ECB afslører ny 50-euroseddel
- Den nye 50-euroseddel sættes i omløb 4. april 2017.
- 50-eurosedlen er den hyppigst anvendte euroseddel.
- De nye sikre eurosedler understreger, at Eurosystemet ønsker at bevare kontanter som betalingsmiddel.
Den Europæiske Centralbank (ECB) afslørede i dag den nye 50-euroseddel, som bliver sat i omløb 4. april 2017. Indførelsen af den nye euroseddel er det seneste tiltag til at gøre eurosedlerne endnu mere sikre. Efter den nye 5-, 10- og 20-euroseddel indføres 50-eurosedlen nu som den fjerde seddel i den anden euroseddelserie, den såkaldte Europa-serie.
"Indførelsen af den nye 50-euroseddel vil gøre vores valuta endnu mere sikker", udtaler Yves Mersch, medlem af ECB's direktion. "Dens avancerede sikkerhedselementer er med til at beskytte vores penge. Indførelsen af nye sedler er et led i vores løbende bestræbelser på at bevare euroen som en stabil valuta – en valuta, der hver dag anvendes af 338 millioner mennesker i euroområdet. Den gradvise indførelse af de nye eurosedler med nye, forbedrede sikkerhedselementer understreger samtidig, at Eurosystemet ønsker at bevare kontanter som et pålideligt og effektivt betalingsmiddel."
50-eurosedlen er den hyppigst anvendte euroseddel (udgør 45 pct. af alle eurosedler i omløb). Der er flere 50-eurosedler i omløb end 5-, 10- og 20-eurosedler tilsammen. Antallet af 50-eurosedler i omløb er altså næsten det samme, som det samlede antal eurosedler – i alle seddelstørrelser – der var i omløb ved udgangen af 2002; året, hvor eurosedler og ‑mønter første gang blev sat i omløb.
Den nye 50-euroseddel har et vindue med portræt – et nyt og innovativt sikkerhedselement, der første gang kunne ses på 20-eurosedlen i Europa-serien. Når sedlen holdes op mod lyset, bliver et vindue øverst i hologrammet gennemsigtigt, og et portræt af Europa, en figur fra den græske mytologi, kommer til syne. Portrættet kan ses på begge sider af sedlen, og det samme portræt kommer til syne i vandmærket. På forsiden af sedlen ses et "smaragdgrønt tal", et skinnende tal, der ændrer farve fra smaragdgrøn til dyb blå og viser en lyseffekt, som bevæger sig op og ned, når sedlen vippes. Disse sikkerhedselementer gør det let at tjekke ægtheden af den nye 50-euroseddel ved hjælp af "føl-, se- og vip"-metoden.
Eurosystemet har oprettet et partnerskabsprogram, som skal bidrage til at sikre, at maskiner og automater til håndtering og ægthedskontrol af pengesedler i hele euroområdet er parate i god tid til den nye 50-euroseddel. Mere end 500 partnere inden for relevante brancher over hele Europa deltager i programmet, som stiller en bred vifte af informationsværktøjer og andre informationsmaterialer med relation til den nye 50-euroseddel til rådighed. Den 15. juni 2016 understregede mere end 50 af disse partnere også deres engagement i bestræbelserne på at sikre en problemfri indførelse af den nye euroseddel ved at underskrive et aftalememorandum om tilpasning af seddelhåndteringsudstyr til den nye 50-euroseddel.
Henvendelser fra medierne kan rettes til Eva Taylor, tlf.: +49 69 1344 7162.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt