberedelserne til indførelsen af de nye eurosedler. Det aftalememorandum, som vi har underskrevet i dag, er en understregning af, at det er vores fælles ansvar at sikre, at borgerne i hele euroområdet problemfrit kan bruge de nye 20-eurosedler overalt fra og med 25. november."
Som en hjælp til deltagerne i Partnerskabsprogrammet i deres forberedelser til indførelsen af den nye 20-euroseddel har ECB og de nationale centralbanker i Eurosystemet udarbejdet informationsmateriale og stillet de nye sedler til rådighed til test- og omstillingsformål siden februar 2015. Der er nu 450 partnere over hele Europa. Programmet yder støtte til fabrikanter og operatører af seddeludstyr og andre interessenter inden for branchen med hensyn til at informere ansatte og kunder om nye eurosedler og sikre, at seddelmaskiner og -automater omstilles i tide.
Henvendelser fra medierne kan rettes til Rocío González, tlf.: +49 69 1344 6451.
Yderligere information:
Memorandum of understanding on the adaptation of banknote equipment to the new €20 banknote ( Dokumentet findes kun på engelsk ).
Listen over partnere, der har underskrevet aftalememorandummet findes her .
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt