Halvårlig orientering om forfalskning af eurosedler
I 1. halvår 2009 blev i alt 413.000 falske eurosedler taget ud af omløb. Det er en stigning på omkring 17 pct. i forhold til det antal, som blev taget ud af omløb i 2. halvår 2008. Nedenstående tabel viser den halvårlige trend i antallet af falske sedler taget ud af omløb.
Periode | 1. halvår 2004 | 2. halvår 2004 | 1. halvår 2005 | 2. halvår 2005 | 1. halvår 2006 | 2. halvår 2006 | 1. halvår 2007 | 2. halvår 2007 | 1. halvår 2008 | 2. halvår 2008 | 1. halvår 2009 |
Antal falske sedler | 307.000 | 287.000 | 293.000 | 286.000 | 300.000 | 265.000 | 265.000 | 296.000 | 312.000 | 354.000 | 413.000 |
Der blev ikke fundet nye forfalskningsklasser [1] af betydning i 1. halvår 2009. Stigningen i antallet skyldes således udelukkende en større udbredelse end tidligere af eksisterende forfalskningsklasser.
Forfalskningens omfang bør ses i forhold til antallet af ægte sedler i omløb (i gennemsnit omkring 12,5 mia. i 1. halvår 2009).
Ikke desto mindre råder Eurosystemet – dvs. Den Europæiske Centralbank (ECB) og de 16 nationale centralbanker i euroområdet – borgerne til fortsat at være opmærksomme på de sedler, de modtager i kontanttransaktioner. Jo mere fortrolig man er med ægte eurosedlers egenskaber og karakteristika, desto nemmere vil det være at afsløre en forfalskning. Derfor gør Eurosystemet sig fortsat store bestræbelser for at sikre, at borgerne er grundigt informerede om, hvordan man genkender en falsk euroseddel, og, hvad angår kontanthåndterende virksomheder, at maskinerne til seddelhåndtering og seddelkontrol på pålidelig vis kan identificere og tage falske sedler ud af omløb. Det er nemt at genkende ægte sedler ved hjælp af den "føl-se-vip"-metode, som er beskrevet på ECBs websted, i afsnittet om euro (www.euro.ecb.eu), og på de nationale centralbanker i Eurosystemets websteder.
Hvis der er tvivl om en seddels ægthed, bør man imidlertid foretage en direkte sammenligning med en seddel, som med sikkerhed er ægte. Alle, der har mistanke om, at de har modtaget en falsk euroseddel, bør henvende sig enten til politiet eller – hvis det er muligt i henhold til national praksis – til den nationale centralbank.
Nedenstående tabel viser fordelingen efter pålydende værdi af de falske eurosedler, der blev taget ud af omløb i 1. halvår 2009.
5 € | 10 € | 20 € | 50 € | 100 € | 200 € | 500 € | |
Fordeling (i pct.) | 0,5 | 1 | 48,5 | 34 | 13,5 | 2 | 0,5 |
I 1. halvår 2009 var den oftest forfalskede seddel 20-eurosedlen, der udgjorde næsten halvdelen af alle de forfalskninger, som blev fundet. De tre mellemste seddelstørrelser (20, 50 og 100 euro) udgjorde tilsammen over 95 pct. af alle falske sedler.
Størstedelen (over 98 pct.) af de falske sedler, der blev taget ud af omløb i 1. halvår 2009, blev fundet i eurolandene. Kun omkring 1 pct. blev fundet i EU-lande uden for euroområdet, og under 0,5 pct. blev fundet i andre dele af verden.
-
[1] En forfalskningsklasse er en gruppe af falske sedler, som er af samme oprindelse.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt