SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Oversigt

Coronapandemien (covid-19) fortsatte med at påvirke den økonomiske aktivitet i 1. kvartal 2021, idet en række strenge inddæmningsforanstaltninger blev forlænget, og der opstod flaskehalsproblemer på udbudssiden. Ikke desto mindre er produktionsfaldet blevet inddæmmet af læringseffekter – de økonomiske aktører er i stand til bedre at tilpasse sig pandemien – af den politiske støtte samt af den fortsatte genopretning af den udenlandske efterspørgsel og en robust fremstillingssektor.[1]

De seneste fremskridt i håndteringen af pandemien bør føre til et betydeligt opsving fra 2. kvartal 2021 og frem. Især bør en hurtigere udrulning af vaccinationer og faldende smittetal i tilknytning hertil gøre det muligt hurtigt at afvikle inddæmningsforanstaltningerne i 2. halvår 2021. Disse var strengere end forventet i årets første halvdel. Det antages dog, at foranstaltningerne først lempes fuldstændig i begyndelsen af 2022, hvilket er i overensstemmelse med tidligere fremskrivninger. På baggrund af disse antagelser ventes aktiviteten i euroområdet igen at vokse i 2. kvartal 2021 og at stige kraftigt i årets anden halvdel, drevet af et kraftigt opsving i det private forbrug og aftagende flaskehalsproblemer på udbudssiden. Derved skulle det blive muligt for realt BNP at nå over niveauet før krisen fra og med 1. kvartal 2022, hvilket er et kvartal tidligere end hidtil forventet.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er vækstudsigterne bedre i 2021 og 2022. Dette afspejler antagelsen om, at den økonomiske effekt af pandemien vil blive mindre på grund af fremskridtene i vaccinationskampagnen, betydelige yderligere finanspolitiske foranstaltninger – delvis finansieret af Next Generation EU-programmet – og en opjustering af udsigterne for den udenlandske efterspørgsel, der understøttes af de seneste finanspolitiske pakker i USA. Pengepolitiske, finanspolitiske og makroprudentielle politiske foranstaltninger forventes at kunne afværge store finansielle forstærkningseffekter og begrænse de økonomiske mén, som krisen har forårsaget. Som følge heraf forventes realt BNP ved udgangen af 2022 kun at ligge 1,3 pct. under det forventede niveau i de fremskrivninger, der blev offentliggjort før pandemiens start.[2]

Inflationen forventes at stige til 1,9 pct. i 2021 drevet af midlertidige opadrettede faktorer, før den igen vender tilbage til et niveau på 1,5 pct. og 1,4 pct. i 2022 og 2023, da efterspørgselspresset forbliver afdæmpet, og oliepriserne antages at falde. Det store udsving i den samlede inflation i 2021 afspejler udløbet af den tyske momsnedsættelse, opsvinget i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter og en stigning i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser. Da disse midlertidige faktorer bør aftage i begyndelsen af 2022, forventes en stort set flad kurve for HICP-inflationen i 2022 og 2023. HICP-inflationen, ekskl. energi og fødevarer, forventes at blive styrket – mere end forventet i marts 2021-fremskrivningerne – efterhånden som den økonomiske genopretning fortsætter, og den ledige kapacitet bliver mindre. HICP-fødevareinflationen ventes også at stige. I fremskrivningsperioden opvejes denne opadrettede effekt på den samlede inflation stort set af fald i fremskrivningen af HICP-energiinflationen, der bestemmes af den nedadgående kurve for olieprisfutures. Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra marts 2021 er den samlede inflation blevet opjusteret i 2021 og 2022 som følge af en mere positiv udvikling i den ledige kapacitet og en opadrettet effekt fra råvarepriserne.

Vækst- og inflationsfremskrivninger for euroområdet

(ændringer i pct. år til år)

Anm.: Tallene for realt BNP bygger på sæsonkorrigerede data og data korrigeret for antal arbejdsdage. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, som er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne.

I betragtning af den fortsatte usikkerhed om, hvordan pandemien vil udvikle sig, og i hvor høj grad økonomien har lidt mén, er der igen udarbejdet to forskellige scenarier. Et mildt scenario, der bygger på antagelsen om en hurtigere løsning af sundhedskrisen, og et hårdt scenario, hvori det forventes, at pandemien bliver langvarig. De to scenarier beskrives i afsnit 5.

1 De vigtigste antagelser bag fremskrivningerne

Basisscenariet for juni 2021-fremskrivningerne bygger på antagelsen om en hurtig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, og at sundhedskrisen er løst i begyndelsen af 2022. Basisscenariet forudsætter, at vaccinationskampagnerne fortsætter i overensstemmelse med EU's strategi for levering af vacciner.[3] Nogle inddæmningsforanstaltninger antages dog at være nødvendige indtil begyndelsen af 2022. Det er der flere årsager til, nemlig efterspørgselsbegrænsninger (fx befolkningens villighed til at blive vaccineret), fremkomsten af nye varianter af covid-19 uden for euroområdet og den usikkerhed, der stadig er om, hvorvidt vaccinerne vil være effektive mod dem. Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne har inddæmningsforanstaltningerne været betydeligt strengere i 1. halvår 2021. De antages dog ved årets udgang at nærme sig de lavere niveauer, som fremgik af de foregående fremskrivninger. Dette tyder på en hurtigere lempelse af foranstaltninger i 2. halvår 2021. Tilsvarende antagelser om udviklingen i pandemien er, gennemsnitlig set, gjort med hensyn til det internationale miljø (omend med tydelige forskelle mellem landene). I afsnit 5 præsenteres scenarier, der bygger på alternative antagelser om, hvordan pandemien vil forløbe, og i hvor høj grad økonomien har lidt mén.

Betydelige pengepolitiske og finanspolitiske foranstaltninger, herunder Next Generation EU (NGEU), vil bidrage til at understøtte indkomsterne og den samlede efterspørgsel, forhindre store tab af arbejdspladser og et stort antal konkurser samt begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Ud over de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet indtil skæringsdatoen for disse fremskrivninger, bygger basisscenariet på en diskretionær finanspolitisk stimulus i tilknytning til covid-19-krisen og genopretningen, herunder NGEU-finansierede foranstaltninger. Denne diskretionære stimulus udgør ca. 4½ pct. af BNP i 2021, 1½ pct. af BNP i 2022 og 1¼ pct. i 2023 (afsnit 3). Statslige lånegarantier og kapitaltilførsler bør fortsat bidrage til at afhjælpe likviditetsbegrænsninger. Desuden har tilsyns- og makroprudentielle politikker frigjort mere bankkapital til at absorbere tab og støtte kreditstrømmen til realøkonomien. Der er frigivet kapitalbuffere, givet vejledning med henblik på at reducere procykliske hensættelser, og der er truffet foranstaltninger til at bevare bankernes kapacitet til at absorbere tab. De pengepolitiske, finanspolitiske og tilsynsmæssige foranstaltninger antages stort set at kunne forhindre alvorlige feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor i fremskrivningsperioden.

Boks 1
Tekniske antagelser om renter, råvarepriser og valutakurser

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne omfatter de aktuelle tekniske antagelser højere lange renter, væsentlig højere oliepriser og en lidt højere effektiv eurokurs. De tekniske antagelser om renter og råvarepriser bygger på markedsforventninger med skæringsdatoen 18. maj 2021. De korte renter refererer til 3-måneders EURIBOR, hvor markedsforventningerne er udledt af futuresrenterne. Metoden giver et gennemsnitligt niveau for disse korte renter på -0,5 pct. i 2021 og 2022 og på -0,3 pct. i 2023. Markedsforventningerne til den nominelle 10-årige statsobligationsrente i euroområdet tyder på et gennemsnitligt årligt niveau på 0,2 pct. i 2021, 0,5 pct. i 2022 og 0,7 pct. i 2023.[4] Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er markedsforventningerne til den korte rente steget marginalt i 2023, mens markedsforventningerne til den nominelle 10-årige statsobligationsrente i euroområdet er steget med ca. 20 til 40 basispoint i 2021-23.

For så vidt angår råvarepriserne, tager fremskrivningerne udgangspunkt i udviklingen på futuresmarkederne på grundlag af et gennemsnit for den 2-ugers periode, der afsluttedes på skæringsdatoen 18. maj 2021. På dette grundlag antages prisen på en tønde Brent-råolie at stige fra 42,3 USD i 2020 til 65,8 USD i 2021 for derefter at falde til 61,9 USD i 2023. Denne udvikling indebærer, at oliepriserne i amerikanske dollar bliver ca. 11 pct. højere i 2021 og 15 pct. højere i 2023 i forhold til marts 2021-fremskrivningerne. Priserne på råvarer ekskl. energi i amerikanske dollar antages at stige kraftigt i 2021 (20 procentpoint mere end antaget i de foregående fremskrivninger) for derefter at stabilisere sig i 2022 og falde i 2023.

De bilaterale valutakurser antages at forblive uændrede i fremskrivningsperioden på det gennemsnitlige niveau for den 2-ugersperiode, der afsluttedes på skæringsdatoen 18. maj 2021. Dette indebærer en gennemsnitlig dollarkurs på 1,21 USD pr. euro i perioden 2021-23, hvilket er uændret i forhold til antagelserne i marts 2021-fremskrivningerne. Antagelsen om den effektive eurokurs indebærer en appreciering på 0,7 pct. siden marts 2021-fremskrivningerne.

Tekniske antagelser

2 Realøkonomien

Realt BNP faldt igen i 1. kvartal 2021. Ifølge Eurostat faldt realt BNP 0,3 pct. i 1. kvartal.[5] Dette svarede stort set til det forventede fald i basisscenariet fra marts 2021. Selvom der opstod visse flaskehalsproblemer på udbudssiden, og inddæmningsforanstaltningerne var strengere end antaget, blev sidstnævntes indvirkning på den økonomiske aktivitet opvejet af læringseffekter, idet de økonomiske aktører fortsætter med at tilpasse sig foranstaltningerne. Samlet set lå realt BNP i 1. kvartal 2021 5,1 pct. under niveauet i 4. kvartal 2019.

Figur 1

Vækst i realt BNP i euroområdet

(ændringer i pct. kvartal-til-kvartal, de kvartalsvise tal er sæsonkorrigerede og korrigerede for antal arbejdsdage)

Anm.: Dataene er sæsonkorrigerede og korrigerede for antal arbejdsdage. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, som er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne. På baggrund af den hidtil usete volatilitet i realt BNP i 2020 viser figuren en anden skala fra begyndelsen af 2020. Den lodrette linje angiver starten på fremskrivningsperioden. Figuren viser ikke intervaller omkring fremskrivningerne. Dette skyldes, at standardberegningen af intervallerne (baseret på historiske fremskrivningsafvigelser) ikke på pålidelig vis ville vise den høje usikkerhed om de nuværende fremskrivninger under de aktuelle omstændigheder. For bedre at illustrere den nuværende usikkerhed indeholder afsnit 5 i stedet alternative scenarier baseret på forskellige antagelser om den fremtidige udvikling af covid-19-pandemien, inddæmningsforanstaltningerne i tilknytning hertil og omfanget af de økonomiske mén.

Realt BNP forventes at stige igen i 2. kvartal 2021, hvilket er i overensstemmelse med tillidsindikatorer, som er ved at blive markant forbedrede (figur 1). I april udvidede og strammede mange eurolande nedlukningsforanstaltningerne yderligere. De blev dog allerede lempet til en vis grad i maj, og dette fortsætter sandsynligvis i juni. I lighed med tidligere kvartaler synes inddæmningsforanstaltningerne ikke i så høj grad at medføre forstyrrelser i fremstillingsaktiviteterne (fx steg euroområdets Purchasing Managers-indeks (PMI) til 63,1 i maj), men at påvirke aktiviteten i servicesektoren mere negativt. Sidstnævnte viser ikke desto mindre tegn på genopretning (euroområdets PMI for forretningsaktiviteten inden for servicesektoren var således 55,2 i maj). Målrettede finanspolitiske foranstaltninger vil også understøtte opsvinget i aktiviteten. Samlet set forventes realt BNP at stige 1,4 pct. i 2. kvartal (sammenlignet med en stigning på 1,3 pct. i marts 2021-fremskrivningerne).

Der ventes et kraftigt opsving i aktiviteten i 2. halvår 2021, efterhånden som inddæmningsforanstaltningerne forventes at blive lempet. Det forventede opsving er baseret på flere antagelser, nærmere bestemt en hurtig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, en yderligere reduktion af usikkerheden, en styrkelse af tilliden som følge af yderligere stigninger i andelen af vaccinerede, understøttende finans- og pengepolitikker og afviklingen af en del af den ophobede efterspørgsel. Selvom opsvinget understøttes af en fortsat kraftig genopretning af den udenlandske efterspørgsel, vil det hovedsagelig blive drevet af en robust genopretning af den indenlandske efterspørgsel, især i 3. kvartal, idet der forventes en gradvis og udbredt genåbning af de økonomiske sektorer. Desuden forventes påvirkningen fra andre faktorer, som har indskrænket aktiviteten i 1. halvår 2021, at aftage, herunder manglen på mikrochips, der vurderes at have påvirket bil- og teknologisektoren. Desuden forventes NGEU at øge investeringerne i nogle lande. Realt BNP forventes i 1. kvartal 2022 (et kvartal tidligere end forventet i marts 2021-fremskrivningerne) at nå et niveau, der ligger højere end niveauet før krisen. I 4. kvartal 2022 ventes realt BNP at ligge 1,3 pct. under det forventede niveau i de fremskrivninger, der blev offentliggjort før starten på pandemien (figur 2).[6]

Figur 2

Realt BNP i euroområdet

(kædede mængder; 4. kvt. 2019=100

Anm.: Dataene er sæsonkorrigerede og korrigerede for antal arbejdsdage. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, som er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne. Den lodrette linje angiver starten på juni 2021-fremskrivningsperioden.

Tabel 1

Makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet

(ændringer i pct. år til år)

Anm.: Realt BNP og komponenter, enhedslønomkostninger, lønsum pr. ansat og arbejdskraftproduktivitet bygger på sæsonkorrigerede data, som også er korrigeret for antal arbejdsdage. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, som er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne. Tabellen viser ikke intervaller omkring fremskrivningerne. Dette skyldes, at standardberegningen af intervallerne (baseret på historiske fremskrivningsafvigelser) ikke på pålidelig vis ville vise den høje usikkerhed om de nuværende fremskrivninger under de aktuelle omstændigheder. For bedre at illustrere den nuværende usikkerhed findes der i afsnit 5 i stedet alternative scenarier baseret på forskellige antagelser om den fremtidige udvikling af covid-19-pandemien, inddæmningsforanstaltningerne i tilknytning hertil og omfanget af de økonomiske mén.
1) Omfatter samhandelen i euroområdet.

2) Delindekset er baseret på skøn over indirekte skatters reelle effekt. Dette kan afvige fra Eurostats data, som antager et fuldstændigt og umiddelbart gennemslag af de indirekte skatters effekt på HICP.
3) Beregnet som den offentlige saldo fratrukket den midlertidige effekt af den økonomiske konjunktur og foranstaltninger klassificeret som midlertidige i henhold til Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) definition.
Finanspolitikken måles som ændringen i den konjunkturkorrigerede primære saldo fratrukket offentlig støtte til den finansielle sektor. Tallene er også justeret for forventede NGEU-tilskud på indtægtssiden.

Det private forbrug ventes at blive den største drivkraft bag genopretningen. Efter stramningen og forlængelsen af inddæmningsforanstaltningerne siden efteråret 2020 faldt det private forbrug igen betydeligt i 1. kvartal 2021, hvilket bidrog kraftigt til nedgangen i den økonomiske aktivitet. Den svagere udvikling i husholdningernes udgifter på kort sigt – især tjenesteydelser, som indebærer tæt fysisk kontakt – resulterer i et forbrug, der ligger under det niveau, der blev forventet i marts 2021-fremskrivningerne for 1. halvår 2021. Forbruget er fortsat mere volatilt end udviklingen i den disponible realindkomst, som stabiliseres af offentlig støtte, hvilket fører til yderligere kraftige ændringer i opsparingskvoten. Det private forbrug ventes at fortsætte opsvinget i 2. kvartal, hvorefter det accelererer kraftigt i 2. halvår 2021, i takt med at inddæmningsforanstaltningerne gradvis lempes, og at nå niveauet før krisen i 2. kvartal 2022. Opsvinget understøttes også af en gradvis faldende usikkerhed og en genopretning af den disponible indkomst på trods af afviklingen – navnlig i 2022 – af finanspolitiske nettooverførsler. Selvom det private forbrug forventes at være hovedårsagen til genopretningen, forventes det ikke i basisscenariet, at den ophobede efterspørgsel vil yde et stort bidrag, da den store akkumulerede overopsparing vil forblive stort set uudnyttet (se boks 2 nedenfor).

Boks 2
Udviklingen i husholdningernes opsparingskvote og konsekvenserne for de økonomiske udsigter for euroområdet

Der har været store udsving i husholdningernes opsparingskvote siden starten af pandemien, og da den fortsat befinder sig på et højt niveau, har det ført til en akkumulering af overopsparing. Covid-19-pandemien førte til en kraftig stigning i euroområdets husholdningers opsparingskvote til et niveau, der ligger over niveauet før pandemien. Stigningen skyldtes i vid udstrækning tvungen opsparing, idet nedlukningerne begrænsede forbruget af især tjenesteydelser, der indebærer tæt kontakt. Den disponible indkomst, der er blevet stabiliseret af offentlig støtte, udviste derimod større modstandskraft. Dette blev yderligere forstærket af et forsigtighedsmotiv til at spare mere op end under normale forhold, som er knyttet til ekstrem usikkerhed, især om jobbet og husholdningens fremtidige indkomst. Da opsparingskvoten er et strømbegreb, bliver der så længe opsparingsstrømmene forbliver på et højere niveau end før krisen – her er stabens december 2019-fremskrivninger valgt som benchmark – fortsat akkumuleret opsparing, der overstiger normen før krisen.[7]

Det antages i juni 2021-fremskrivningerne, at opsparingskvoten i midten af 2022 vil vende tilbage til et niveau omkring niveauet før pandemien, da drivkræfterne bag både den tvungne opsparing og opsparingen af forsigtighedshensyn får mindre betydning og efterfølgende vil ligge marginalt under dette niveau. Denne udvikling afspejler en normalisering af opsparingsstrømmene i forlængelse af den vel overståede sundhedskrise og lempelsen af inddæmningsforanstaltningerne, der antages at blive ophævet i begyndelsen af 2022, hvilket også bør skabe tillid. Sammenlignet med typiske forløb, som ville indebære et ret langvarigt fald i opsparingskvoten til et normalt niveau, bør pandemiens helt særlige karakter, herunder indførelsen af inddæmningsforanstaltninger, understøtte en forholdsvis hurtig normalisering, som det fremgår af juni 2021-fremskrivningerne. Desuden bygger fremskrivningerne på antagelsen om, at kun en beskeden del af den tidligere akkumulerede overopsparing vil blive absorberet gennem forbrug, som det fremgår af den lidt lavere opsparingskvote end før krisen i nedenstående figur.

Husholdningernes opsparingskvote som afvigelse fra den udvikling, der var ventet før covid-19-pandemien

(afvigelser i procentpoint fra den forventede udvikling i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra december 2019)

Kilder: ECB-BASIR-simuleringer, Eurosystemets stabs fremskrivninger og ECB's beregninger.
Anm.: Begge linjer viser afvigelsen fra den forventede opsparingskvote i stabens fremskrivninger fra december 2019, der er valgt som benchmark for udviklingen før pandemien. December 2019-fremskrivningerne er blevet forlænget til 2023 ved hjælp af den gennemsnitlige vækstrate for den nominelle disponible indkomst og det private forbrug fra 2022. For så vidt angår ECB-BASIR-modellen anvendes juni 2021-fremskrivningerne indtil 1. kvartal 2021.

Justeringen af den akkumulerede overopsparing bliver en balancegang mellem flere modsatrettede kræfter. På den ene side skyldtes stigningen i opsparingskvoten under nedlukningerne stort set ufrivillig opsparing, som forventes at falde og delvis at blive anvendt til forbrug, når inddæmningsforanstaltningerne er blevet lempet.[8] Dette kan eventuelt blive understøttet af, at størstedelen af den yderligere opsparing hovedsagelig synes at have været holdt i form af bankindskud, der er meget likvide og derfor let vil kunne udnyttes til forbrug. Efterhånden som usikkerheden mindskes, kan det også være, at en vis opsparing af forsigtighedshensyn vil blive brugt. På den anden side synes det usandsynligt, at der vil ske en større afvikling af overopsparing til forbrugsformål som følge af koncentrationen af opsparing i husholdninger med høje indkomster, som har en lavere marginal tilbøjelighed til at bruge deres indkomst eller formue sammenlignet med husholdninger med lave indkomster.[9] [10] Desuden kan det blive svært at vende en del af den stigning, der er relateret til forsigtighedsmotiver, da husholdningerne måske kan forvente højere skatter i fremtiden for at imødegå den betydelig højere offentlige gældsbyrde, som skyldes pandemien. Denne effekt kan være mere fremherskende i lande med et begrænset finanspolitisk råderum, højere offentlig gældsætning og sårbarheder i virksomhedssektoren, som er forbundet med mindre fordelagtige indkomst- og beskæftigelsesudsigter. I stedet for at bruge overopsparingen kan husholdningerne også fortsat lade den stå som indskud eller alternativt investere den i andre aktiver, både finansielle og ikke-finansielle (fx fast ejendom), eller til at tilbagebetale gæld. Da den nuværende krise fortrinsvis skyldes fald i forbruget af serviceydelser, kan den ophobede efterspørgsel være mindre udtalt, selvom dette til en vis grad vil kunne opvejes af substitution over mod anskaffelse af varige forbrugsgoder.

En afvejning af faktorerne tyder samlet set på begrænsede muligheder for at afvikle overopsparing til forbrug, efter at foranstaltningerne til at få folk til at holde afstand er blevet lempet. Ikke desto mindre er hastigheden og omfanget af den formodede normalisering af opsparingskvoten forbundet med betydelig usikkerhed. Usikkerheden skyldes, at der ikke er nogen historisk præcedens for den enorme opsparing, der er akkumuleret, og den potentielle ændring i forbrugsvanerne, som denne krise kan skabe. Et krydstjek med ECB-BASIR-modellen[11], som kan afspejle de nuværende forhold, idet feedbackmekanismerne mellem pandemien og den makroøkonomiske udvikling eksplicit kommer til udtryk, tyder på en hurtigere reduktion af opsparingskvoten på kort sigt. Modellen peger imidlertid ikke på en stor afvikling af overopsparing, men tyder snarere på, at opsparingskvoten i 2022 og 2023 holder sig over niveauet før krisen, og at den først konvergerer til basisfremskrivningen ved udgangen af 2023.

Boliginvesteringerne forventes allerede i 2. kvartal 2021 at vende tilbage til niveauet før pandemien. Boliginvesteringerne steg moderat i 1. kvartal 2021 til et niveau lige under niveauet før pandemien. Fremadrettet bør boliginvesteringerne blive understøttet af en forventet inflation i huspriserne, der overstiger boligomkostningerne og fører til positive Tobins q-effekter, et opsving i den disponible indkomst og forbrugertilliden. Desuden forventes noget af den akkumulerede overopsparing at blive anvendt til boliginvesteringer. Efter en robust start forventes boliginvesteringerne fortsat at stige kraftigt i resten af 2021, før de gradvis vender tilbage til mere moderate vækstrater i resten af fremskrivningsperioden.

Erhvervsinvesteringerne ventes at forblive robuste og at stige væsentlig i 2021. De forventes at nå niveauet før krisen inden årets udgang. Der var et betydeligt opsving i erhvervsinvesteringer i 2. halvår 2020, idet de delvis har rettet sig efter det svage niveau i årets første halvdel. Udviklingen har sandsynligvis været ret afdæmpet i 1. halvår 2021 i sammenhæng med en svag samlet aktivitet og ledig kapacitet. Et mere solidt opsving forventes at udvikle sig i 2. halvår 2021, efterhånden som genopretningen af den globale og indenlandske efterspørgsel skrider frem, og væksten i indtjeningen stiger, hvilket også understøttes af gunstige finansieringsvilkår og NGEU's positive indvirkning på erhvervsinvesteringerne. trods store kontantbeholdninger forventes de ikke-finansielle selskabers øgede bruttogældsætning under pandemien dog at begrænse væksten i erhvervsinvesteringerne i fremskrivningsperioden, da virksomhederne bliver nødsaget til at forbedre deres balancer.

Boks 3
Internationale forhold

Den globale økonomiske aktivitet fortsatte sit opsving efter årsskiftet på trods af en intensivering af pandemien. Selvom den globale vækst i realt BNP (ekskl. euroområdet) i 4. kvartal 2020 viste sig at være en smule kraftigere end forventet i marts 2021-fremskrivningerne, gik den globale økonomi ind i dette år på et svagere grundlag, da en genopblussen af smitten fik regeringer i de avancerede økonomier til at stramme inddæmningsforanstaltningerne i begyndelsen af 2021. Intensiveringen af pandemien har været meget større i vækstmarkedsøkonomierne. I modsætning hertil bidrog den fart, hvormed vaccinationerne blev gennemført i Storbritannien og USA, til at presse antallet af covid-19-relaterede dødsfald ned i disse lande. Dette banede vejen for en større lempelse af inddæmningsforanstaltningerne. Konjunkturbarometre for april signalerede, at genopretningen fik betydeligt større momentum i de avancerede økonomier, og at produktionen i servicesektoren overgik den solide vækst i fremstillingssektoren. Dette tydede på, at genopretningen var ved at blive bredere baseret og derfor mere robust.

Den omfattende finanspolitiske stimulus, der blev vedtaget af Biden-regeringen, og som ikke indgik i marts 2021-fremskrivningerne, vil sætte skub i den genopretning, der allerede er i gang i USA, og medføre en vis positiv afsmitning på den globale økonomi. American Rescue Plan (ARP) på i alt 1,9 billioner USD (8,9 pct. af BNP) omfatter en fornyelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, udbetaling af yderligere engangsbeløb til husholdninger og en stigning i både lokale og delstatslige udgifter til finansiering inden for folkesundhed og uddannelse. Indkomststøtteforanstaltningerne ventes at stimulere det private forbrug i de kommende kvartaler. I mellemtiden har Biden-regeringen annonceret yderligere to planer, som også indgår i fremskrivningerne, selvom deres virkning på den økonomiske aktivitet er mere begrænset end ARP's.

På trods af opjusteringen i USA har vækstudsigterne for den globale økonomi ikke ændret sig ret meget i forhold til marts 2021-fremskrivningerne, mens fremskrivningerne af verdenshandelen er blevet noget bedre. Globalt BNP (ekskl. euroområdet) ventes at stige med 6,2 pct. i år, før det falder til henholdsvis 4,2 pct. og 3,7 pct. i 2022 og 2023. Dette afspejler et samspil mellem flere faktorer, herunder en forværring af pandemien i de avancerede økonomier i begyndelsen af året og på det seneste i vækstmarkedsøkonomierne,[12] samt den makroøkonomiske virkning af den omfattende finanspolitiske stimulus i USA og en forbedring af udsigterne i andre avancerede økonomier som følge af den hurtige vaccineudrulning. Selvom den globale aktivitet i slutningen af 2020 oversteg niveauet før pandemien, ventes den i hele fremskrivningsperioden at holde sig under det udviklingsforløb, som var forventet i stabens fremskrivninger fra december 2019.

Bedre udsigter for vigtige handelspartnere førte til en kraftigere udenlandsk efterspørgsel i euroområdet. Efterspørgslen ventes at stige med 8,6 pct. i år og med 5,2 pct. og 3,4 pct. i perioden 2022-23 – en opgradering for alle tre år i forhold til marts 2021-fremskrivningerne. Disse justeringer skyldes først og fremmest en kraftigere efterspørgsel fra USA og Storbritannien end tidligere forventet.

Den ventede globale genopretning efter pandemikrisen er fortsat ujævn. I avancerede økonomier uden for euroområdet forventes genopretningen at fortsætte med uformindsket styrke, og hovedsagelig på grund af USA bør aktiviteten i løbet af næste år vende tilbage til det udviklingsforløb, som var ventet før pandemien. I Kina, der først blev ramt af pandemien, men som rettede sig hurtigst på baggrund af en kraftig politisk støtte, vendte realt BNP allerede i slutningen af sidste år tilbage til et udviklingsforløb, der svarer til udviklingen før krisen. Derimod ventes genopretningen i andre vækstmarkeder at blive træg. Den seneste stigning i smittetilfælde og eventuelle forsinkelser i vaccineudrulningen kan øge denne forskel yderligere.

Internationale forhold

(ændringer i pct. år til år)

1) Beregnet som et vægtet gennemsnit af importen.
2) Beregnet som et vægtet gennemsnit af euroområdets handelspartneres import.

Der ventes et stort positivt bidrag fra nettohandelen i 2021, takket være en kraftig eksportvækst, mens stigningen i importen vil indebære et stort set neutralt bidrag derefter. Indtil videre har udviklingen i pandemien i 2021 påvirket de indenlandske efterspørgselsforhold negativt og hæmmet importen, som forventes at vokse mindre end eksporten i år. Handelen i euroområdet blev i 1. kvartal 2021 påvirket negativt af usikkerhed om varigheden af midlertidige tilbageslag i forbindelse med de nye vilkår for handelen med Det Forenede Kongerige, flaskehalse i den globale logistiksektor og begrænsninger af udbuddet – især i halvlederindustrien. Det positive gab mellem handelen i fremstillingssektoren og servicesektoren forventes at blive indsnævret i år, og tidlige indikatorer peger i retning af en gradvis fornyet aktivitet i rejsetjenesterne i 2. kvartal. Eksportmarkedsandelene forventes at være fuldt genoprettet ved udgangen af 2022 og at stabilisere sig omkring værdierne før pandemien på mellemlangt sigt, samtidig med at de forbliver noget afdæmpede i lande, der er mere afhængige af rejseeksport. Endelig ventes importvæksten at blive kraftigere, end det ville forventes på grundlag af den indenlandske efterspørgsel. Dette skyldes det høje importindhold i eksporten og den solide import af turistrelaterede tjenesteydelser i nogle nordeuropæiske eurolande.

Arbejdsløshedsprocenten forventes at være stort set uændret i 2021 for derefter at vende tilbage til niveauet før krisen ved udgangen af 2023. En nedgang i beskæftigelsen væksten i 1. kvartal 2021 i forbindelse med de forlængede nedlukningsforanstaltninger og den dermed forbundne nedgang i aktiviteten førte til en stigning i arbejdsløsheden. Det antages, at en stor del af de arbejdstagere, der er omfattet af jobfastholdelsesordninger, vil vende tilbage til regelmæssig beskæftigelse og drage fordel af den kraftige genopretning efter pandemien. Arbejdsløshedsprocenten forventes derfor at være ret stabil i resten af 2021, inden den gradvis falder i løbet af de næste to år og når op på 7,3 pct. ved udgangen af 2023.

Væksten i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat ventes at rette sig fra 2. kvartal 2021. Arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat faldt igen i 1. kvartal 2021 på grund af strengere inddæmningsforanstaltninger og den relaterede anvendelse af jobfastholdelsesordninger. Væksten i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat ventes at rette sig i 2. kvartal 2021, at toppe i 3. kvartal 2021 og derefter gradvis at aftage.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er væksten i realt BNP blevet opjusteret i 2021 og 2022. Væksten i 2. halvår 2021 er blevet opjusteret, navnlig i 3. kvartal. Dette afspejler forventningen om en hurtigere lempelse af inddæmningsforanstaltningerne som følge af hurtigere vaccinationsfremskridt, yderligere finanspolitisk støtte og en revurdering af virkningen af frigivelsen af ophobet indenlandsk efterspørgsel på genåbningen af de økonomiske sektorer. Dette ligger til grund for de fleste af justeringerne af den årlige vækst i 2021 og især i 2022. I 2022 skyldes de udelukkende følgevirkninger. Virkningen af antagelserne er stort set neutral, da de positive virkninger på væksten, understøttet af antagelser om en kraftigere udenlandsk efterspørgsel, i vid udstrækning opvejes af den negative virkning af både højere oliepriser og udløbet af yderligere, men midlertidige finanspolitiske støtteforanstaltninger ud over det indeværende år.

3 Finanspolitiske udsigter

Finanspolitikken afbøder fortsat de makroøkonomiske virkninger af covid-19-pandemien i 2021 og understøtter genopretningen. I 2020 skønnes den ekstraordinære finanspolitiske stimulus som reaktion på pandemien at have udgjort lidt over 4 pct. af BNP. Mens nedlukningsrestriktionerne er fortsat ind i 2021, har regeringerne forlænget nødforanstaltningerne, gradvis opskaleret dem og/eller vedtaget nye støtteforanstaltninger. Den diskretionære stimulus i forbindelse med krisen anslås at udgøre tæt på 4½ pct. af BNP i 2021 (ca. 1¼ procentpoint mere end i marts 2021-fremskrivningerne). De fleste af de supplerende foranstaltninger er midlertidige og forventes at blive rullet tilbage i 2022. Nogle af dem er blevet yderligere forlænget og bør sammen med andre genopretningsforanstaltninger, herunder de NGEU-finansierede udgifter[13], medføre en årlig stimulus på ca. 1½ pct. af BNP i 2022 og 1¼ pct. i 2023. Størstedelen af krisestøtten i 2021 er yderligere udgifter i form af subsidier og overførsler til virksomheder, bl.a. i forbindelse med jobfastholdelsesordninger. Foranstaltninger, der er klassificeret under "offentligt forbrug", afspejler primært højere sundhedsudgifter, herunder lønninger, i forbindelse med vaccinationskampagnen. På indtægtssiden vedrører foranstaltningerne nedskæringer i direkte og indirekte skatter.[14] Selvom de yderligere offentlige investeringer var begrænsede i 2020, udgør de fra 2021 en større andel af stimuluspakkerne, hovedsagelig på grund af forventede NGEU-finansierede foranstaltninger. Efter justering for effekten af NGEU-tilskuddene på indtægtssiden, der udgør ca. 0,6 pct. af BNP årligt, ventes finanspolitikken[15] at være ekspansiv i 2021, at blive strammet i 2022 og at forblive stort set neutral i 2023.

Euroområdets budgetunderskud ventes at falde en smule i 2021 og mere markant fra 2022, mens euroområdets gæld ventes at toppe i 2021.[16] Det lille fald i budgetunderskuddet i 2021 afspejler den noget bedre cykliske komponent og lavere rentebetalinger, som mere end opvejer de yderligere stimulusforanstaltninger, der ikke er dækket af NGEU-tilskuddene, på indtægtssiden. Den betydelige forbedring af budgetsaldoen i 2022 skyldes hovedsagelig afviklingen af de fleste af stimulusforanstaltningerne i en nødsituation og en langt mere positiv cyklisk komponent. I 2023 ventes den samlede budgetsaldo på baggrund af en stort set neutral finanspolitik og bedre konjunkturforhold at blive yderligere forbedret, til -2,6 pct. af BNP. Rentebetalingerne ventes at falde yderligere i fremskrivningsperioden og at udgøre 1,1 pct. af BNP i 2023. Euroområdets gæld ventes at toppe i 2021 med 99 pct. af BNP for derefter at falde en smule. Faldet i perioden 2022-23 skyldes hovedsagelig gunstige spænd mellem renter og vækst, som mere end udligner det fortsatte, omend faldende, primære underskud. Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er euroområdets budgetunderskud og gæld blevet opjusteret, især i 2021, på grund af de yderligere stimulusforanstaltninger. Den større justering af den offentlige gæld i 2021 skyldes basiseffekter fra 2020 i forbindelse med en højere gælds-/underskudsjustering end tidligere ventet. Dette afspejler bl.a. nogle landes omklassificering af noget af støtten til den private sektor til offentlige konti.

4 Priser og omkostninger

HICP-inflationen ventes at stige betydeligt i løbet af 2021, at falde brat i begyndelsen af 2022 og at følge en stort set flad kurve i resten af fremskrivningsperioden (figur 3). Den samlede inflation ventes i gennemsnit at blive 1,9 pct. i 2021, at toppe på 2,6 pct. i 4. kvartal og at falde til henholdsvis 1,5 pct. og 1,4 pct. i 2022 og 2023. Det store udsving i den samlede inflation i 2021 afspejler opadrettede effekter på inflationen fra midlertidige faktorer såsom udløbet af den tyske momsnedsættelse, opsvinget i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter og en stigning i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser. Ændrede vægte medfører en vis volatilitet i inflationsudviklingen i 2021, men i gennemsnit over året forventes de kun at få en lille nedadrettet effekt på HICP-inflationen. Mens disse midlertidige faktorer aftager i begyndelsen af 2022, indebærer modsatrettede udviklingstendenser på tværs af de vigtigste HICP-komponenter en stort set flad kurve for HICP-inflationen i fremskrivningsperioden med en svag stigning i løbet af 2023. Den ventede økonomiske genopretning og fald i den ledige kapacitet forventes at føre til en gradvis stigning i HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer fra 1,1 pct. i 2021 til 1,4 pct. i 2023. Selvom det opadrettede prispres fra stigningen i efterspørgslen generelt fortsat vil være moderat, bør det opveje det aftagende prispres fra negative udbudseffekter i forbindelse med pandemien og inddæmningsforanstaltningerne i fremskrivningsperioden. Stigninger i det indenlandske omkostningspres antages at være den vigtigste drivkraft bag en kraftigere underliggende udvikling i forbrugerpriserne, mens udviklingen i det eksterne prispres forventes at blive mere moderat i løbet af perioden. HICP-fødevareinflationen forventes også at stige noget i fremskrivningsperioden. Det moderat stigende opadrettede prispres på den samlede inflation fra disse to HICP-komponenter opvejes stort set i 2022 og 2023 af det forventede fald i HICP-energiinflationen i forbindelse med den nedadgående kurve for olieprisfutures.

Enhedslønomkostningerne forventes at bidrage til stigningen i det indenlandske omkostningspres i fremskrivningsperioden. Efter de kraftige stigninger i enhedslønomkostningerne i 2020 som følge af det markante fald i arbejdskraftproduktiviteten forventes enhedslønomkostningerne at blive presset ned på grund af opsvinget i arbejdskraftproduktiviteten i 2021, men gradvist at rette sig og stige i 2023. Samtidig med at den markante udvikling i arbejdskraftproduktiviteten dominerer udviklingen i enhedslønomkostningerne i kriseperioden, har væksten i lønsum pr. ansat også været genstand for store udsving, som skyldes virkningen af jobfastholdelsesordninger. Disse ordninger har sikret beskæftigelsen, men arbejdstagerne oplever en lønnedgang, når de tilmelder sig dem. Dette pressede den årlige vækst i lønsum pr. ansat ned i 2020 og forventes at forårsage et efterfølgende opsving i 2021. Efterhånden som arbejdsmarkederne gradvis retter sig i løbet af fremskrivningsperioden, og virkningerne af disse ordninger aftager, forventes udviklingen i lønsum pr. ansat at blive normaliseret med en forventet årlig vækst på 2,4 pct. i 2023.

Avancerne forventes i vid udstrækning at afbøde udsvingene i enhedslønomkostningerne. Avancerne faldt i 2020, hvilket er i overensstemmelse med deres procykliske karakter, men de forblev meget mere robuste, end nedgangen i aktiviteten normalt ville indebære, efter at være blevet stabiliseret af jobfastholdelsesordninger. Virksomheder i euroområdet søger generelt at fastholde arbejdstagerne i de tidlige faser af en nedgang, selvom dette medfører lavere avancer. Dette nedadrettede pres på avancerne er blevet dæmpet af offentlige løntilskudsordninger. Generelt forventes avancerne at afbøde udviklingen i enhedslønomkostningerne og at have en svagt positiv virkning på inflationspresset i 2023.

Figur 3

HICP for euroområdet

(ændringer i pct. år til år)

Anm.: Den lodrette linje angiver starten på fremskrivningsperioden. Figuren viser ikke intervaller omkring fremskrivningerne. Dette skyldes, at standardberegningen af intervallerne (baseret på historiske fremskrivningsafvigelser) ikke på pålidelig vis ville vise den høje usikkerhed om de nuværende fremskrivninger under de aktuelle omstændigheder. For bedre at illustrere den nuværende usikkerhed indeholder afsnit 5 derfor alternative scenarier baseret på forskellige antagelser om den fremtidige udvikling i covid-19-pandemien, inddæmningsforanstaltningerne i tilknytning hertil og omfanget af økonomiske mén.

Udviklingen i importpriserne forventes at blive kraftigt påvirket af udviklingen i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi og at afspejle et moderat eksternt prispres mod slutningen af fremskrivningsperioden. Efter en kraftigt negativ ændring i 2020 forventes en stor positiv ændring i importpriserne i 2021 – hovedsagelig som følge af stigninger i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi, men også stigninger i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsmangel – før stigningen bliver betydelig mere moderat frem til 2023. Ud over faldet i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi forventes den globale prisudvikling generelt at forblive moderat i fremskrivningsperioden og at bidrage til de moderate udsigter for det eksterne prispres.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er fremskrivningen af HICP-inflationen blevet opjusteret med 0,4 procentpoint og 0,3 procentpoint i 2021 og 2022. Den er uændret i 2023. De tre vigtigste HICP-komponenter bidrager alle til opjusteringerne af den samlede inflation i de første to år af fremskrivningsperioden. HICP-inflationen, ekskl. energi og fødevarer, er blevet opjusteret i hele perioden på grund af en mere positiv udvikling i mål for ledig kapacitet end antaget i marts 2021-fremskrivningerne samt nogle opadrettede effekter som følge af et stigende globalt inflationspres og antagelser – især fra oliepriserne. Disse antagelser om oliepriserne forklarer også de seneste uventede stigninger, og en synlig opjustering af, HICP-energiinflationen – især i de første to år af fremskrivningsperioden. Samtidig kan de noget bedre udsigter for HICP-fødevareinflationen sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne forklares ved en uventet mindre, stigning, sandsynligvis i forbindelse med midlertidige effekter relateret til vejrforhold, og en udvikling i råvarepriserne på fødevarer, der er kraftigere end tidligere antaget.

Boks 4
Prognoser udarbejdet af andre institutioner

En række internationale organisationer og private institutioner udarbejder prognoser for euroområdet. Disse prognoser kan imidlertid ikke sammenlignes direkte, hverken indbyrdes eller med Eurosystemets stabs makroøkonomiske fremskrivninger, idet de er afsluttet på forskellige tidspunkter. De er sandsynligvis også baseret på forskellige antagelser om covid-19-pandemiens fremtidige udvikling. Disse fremskrivninger anvender desuden forskellige metoder til at udlede antagelser om budgetvariabler samt finansielle og eksterne variabler, herunder priser på olie og andre råvarer. Endelig anvendes forskellige metoder til at korrigere for antal arbejdsdage i de forskellige prognoser (se tabellen).

Sammenligning af de seneste prognoser for væksten i realt BNP og HICP-inflationen i euroområdet

(ændringer i pct. år til år)

Kilder: OECD Economic Outlook, maj 2021 109; MJEconomics for the Euro Zone Barometer, 20. maj 2021, data for 2023 er taget fra undersøgelsen, der blev gennemført i april 2021; Consensus Economics Forecasts, 13. maj 2021, data for 2023 er taget fra undersøgelsen, der blev gennemført i april 2021; Europa-Kommissionens økonomiske forårsprognose 2021; ECB Survey of Professional Forecasters for 2. kvartal 2021, der blev gennemført mellem 31. marts og 12. april; IMF World Economic Outlook, 6. april 2021.
1) De makroøkonomiske fremskrivninger foretaget af Eurosystemets og ECB's stab opgiver årlige vækstrater, der er korrigeret for antal arbejdsdage pr. år, hvilket ikke gælder de årlige vækstrater, som opgives af Europa-Kommissionen og IMF. I andre prognoser bliver det ikke præciseret, om de opgivne data er korrigeret for antal arbejdsdage. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af offentliggjorte data efter skæringsdatoen for fremskrivningerne. Tabellen viser ikke intervaller omkring stabens fremskrivninger. Dette skyldes, at standardberegningen af intervallerne (baseret på historiske fremskrivningsafvigelser) ikke på pålidelig vis ville vise den høje usikkerhed om de nuværende fremskrivninger under de aktuelle omstændigheder. I stedet – og for bedre at illustrere den nuværende usikkerhed – findes der i afsnit 5 alternative scenarier baseret på forskellige antagelser om den fremtidige udvikling af covid-19-pandemien og inddæmningsforanstaltningerne i tilknytning hertil.

Juni 2021-fremskrivningerne er mere optimistiske end andre prognoser for vækst og inflation i 2021 og 2022 og er stort set på linje med prognoserne for 2023. I prognoser fra diverse andre institutioner og den private sektor varierer ændringen i realt BNP i 2022 sammenlignet med 2019 mellem 1,2 pct. i IMF's fremskrivninger og 1,7 pct. i Europa-Kommissionens, mens Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2021 ligger betydeligt over dette interval, på 2,1 pct. Hvad angår inflationen, er juni-fremskrivningerne højere for både 2021 og 2022, hovedsagelig på grund af en højere forventet inflation i de mere volatile komponenter, mens de i 2023 forventes at ligge på linje med IMF's fremskrivninger og en smule under andre prognoser.

5 Alternative scenarier for de økonomiske udsigter for euroområdet

Da der fortsat hersker stor usikkerhed om, hvordan covid-19-pandemien vil udvikle sig, og om dens økonomiske virkninger, viser to scenarier, der repræsenterer alternativer til basisfremskrivningerne i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2021, en række mulige virkninger, som covid-19-pandemien kan have på euroområdets økonomi.

I det milde scenario antages det, at sundhedskrisen er løst i slutningen af 2021, og at der kun er midlertidige økonomiske tab, mens det hårde scenario forudsætter en langvarig sundhedskrise og permanente tab af potentiel produktion. Sammenlignet med basisscenariet antages det i det milde scenario, at der vil være en hurtigere udrulning, en større accept i befolkningen og en større effektivitet af vaccinerne, også i forhold til nye virusvarianter. Det giver mulighed for at lempe inddæmningsforanstaltningerne hurtigere og at udfase dem i slutningen af 2021.[17] Mere effektive skridt fra myndighedernes og de økonomiske aktørers side vil yderligere begrænse de økonomiske omkostninger ved inddæmningsforanstaltningerne, hvilket vil føre til mere positive tillidsvirkninger og en hurtigere stigning i aktiviteten i rejse- og turistsektoren end forventet. I modsætning hertil antager det hårde scenario en mulig genopblussen af pandemien i de kommende måneder med fremkomsten af mere smitsomme virusvarianter, hvilket også vil medføre en nedsat effektivitet af vaccinerne og opretholdelsen af visse inddæmningsforanstaltninger indtil midten af 2023 og føre til, at aktiviteten dæmpes.[18] Sammenlignet med basisscenariet antager det hårde scenario større økonomiske mén, som forstærkes af et stigende antal konkurser og en forringelse af låntagernes kreditværdighed. Dette har en negativ virkning på bankernes forventede tab og kapitalomkostninger og dermed på kreditgivningen til den private sektor. Samtidig antages det – selv i det hårde scenario – at pengepolitikken, finanspolitikken og tilsynspolitikken har meget alvorlige finansielle forstærkningseffekter. Stort set de samme narrativer ligger til grund for scenarierne for den globale økonomi, hvor den udenlandske efterspørgsel i euroområdet ved udgangen af 2023 ligger ca. 12 pct. over niveauet før krisen i det milde scenario og ca. 2 pct. over dette niveau i det hårde scenario, sammenlignet med 9 pct. i basisscenariet.

Tabel 2

Alternative makroøkonomiske scenarier for euroområdet

(ændringer i pct. år til år, i pct. af arbejdsstyrken)

Anm.: De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, der er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne.

I det milde scenario ventes et kraftigt opsving i realt BNP, som vender tilbage til niveauet før krisen allerede i 3. kvartal 2021, mens det i det hårde scenario først ventes at nå dette niveau i slutningen af 2023 (figur 4). Det milde scenario peger i retning af et markant kraftigere opsving i 2. og 3. kvartal 2021 (på henholdsvis 2,5 pct. og 4,1 pct.)[19] og en yderligere styrkelse af den økonomiske aktivitet i resten af året, der udløses af antagelsen om den hurtige vaccineudrulning, som skaber yderligere tillidseffekter. Som følge heraf vender den økonomiske aktivitet tilbage til niveauet før pandemien allerede i 3. kvartal 2021 og vil i midten af 2022 være højere end forventet i december 2019-fremskrivningerne, dvs. før krisen. I det hårde scenario vil den økonomiske aktivitet stige mere beskedent i 2. og 3. kvartal (henholdsvis 0,6 pct. og 1,3 pct.) for derefter at fortsætte den moderate genopretning. Den økonomiske vækst er fortsat afdæmpet indtil begyndelsen af 2022 på grund af en kun gradvis lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, forstærket af begrænsede indlæringseffekter fremadrettet, fortsat usikkerhed og finansielle forstærkningsmekanismer, som kun delvis afbødes af politiske støtteforanstaltninger. I det hårde scenario ventes en lidt højere vækst end i basisscenariet i 2. halvår 2022 på baggrund af det større indhentningspotentiale og en vellykket tilpasning til den nye situation. Dette bidrager til at udligne alle fald i realt BNP i forhold til niveauet før krisen inden udgangen af fremskrivningsperioden.

Figur 4

Alternative scenarier for realt BNP og HICP-inflationen i euroområdet

(Kædede mængder: 4. kvt. 2019 = 100 (figuren til venstre); ændringer i pct. år til år (figuren til højre)

Anm.: Data for realt BNP er sæsonkorrigerede og korrigerede for antal arbejdsdage. Den lodrette linje angiver starten på fremskrivningsperioden. De historiske data kan afvige fra de seneste publikationer fra Eurostat på grund af data, der er offentliggjort efter skæringsdatoen for fremskrivningerne.

I begge scenarier bliver der et opsving i HICP-inflationen på kort sigt, hvorefter den varierer mere som følge af forskelle i balancen mellem udbud og efterspørgsel. Dette skyldes, at de vigtigste drivkræfter bag inflationsstigningen i basisscenariet på kort sigt (dvs. antagelserne om olieprisen, basiseffekterne i energikomponenten, flaskehalsproblemer på udbudssiden og virkningen af udløbet af den midlertidige momsnedsættelse i Tyskland) gælder i lige stor grad i de alternative scenarier. På mellemlangt sigt forventes den ledige kapacitet i økonomien at være større i det hårde scenario end i det milde scenario. Det ville resultere i en inflation i 2023 på 1,7 pct. i det milde scenario sammenlignet med 1,1 pct. i det hårde scenario.

Arbejdsmarkederne retter sig hurtigt i det milde scenario, idet politikkerne antages stort set at have held til at forhindre hystereseeffekter, mens disse kun delvis inddæmmes i det hårde scenario. I det milde scenario topper arbejdsløsheden i 2021 og vender tilbage til niveauet før krisen i midten af 2022. Derimod vender arbejdsløshedsprocenten i det hårde scenario ikke tilbage til niveauet før krisen i løbet af fremskrivningsperioden og forbliver meget høj, hvilket afspejler større behov for reallokering på tværs af sektorer. Dette fremhæver de opadrettede risici knyttet til arbejdsløsheden, som er relateret til mulige konkurser og virksomhedernes sårbarheder samt potentielle hystereseeffekter.

Boks 5
Følsomhedsanalyse

Fremskrivninger baseres i stor udstrækning på tekniske antagelser om udviklingen i en række vigtige variabler. Da nogle af disse kan have en stor effekt på fremskrivningerne for euroområdet, kan undersøgelsen af sidstnævntes følsomhed over for alternative udviklingsmønstre i disse underliggende antagelser være en hjælp til at analysere risici i forbindelse med fremskrivningerne.

Formålet med denne følsomhedsanalyse er at vurdere konsekvenserne af en alternativ udvikling i oliepriserne. De tekniske antagelser om udviklingen i oliepriserne, der ligger til grund for basisscenariet, er baseret på oliefutures og forudser et marginalt fald i udviklingen i oliepriserne, hvor prisen på Brent-råolie falder med ca. 5,9 pct. pr. tønde i løbet af fremskrivningsperioden. To forskellige udviklingsmønstre i olieprisen analyseres. Det første er baseret på 25 pct.-fraktilen af den fordeling, som fremgår af tæthederne udledt ved optioner (option-implied densities) for olieprisen 18. maj 2021, der er skæringsdatoen for de tekniske antagelser. Denne udvikling indebærer et gradvist fald i olieprisen til 44,7 USD pr. tønde i 2023, hvilket er 27,8 pct. under antagelsen i basisscenariet for dette år. På grundlag af gennemsnittet af resultaterne af en række af de makroøkonomiske modeller, som staben anvender, ville denne udvikling have en lille opadrettet effekt på væksten i realt BNP (ca. 0,1 procentpoint i 2022 og 2023), mens HICP-inflationen ville blive 0,2 procentpoint lavere i 2021, 0,6 procentpoint lavere i 2022 og 0,3 procentpoint lavere i 2023. Det andet udviklingsmønster er baseret på 75 pct.-fraktilen af den samme fordeling og indebærer en stigning i olieprisen til 80,4 USD pr. tønde i 2023, hvilket er 29,8 pct. over antagelsen i basisscenariet for dette år. Denne udvikling ville medføre, at HICP-inflationen ville være 0,1 procentpoint højere i 2021, 0,5 procentpoint højere i 2022 og 0,4 procentpoint højere i 2023, mens væksten i realt BNP ville blive en anelse lavere (0,1 procentpoint i 2022 og 2023).

© Den Europæiske Centralbank 2021

Postadresse 60640 Frankfurt am Main, Tyskland
Telefon +49 69 1344 0

Websted www.ecb.europa.eu

Alle rettigheder forbeholdt. Kopiering til uddannelsesformål eller i ikke-kommercielt øjemed er tilladt, såfremt kilden angives.

For så vidt angår specifik terminologi henvises til ECB glossary (findes kun på engelsk).

HTML ISSN 2529-4644, QB-CF-21-001-DA-Q

  1. Skæringsdatoen for de tekniske antagelser om fx oliepriser og valutakurser var 18. maj 2021 (boks 1). De makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet blev afsluttet 26. maj 2021. De aktuelle makroøkonomiske fremskrivninger dækker perioden 2021-23. Ved fortolkningen af dem bør der tages højde for, at en så langvarig fremskrivningsperiode er forbundet med meget stor usikkerhed. Se artiklen An assessment of Eurosystem staff macroeconomic projections i ECB Månedsoversigt for maj 2013. På adressen http://www.ecb.europa.eu/pub/projections/html/index.en.html (engelsk) findes de data, der ligger til grund for udvalgte tabeller og figurer, i et tilgængeligt format.
  2. Se "Eurosystemets stabs makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet", december 2019 https://www.ecb.europa.eu/pub/projections/html/ecb.projections201912_eurosystemstaff~c7a91336cb.en.html, som dækkede perioden 2019-2022.
  3. EU's vaccinationsstrategi opfordrer medlemslandene til at sætte farten op for udrulningen af vacciner, og "senest i sommeren 2021 bør EU-landene have vaccineret mindst 70 pct. af hele den voksne befolkning", svarende til ca. 55 pct.-60 pct. af den samlede befolkning. Denne strategi er stort set i overensstemmelse med de ordrer på vaccinedoser, som er bekræftet på nuværende tidspunkt.
  4. Antagelsen om den nominelle 10-årige statsobligationsrente i euroområdet er baseret på den vægtede gennemsnitlige rente på landenes 10-årige benchmarkobligation, vægtet i forhold til årlige BNP-tal og forlænget med terminsudviklingen, som udledes af ECB's 10-årige par-rente fra rentekurven for alle obligationer i euroområdet, hvor den indledende forskel mellem de to serier er holdt konstant i fremskrivningsperioden. Spændene mellem landespecifikke statsobligationsrenter og det tilsvarende euroområdegennemsnit antages at være konstant i fremskrivningsperioden.
  5. Dette tal blev opjusteret i forhold til det foreløbige skøn på -0,6 pct., som Eurostat først offentliggjorde, og som indgik i Eurosystemets stabs fremskrivninger, der er vist i figur 1 og 2.
  6. Se fodnote 2.
  7. De vedvarende store opsparingsstrømme under covid-19-pandemien har resulteret i en akkumulering af store beholdninger af overopsparing, som er anslået til 540 mia. euro i 1. kvartal 2021 eller 7,4 pct. af den årlige disponible indkomst i 2019. Da sundhedskrisen endnu ikke er overstået, kan det forventes, at der opbygges en vis yderligere overopsparing fremadrettet.
  8. Se boksen "COVID-19 and the increase in household savings: precautionary or forced?" af M. Dossche og S. Zlatanos (2020), Economic Bulletin, ECB, udgave 6/2020.
  9. Se "Special topic: Will consumers save the EU recovery? – Insights from the Commission’s Consumer Survey" i European Business Cycle Indicators, European Commission Technical Papers, nr. 047, april 2021.
  10. Se bl.a. J. D. Fisher, D. S. Johnson, T M. Smeeding og J. P. Thompson, "Estimating the marginal propensity to consume using the distributions of income, consumption, and wealth", Journal of Macroeconomics, bd. 65, 2020.
  11. Se E. Angelini, M. Damjanović, M. Darracq Pariès og S. Zimic, "ECB-BASIR: a primer on the macroeconomic implications of the COVID-19 pandemic”, ECB Working Paper Series, nr. 2431, Frankfurt am Main, juni 2020.
  12. Dette års udsigter for vækstmarkedsøkonomierne i Asien er blevet betydeligt forværret i forhold til marts 2021-fremskrivningerne, hovedsagelig på grund af svagere udsigter for Indien, Indonesien, Malaysia og Filippinerne, mens fremskrivningerne af realt BNP for Kina var stort set uændrede, og udsigterne for Sydkorea blev opjusteret.
  13. NGEU-programmet antages at finansiere lidt over 1,5 pct. af BNP i yderligere stimulus i fremskrivningsperioden (og 0,3 pct. af BNP i erstatningsudgifter, dvs. finansiering af eksisterende planer). Dette er ca. 0,2 procentpoint af BNP mere end antaget i marts 2021-fremskrivningerne og er baseret på opdaterede oplysninger fra de tilgængelige genopretnings- og resiliensplaner, som regeringerne har fremlagt dette forår.
  14. Hvad angår foranstaltninger med direkte virkning på inflationen, udløb den midlertidige generelle momsnedsættelse fra midten af 2020 i januar 2021. Der er ikke vedtaget yderligere væsentlige skattemæssige foranstaltninger med direkte virkning på inflationen siden marts 2021-fremskrivningerne.
  15. Finanspolitikken måles som ændringen i den konjunkturkorrigerede primære saldo fratrukket offentlig støtte til den finansielle sektor. Da de højere budgetindtægter i forbindelse med NGEU-tilskuddene ikke har en (dæmpende) virkning på efterspørgslen, justeres de også for finanspolitikken.
  16. Denne udvikling omfatter ikke det europæiske overnationale underskud og den overnationale gæld i forbindelse med NGEU-overførsler.
  17. I basisscenariet antages det, at inddæmningsforanstaltningerne lempes fuldstændig i begyndelsen af 2022.
  18. I betragtning af de vanskeligheder, der er forbundet med at forudsige, hvornår der kan ske en yderligere intensivering af pandemien, tages der i fremskrivningerne hensyn til muligheden for en genopblussen af virussen ved at fordele de økonomiske virkninger over perioden, indtil sundhedskrisen er løst.
  19. Sammenlignet med en vækst på 1,4 pct. i 2. kvartal 2021 og 2,8 pct. i 3. kvartal i basisfremskrivningerne.