Denne sprogversion af konvergensrapporten indeholder ikke alle kapitler. Den fuldstændige rapport på engelsk findes på ECB's websted.

1 Indledning

Siden 1. januar 1999 er euroen blevet indført i 19 EU-lande. I denne rapport undersøges syv af de otte EU-lande, der endnu ikke har indført den fælles valuta. Et af de otte lande, Danmark, meddelte i 1992 Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), at det ikke ønsker at deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).^[1] Som følge heraf skal der kun udarbejdes en konvergensrapport for Danmark, hvis landet anmoder herom. Da der ikke er fremsat en sådan anmodning, vurderes følgende lande i denne rapport: Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige. Alle syv lande er i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt "traktaten") forpligtede til at indføre euroen, hvilket indebærer, at de skal tilstræbe at opfylde alle konvergenskriterierne.^[2]

ECB opfylder med udarbejdelsen af denne rapport sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 140. I artikel 140 er det fastsat, at ECB og Europa-Kommissionen mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation skal aflægge beretning til Rådet "om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union". Undersøgelsen af de syv lande i denne konvergensrapport er derfor foretaget som led i den almindelige gennemgang hvert andet år. Europa-Kommissionen har også udarbejdet en rapport, og de to rapporter forelægges Rådet samtidig.

ECB gør i denne rapport brug af de samme rammer som i tidligere konvergensrapporter. ECB undersøger, hvorvidt de syv lande har opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens, hvorvidt deres nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank ("statutten"), og hvorvidt de overholder de lovkrav, som den pågældende nationale centralbank skal opfylde for at blive en integreret del af Eurosystemet.

Denne rapport indeholder en mere dybdegående vurdering af Kroatien end af de andre betragtede lande. Årsagen er, at de kroatiske myndigheder flere gange har meddelt, at landet har til hensigt at indføre euroen fra den 1. januar 2023.

Undersøgelsen af den økonomiske konvergensproces afhænger i høj grad af den underliggende statistiks kvalitet og integritet. Indsamlingen og indberetningen af statistik, især over de offentlige finanser, må ikke ligge under for politiske hensyn eller indblanding. EU-landene er blevet opfordret til at prioritere kvaliteten og integriteten af deres statistik højt og til at sikre, at indsamlingen af statistik er underlagt et effektivt kontrolsystem, samt at minimumsstandarder på statistikområdet overholdes. Disse standarder er helt afgørende for at underbygge de nationale statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed samt for at fremme tilliden til kvaliteten af statistikken over offentlige finanser (jf. kapitel 6).

Fra og med 4. november 2014^[3] skal alle EU-lande, hvis dispensation ophæves, også deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme, SSM (Single Supervisory Mechanism), senest pr. den dato, de indfører euroen. Fra denne dato gælder alle SSM-relaterede rettigheder og forpligtelser for disse lande. Det er derfor yderst vigtigt, at de træffer de nødvendige forberedelser. Der vil bl.a. blive gennemført en omfattende vurdering af banksystemet i alle medlemsstater, som tiltræder euroområdet og dermed SSM.^[4] Den 10. juli 2020 meddelte ECB, at den havde truffet afgørelse om at etablere tæt samarbejde med Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) og Hrvatska narodna banka efter opfyldelse af de nødvendige tilsyns- og lovgivningsmæssige forudsætninger.^[5] Da rammerne for tæt samarbejde trådte i kraft den 1. oktober samme år, overtog ECB ansvaret for i) direkte tilsyn med de to landes signifikante institutioner, ii) de fælles procedurer for alle enheder under tilsyn og iii) overvågning af mindre signifikante institutioner, der fortsat er under tilsyn af de nationale tilsynsmyndigheder. ECB Banktilsyn, Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) og Hrvatska narodna banka har arbejdet meget tæt sammen om at sikre de kompetente nationale myndigheders smidige integration i SSM.^[6]

Denne rapport er opbygget som følger. I kapitel 2 beskrives de rammer, der er anvendt i forbindelse med vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. Kapitel 3 indeholder en horisontal gennemgang af de væsentligste aspekter af økonomisk konvergens. I kapitel 4 findes en sammenfatning land for land, som indeholder de væsentligste resultater af vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. I kapitel 5 undersøges den økonomiske konvergens i hvert af de syv betragtede EU-lande nærmere. Kapitel 6 indeholder en oversigt over konvergensindikatorerne og de statistiske metoder, der er brugt til at beregne dem. Endelig undersøges foreneligheden af den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, som vurderes – herunder de nationale centralbankers statutter – med traktatens artikel 130 og 131 i kapitel 7.

2 Rammer for analysen

2.1 Økonomisk konvergens

Til at vurdere den økonomiske konvergens i EU-lande, der ønsker at indføre euroen, anvender ECB fælles rammer i analysen. Rammerne, som konsekvent er blevet anvendt i forbindelse med alle Det Europæiske Monetære Instituts (EMI) og ECB's konvergensrapporter, er for det første baseret på traktatens bestemmelser og ECB's anvendelse heraf med hensyn til prisudvikling, offentlig saldo og gæld, valutakurser og lange renter samt andre faktorer af relevans for økonomisk integration og konvergens. For det andet er de baseret på en række supplerende bagudrettede og fremadrettede økonomiske indikatorer, der anses som nyttige i forbindelse med en nærmere vurdering af konvergensens vedvarende karakter. Nogle elementer i denne ramme er blevet forbedret i tidens løb. For at sikre, at integrationen af det pågældende EU-land forløber uden større problemer, er det vigtigt, at den undersøges på baggrund af alle disse faktorer. I boks 1-5 gengives retsforskrifterne kort, og der redegøres for hovedtrækkene i ECB's anvendelse af disse bestemmelser, herunder metoderne.

For at sikre kontinuitet og ligebehandling bygger rapporten på principperne i tidligere rapporter fra ECB (og inden da fra EMI). ECB gør især brug af en række retningslinjer i forbindelse med anvendelsen af konvergenskriterierne. For det første fortolkes og anvendes de enkelte kriterier meget konsekvent. Baggrunden er, at kriterierne hovedsagelig skal sikre, at kun medlemsstater med økonomiske forhold, som medvirker til at fastholde prisstabilitet og sammenhængen i euroområdet, kan deltage. For det andet udgør konvergenskriterierne en sammenhængende og integreret pakke, og det er nødvendigt, at alle kriterierne er opfyldt. Traktaten sidestiller kriterierne og angiver ikke noget hierarki. For det tredje skal konvergenskriterierne opfyldes på baggrund af faktiske data. For det fjerde skal anvendelsen af konvergenskriterierne være konsekvent, gennemsigtig og ukompliceret. Desuden er holdbarhed en afgørende faktor, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes, fordi konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. Derfor uddybes konvergensens vedvarende karakter i undersøgelsen af det enkelte land.

Der foretages først en tilbageskuende vurdering af den økonomiske udvikling i de pågældende lande, som i princippet bygger på observationer fra de seneste ti år. Det giver bedre mulighed for at afgøre, om de aktuelle resultater skyldes ægte strukturtilpasninger, som i givet fald bør føre til en bedre vurdering af, hvorvidt den økonomiske konvergens er vedvarende.

Dernæst, og i det omfang det er hensigtsmæssigt, anlægges et fremadrettet perspektiv. Der lægges i denne sammenhæng særlig vægt på, at en vedvarende gunstig økonomisk udvikling helt afhænger af, om de eksisterende og fremtidige udfordringer modsvares af passende og varige politiktiltag. En stærk styring, sunde institutioner og holdbare offentlige finanser er også af afgørende betydning for at understøtte en holdbar produktionsvækst på mellemlangt til langt sigt. Der lægges generelt vægt på, at en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens afhænger af en stærk udgangsposition, sunde institutioner, robusthed over for stød og hensigtsmæssige politikker efter indførelsen af euroen.

De fælles rammer anvendes på de syv betragtede EU-lande hver for sig. Undersøgelserne, som fokuserer på den enkelte medlemsstats resultater, bør betragtes hver for sig i overensstemmelse med traktatens artikel 40.

Skæringsdatoen for statistikken i denne konvergensrapport var 25. maj 2022. De statistiske data, der anvendes i forbindelse med konvergenskriterierne, er udarbejdet af Europa-Kommissionen (jf. kapitel 6 samt tabeller og figurer) i samarbejde med ECB for valutakursernes og den lange rentes vedkommende. Efter aftale med Europa-Kommissionen går referenceperioden for kriterierne vedrørende prisstabilitet og den lange rente fra maj 2021 til april 2022. Hvad angår valutakurserne, går referenceperioden fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Historiske data vedrørende budgetstillingerne dækker perioden frem til 2021. Der er også taget højde for prognoser fra forskellige kilder samt det seneste konvergensprogram for den pågældende medlemsstat og andre oplysninger, der er relevante i forbindelse med en fremadrettet undersøgelse af konvergensens vedvarende karakter. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) og rapporten om varslingsmekanismen 2022^[7], som der også tages højde for i denne rapport, blev offentliggjort henholdsvis den 16. maj 2022 og 24. november 2021. Denne rapport blev vedtaget af ECB's Generelle Råd den 27. maj 2022.

I denne rapport behandles konsekvenserne af krigen mellem Rusland og Ukraine for konvergensvurderingen kun i begrænset omfang. Det er for tidligt at drage faste konklusioner om, hvordan konvergensudviklingen vil blive påvirket, og hvorvidt denne effekt vil være symmetrisk eller asymmetrisk på tværs af de relevante lande. Den fremadskuende konvergensvurdering er især forbundet med høj usikkerhed, og den fulde indvirkning kan kun vurderes efterfølgende.

Retsforskrifterne om prisudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 1.

Den gennemsnitlige HICP-inflation i 12-måneders referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 sammenholdes med landets økonomiske resultater de sidste ti år, for så vidt angår prisstabilitet. Det giver mulighed for at få et mere detaljeret billede af prisudviklingens holdbarhed i det land, der undersøges. Der lægges her vægt på tilrettelæggelsen af pengepolitikken, og der ses især på, om de pengepolitiske myndigheders fokus primært har været at opnå og fastholde prisstabilitet, og hvorvidt andre aspekter af den økonomiske politik har bidraget hertil. Der tages endvidere højde for de makroøkonomiske forholds betydning for opnåelse af prisstabilitet. Prisudviklingen undersøges i lyset af udbuds- og efterspørgselssituationen, idet der sættes fokus på faktorer som fx enhedslønomkostninger og importpriser. Endelig tages udviklingen i andre relevante prisindeks i betragtning. I et fremadrettet perspektiv ses der på den forventede inflationsudvikling i de kommende år, herunder prognoser fra en række større internationale organisationer og markedsdeltagere. Endvidere drøftes institutionelle og strukturelle aspekter, som er relevante for at opretholde prisstabilitet efter euroens indførelse.

Retsforskrifterne om udviklingen i de offentlige finanser og ECB's anvendelse heraf samt proceduremæssige spørgsmål er beskrevet i boks 2.

For så vidt angår de offentlige finansers holdbarhed, vurderes resultatet for referenceåret 2021 i lyset af de betragtede landes udvikling i de seneste ti år. Som udgangspunkt undersøges udviklingen i det offentlige underskud i pct. af BNP. Det er i den sammenhæng hensigtsmæssigt at huske på, at ændringer i et lands årlige underskud i pct. af BNP typisk kan tilskrives en række underliggende faktorer. Disse påvirkninger kan opdeles i – på den ene side – "konjunkturafhængige faktorer", der afspejler den indvirkning, som ændringer i konjunkturudviklingen har på underskuddet, og – på den anden side – "konjunkturuafhængige faktorer", som ofte vurderes at afspejle strukturelle eller permanente justeringer af finanspolitikken. De konjunkturuafhængige faktorer, som er kvantificeret i denne rapport, afspejler dog ikke nødvendigvis ændringer i budgetstillingen, der udelukkende er strukturelle, idet de omfatter den midlertidige indvirkning, som både politiktiltag og særlige faktorer har på budgetsaldoen. Usikkerheden om niveauet for og væksten i produktionspotentialet har gjort det særligt vanskeligt at vurdere, hvordan de strukturelle budgetstillinger har ændret sig under covid-19-pandemien.

Dernæst undersøges udviklingen i den offentlige gældskvote i perioden samt de underliggende faktorer. Disse faktorer er forskellen mellem den nominelle BNP-vækst og renten, den primære saldo og underskuds-/gældsjusteringen. Denne vinkel kan give yderligere oplysninger om, i hvilket omfang de makroøkonomiske forhold, især kombinationen af vækst og renter, har påvirket gældens udvikling. Desuden kan den belyse bidraget fra den strukturelle offentlige saldo og konjunkturudviklingen som afspejlet i den primære saldo og den rolle, som særlige faktorer i underskuds-/gældsjusteringen har spillet. Endvidere undersøges den offentlige gælds sammensætning med særlig fokus på andelen af gæld med kort løbetid og andelen af gæld i fremmed valuta samt udviklingen heri. Ved at sammenholde disse andele med gældskvotens nuværende niveau kan der sættes fokus på de offentlige finansers følsomhed over for ændringer i valutakurser og renter.

Rettes blikket fremad, undersøges nationale budgetplaner og Kommissionens seneste prognoser for 2022-23. Desuden tages der højde for den finanspolitiske strategi på mellemlangt sigt, som fremgår af konvergensprogrammet. Dette omfatter en vurdering af, hvorvidt landets mellemfristede budgetmål, som er fastlagt i henhold til stabilitets- og vækstpagten, kan ventes opfyldt, samt af udsigterne for gældskvoten på basis af den nuværende finanspolitik. Den generelle undtagelsesklausul er blevet aktiveret i forbindelse med covid-19-pandemien, og den giver mulighed for afvigelser fra det mellemfristede budgetmål som beskrevet i boks 2. Desuden fremhæves de langsigtede udfordringer for budgetstillingernes holdbarhed og konsolideringsområderne; navnlig de udfordringer, som knytter sig til problemet med ufinansierede offentlige pensionsordninger sammen med demografiske forandringer og til eventualforpligtelser indgået af staten. Endvidere dækker den ovenfor nævnte analyse, i overensstemmelse med tidligere praksis, også de fleste af de relevante faktorer, som er anført i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1467/97, jf. boks 2.

Retsforskrifterne om valutakursudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 3.

Ud over deltagelsen i ERM2 og udviklingen i den nominelle valutakurs over for euroen i den betragtede periode gives der en kortfattet vurdering af holdbarheden af den aktuelle valutakurs. Dette sker på baggrund af udviklingen i den reale bilaterale kurs og betalingsbalancens løbende poster, kapitalposter og finansielle poster. Desuden undersøges udviklingen i bruttoudlandsgælden og nettokapitalbalancen over for udlandet i længere perioder. I afsnittet om valutakursudviklingen vurderes endvidere en række mål for graden af landets integration i euroområdet. Denne vurdering sker både med hensyn til integration af udenrigshandlen (eksport og import) og til finansiel integration. Endelig fremgår det i påkommende tilfælde af afsnittet om valutakursudviklingen, om det undersøgte land i den toårige referenceperiode har modtaget likviditetsstøtte fra centralbanken eller, enten bilateralt eller multilateralt med inddragelse af IMF og/eller EU, har modtaget betalingsbalancestøtte. Både reel og forebyggende støtte tages i betragtning, herunder lånetilsagn i form af adgang til fx IMF's Flexible Credit Line.

Retsforskrifterne om udviklingen i den lange rente og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 4.

Som nævnt ovenfor refererer traktaten eksplicit til "den varige karakter af konvergens", som afspejlet i de langfristede rentesatser. Udviklingen over referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 er derfor vurderet på baggrund af udviklingen i den lange rente i de seneste ti år (eller alternativt den periode, for hvilken der foreligger data) og de væsentligste faktorer bag rentespændene over for den gennemsnitlige lange rente i euroområdet. I referenceperioden kan den gennemsnitlige lange rente i euroområdet delvis have afspejlet høje landespecifikke risikopræmier i flere eurolande. Derfor er euroområdets lange AAA-statsobligationsrente (dvs. den lange del af euroområdets AAA-rentekurve, som omfatter eurolande med en AAA-kreditvurdering) også anvendt til sammenligning. Som baggrund for analysen indeholder denne rapport også oplysninger om det finansielle markeds størrelse og udvikling. Oplysningerne er baseret på tre forskellige indikatorer (det udestående beløb af gældsinstrumenter udstedt af ikke-finansielle selskaber, aktiemarkedets kapitalisering og MFI'ernes kreditgivning til den indenlandske ikke-finansielle private sektor), som samlet udgør et mål for det finansielle markeds størrelse.

Endelig kræves det i traktatens artikel 140, stk. 1, at rapporten også beskriver en række andre relevante forhold (jf. boks 5). I denne henseende trådte en udvidet ramme for økonomisk styring i overensstemmelse med traktatens artikel 121, stk. 6, i kraft den 13. december 2011. Formålet med den udvidede ramme er at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem EU-landenes økonomiske resultater. Boks 5 nedenfor gennemgår kort disse lovforskrifter og den måde, hvorpå de ovennævnte andre forhold er behandlet i ECB's konvergensvurdering.

2.2 Forenelighed af national lovgivning med traktaterne

2.2.1 Indledning

Ifølge traktatens artikel 140, stk. 1, skal ECB (og Europa-Kommissionen) mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation, for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Disse beretninger skal omfatte en undersøgelse af, hvorvidt den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater med dispensation, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131 i traktaten samt med de relevante artikler i statutten. Denne traktatforpligtelse, som påhviler medlemslande med dispensation, kaldes også "juridisk konvergens".

ECB er i sin undersøgelse af juridisk konvergens ikke begrænset til at foretage en formel vurdering af ordlyden af den nationale lovgivning, men kan også vurdere, om gennemførelsen af de relevante bestemmelser lever op til ånden i traktaterne og statutten. ECB er især opmærksom på eventuelle tegn på, at der lægges pres på de besluttende organer i nogle medlemslandes nationale centralbanker. Dette ville ikke være foreneligt med traktatens ånd, når det gælder centralbankuafhængighed. ECB finder det endvidere nødvendigt, at den nationale centralbanks besluttende organer fungerer smidigt og kontinuerligt. I denne henseende har et medlemslands relevante myndigheder særligt en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre rettidig udnævnelse af en efterfølger, hvis et medlems sæde i en national centralbanks besluttende organ bliver ledig.^[17] ECB vil følge udviklingen nøje, inden der afgives en positiv endelig vurdering, som når frem til den konklusion, at et medlemslands nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten.

Medlemsstater med dispensation og juridisk konvergens

Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige, hvis nationale lovgivning undersøges i denne rapport, har status som medlemslande med dispensation, dvs. at de endnu ikke har indført euroen. Sverige fik status som medlemsland med dispensation i henhold til Rådets beslutning i maj 1998.^[18] For så vidt angår de øvrige medlemslande, bestemmer artikel 4^[19] og 5^[20] i akterne vedrørende vilkårene for tiltrædelse, at hver af de nye medlemsstater deltager fra tiltrædelsesdatoen i Den Økonomiske og Monetære Union som medlemsstat med dispensation i henhold til traktatens artikel 139.

Rapporten dækker ikke Danmark, som er en medlemsstat med særlig status, og som endnu ikke har indført euroen. Ifølge protokol (nr. 16) om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til traktaterne, er Danmark, jævnfør den danske regerings meddelelse til Rådet af 3. november 1993, undtaget, og proceduren for ophævelse af dispensationen vil kun blive indledt på Danmarks anmodning. Da artikel 130 i traktaten finder anvendelse på Danmark, skal Danmarks Nationalbank opfylde betingelserne om centralbankuafhængighed. I EMIs konvergensrapport 1998 blev det konkluderet, at dette krav var opfyldt. Danmarks konvergens er ikke blevet vurderet siden 1998 som følge af Danmarks særlige status. Så længe Danmark ikke meddeler Rådet, at Danmark agter at indføre euroen, behøver Danmarks Nationalbank ikke at blive integreret i Eurosystemet, og dansk lovgivning behøver ikke at blive tilpasset.

Vurderingen af juridisk konvergens har til formål at lette Rådets beslutninger om, hvilke medlemsstater der opfylder"deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union" (traktatens artikel 140, stk. 1). På det juridiske område vedrører sådanne betingelser især centralbankuafhængighed og de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet.

Den juridiske vurderingsstrktur

Den juridiske vurdering følger stort set rammerne i ECB's og EMI's tidligere rapporter om juridisk konvergens.^[21]

Den nationale lovgivnings forenelighed behandles i lyset af lovgivning vedtaget før den 25. marts 2022.

2.2.2 Omfang af tilpasning

Områder for tilpasning

Med henblik på at afdække de områder, hvor tilpasning af national lovgivning er nødvendig, undersøges følgende:

• forenelighed med bestemmelserne om de nationale centralbankers uafhængighed i traktaten (artikel 130) og statutten (artikel 7 og 14.2),
• forenelighed med bestemmelserne om tavshedspligt (statuttens artikel 37),
• forenelighed med forbuddet mod monetær finansiering (traktatens artikel 123) og privilegeret adgang (traktatens artikel 124),
• forenelighed med en ensartet stavemåde af euro som krævet i EU-retten, og
• de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet (især med hensyn til statuttens artikel 12.1 og 14.3).

"Forenelighed" over for "harmonisering"

I traktatens artikel 131 fastsættes det, at den nationale lovgivning skal være "forenelig" med traktaterne og statutten. Enhver form for uforenelighed skal derfor afhjælpes. Kravet om opfyldelse af denne forpligtelse berøres hverken af traktaternes eller statuttens forrang for national lovgivning eller af uforenelighedens art.

Kravet om, at national lovgivning skal være "forenelig", betyder ikke, at traktaten kræver"harmonisering" af de nationale centralbankstatutter, hverken indbyrdes eller med statutten. Nationale særegenheder kan fortsat eksistere, i det omfang de ikke krænker kompetencen i monetære anliggender, der uigenkaldeligt er blevet overdraget til EU. Statuttens artikel 14.4 tillader nationale centralbanker at udføre funktioner, som ikke er nævnt i statutten, i det omfang de ikke strider mod ESCB's mål og opgaver.^[22] Bestemmelser i en national centralbanks statutter, der giver mulighed for sådanne yderligere funktioner, er et klart eksempel på tilfælde, hvor forskelle stadig kan eksistere. Udtrykket "forenelig" betyder snarere, at den nationale lovgivning og de nationale centralbankstatutter skal tilpasses, så uoverensstemmelser med traktaterne og statutten fjernes, og at de nationale centralbanker integreres i ESCB i det nødvendige omfang. Der bør navnlig ske en tilpasning af alle bestemmelser, der krænker en national centralbanks uafhængighed, som defineret i traktaten, og dens rolle som en integreret del af ESCB. Det er derfor utilstrækkeligt udelukkende at henholde sig til EU-lovgivningens forrang for national lovgivning for at opnå dette.

Forpligtelsen i traktatens artikel 131 gælder alene uforenelighed med traktaterne og statutten. Dog bør national lovgivning, der er uforenelig med sekundær EU-lovgivning, der er relevant for de tilpasningsområder, der undersøges i denne konvergensrapport, bringes i overensstemmelse med denne sekundære lovgivning. EU-rettens forrang berører ikke forpligtelsen til at tilpasse national lovgivning. Dette generelle krav er afledt ikke kun af traktatens artikel 131, men også af Den Europæiske Unions Domstols domspraksis.^[23]

Traktaterne og statutten foreskriver ikke, hvordan den nationale lovgivning skal tilpasses. Det kan ske i form af henvisninger til traktaten og statutten, ved at indarbejde bestemmelser derfra og henvise til deres oprindelse, ved at fjerne tilfælde af uforenelighed eller ved en kombination af disse metoder.

Som en metode til bl.a. at opnå og fastholde den nationale lovgivnings forenelighed med traktaterne og statutten skal ECB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5, og statuttens artikel 4 endvidere høres af EU-institutionerne og medlemsstaterne om udkast til retsforskrifter, der er omfattet af ECB's kompetenceområder. Rådets beslutning 98/415/EF af 29. juni 1998 om de nationale myndigheders høring af Den Europæiske Centralbank om udkast til retsforskrifter^[24] indeholder et udtrykkeligt krav om, at medlemslandene træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelse af dette krav.

2.2.3 De nationale centralbankers uafhængighed

Hvad angår centralbankuafhængighed, skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. juli 2007 og 1. juli 2013.^[25] I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft ved oprettelsen af ESCB 1. juni 1998.

Centralbankuafhængighed

I november 1995 udarbejdede EMI en liste over karakteristiske træk ved centralbankuafhængighed (senere beskrevet detaljeret i EMI's konvergensrapport 1998), som dannede grundlag for vurderingen af medlemslandenes nationale lovgivning på det pågældende tidspunkt, især de nationale centralbankstatutter. Begrebet centralbankuafhængighed omfatter forskellige typer uafhængighed, som skal vurderes hver for sig, nemlig funktionel, institutionel, personlig og finansiel uafhængighed. I de seneste år er analysen af disse aspekter af centralbankuafhængighed blevet yderligere finjusteret i de udtalelser, der er vedtaget af ECB. Disse aspekter danner grundlag for vurderingen af konvergensen mellem den nationale lovgivning i medlemslande med dispensation og traktaterne og statutten.

Funktionel uafhængighed

Centralbankuafhængighed er ikke et mål i sig selv, men bidrager snarere til at nå et mål, som bør være klart defineret og have forrang frem for enhver anden målsætning. Funktionel uafhængighed kræver, at hver enkelt national centralbanks hovedmål er angivet på en klar og juridisk sikker måde og er i fuld overensstemmelse med hovedmålet om prisstabilitet, som angivet i traktaten. Dette sikres ved at give de nationale centralbanker de nødvendige midler og instrumenter til at opnå dette mål, uafhængigt af alle andre myndigheder. Traktatens krav om centralbankuafhængighed afspejler det generelle synspunkt, at hovedmålet om prisstabilitet er bedst tjent med en fuldstændig uafhængig institution med et præcist defineret mandat. Centralbankuafhængighed er fuldt ud foreneligt med de nationale centralbankers forpligtelse til at stå til ansvar for deres beslutninger, hvilket er et vigtigt aspekt i forbindelse med at styrke tilliden til deres uafhængige status. Dette omfatter gennemsigtighed og dialog med tredjeparter.

Hvad angår tidspunkter, fremgår det ikke klart af traktaten, hvornår de nationale centralbanker i medlemslande med dispensation skal opfylde hovedmålet om prisstabilitet, der er fastsat i traktatens artikel 127, stk.1, og 282, stk. 2. og statuttens artikel 2. For de medlemsstater, der tiltrådte EU efter datoen for indførelsen af euroen i EU, er det ikke klart, om denne forpligtelse gælder fra tiltrædelsesdatoen eller datoen for deres indførelse af euroen. Traktatens artikel 127, stk.1, gælder ikke for medlemslande med dispensation (jf. traktatens artikel 139, stk.2, litra c)), men det gør artikel 2 i statutten (jf. statuttens artikel 42.1). ECB er af den opfattelse, at de nationale centralbankers forpligtelse til at have prisstabilitet som hovedmål gælder fra 1. juni 1998 for Sveriges vedkommende og fra 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 for de medlemsstaters vedkommende, der tiltrådte EU pr. disse datoer. Baggrunden for denne opfattelse er, at et af EU's ledende principper, nemlig prisstabilitet (traktatens artikel 119), også gælder for medlemsstater med dispensation. Opfattelsen er endvidere begrundet i traktatens målsætning om, at alle medlemslande skal tilstræbe makroøkonomisk konvergens, herunder prisstabilitet, hvilket er hensigten med ECB's og Europa-Kommissionens regelmæssige rapporter. Endelig er den baseret på den tankegang, der ligger til grund for centralbankuafhængighed, og som kun kan retfærdiggøres, hvis det overordnede mål om prisstabilitet har forrang.

Landevurderingerne i denne rapport er baseret på disse konklusioner med hensyn til, hvornår de nationale centralbanker i medlemslande med dispensation er forpligtet til at have prisstabilitet som deres hovedmål.

Institutionel uafhængighed

Princippet om institutionel uafhængighed omtales udtrykkeligt i traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7. De to artikler forbyder de nationale centralbanker og medlemmerne af deres besluttende organer at søge eller modtage instrukser fra EU's institutioner eller organer, fra et medlemslands regering eller fra noget andet organ. Desuden forbyder artiklerne EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemslandenes regeringer at øve indflydelse på de medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, hvis beslutninger kan indvirke på de nationale centralbankers udførelse af deres ESCB-relaterede opgaver. Hvis national lovgivning skal afspejle traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7, bør lovgivningen afspejle begge forbud og ikke begrænse deres anvendelsesområde.^[26] Anerkendelsen af, at centralbankerne har denne uafhængighed, betyder ikke, at de er fritaget fra at overholde retsstatsprincippet, eller at de er beskyttet i forhold til alle former for lovgivning.^[27]

Uanset om en national centralbank er et statsejet organ, et særligt offentligretligt organ eller et almindeligt aktieselskab, er der risiko for, at ejeren i kraft af sit ejerskab kan øve indflydelse på den nationale centralbanks beslutninger med hensyn til ESCB-relaterede opgaver.^[28] Denne form for indflydelse kan påvirke en national centralbanks uafhængighed, uanset om den udøves via aktionærrettigheder eller på anden måde, og bør derfor begrænses gennem lovgivningen.

De retlige rammer for en centralbank skal sikre et stabilt og langsigtet grundlag for en centralbanks funktionsmåde. Retlige rammer, der tillader hyppige ændringer i en national centralbanks institutionelle forhold, og som derigennem påvirker dens organisatoriske eller ledelsesmæssige stabilitet, kan påvirke den nationale centralbanks institutionelle uafhængighed negativt.^[29]

Institutionel uafhængighed bør også respekteres i nødstilfælde. Nationale myndigheder er kun berettiget til midlertidigt og ekstraordinært at udøve beføjelser, der falder inden for ESCB's enekompetence, hvis betingelserne i henhold til traktatens artikel 347 er opfyldt. Det kritiske tidspunkt for vurderingen er, når foranstaltningen vedtages. Medlemsstaterne bør på grund af den ekstraordinære karakter af traktatens artikel 347 afstå fra at vedtage forebyggende lovgivning, hvis betingelserne i traktatens artikel 347 ikke er opfyldt.^[30]

Forbud mod at give instrukser

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at give instrukser til de nationale centralbanker, deres besluttende organer eller medlemmerne heraf er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.

Nationale centralbankers deltagelse i gennemførelsen af foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet skal være forenelig med traktaten, dvs. at de nationale centralbankers funktioner skal udføres på en måde, som er fuldt ud forenelig med deres funktionelle, institutionelle og finansielle uafhængighed for at sikre, at deres opgaver i henhold til traktaten og statutten udføres korrekt.^[31] I det omfang den nationale lovgivning tillægger en national centralbank en rolle, som går ud over de rådgivende funktioner, og kræver, at den påtager sig yderligere opgaver, skal det sikres, at disse opgaver ikke påvirker den nationale centralbanks mulighed for at udføre sine ESCB-relaterede opgaver ud fra et operationelt og finansielt synspunkt.^[32] Desuden skal inddragelsen af repræsentanter fra en national centralbank i kollegiale besluttende tilsynsorganer eller andre myndigheder tage tilstrækkeligt hensyn til værnet om den personlige uafhængighed for medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer.^[33]

Forbud mod at godkende, suspendere, annullere eller udsætte beslutninger

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at godkende, suspendere, annullere eller udsætte en national centralbanks beslutninger er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.^[34]

Forbud mod at censurere nationale centralbankers beslutninger af juridiske grunde

En ret for organer, der ikke er uafhængige domstole, til af juridiske grunde at censurere beslutninger i forbindelse med udførelsen af ESCB-relaterede opgaver er uforenelig med traktaten og statutten, idet udførelsen af disse opgaver ikke må revurderes på politisk niveau. En centralbankchefs ret til af juridiske grunde at suspendere gennemførelsen af en beslutning, der er vedtaget af ESCB's eller den nationale centralbanks besluttende organer, og efterfølgende forelægge den for de politiske myndigheder til endelig beslutning, ville svare til at søge instrukser fra tredjepart.

Forbud mod at deltage i nationale centralbankers besluttende organer med stemmeret

Tredjeparts repræsentanters deltagelse i en national centralbanks besluttende organ med stemmeret i anliggender, der vedrører den nationale centralbanks udførelse af ESCB-relaterede opgaver, er uforenelig med traktaten og statutten, også selvom stemmen ikke måtte være afgørende. Deltagelse selv uden stemmeret er uforenelig med traktaten og statutten, hvis en sådan deltagelse griber ind i de beslutningstagende organers udførelse af ESCB-relaterede opgaver eller bringer overholdelsen af ESCB's forskrifter om tavshedspligt i fare.^[35]

Forbud mod ex ante-høring om en national centralbanks beslutning

En udtrykkelig statutmæssig forpligtelse om, at en national centralbank ex ante skal høre en tredjepart om en national centralbanks beslutning, giver tredjeparter en formel mekanisme til at øve indflydelse på den endelige beslutning, og en sådan statutmæssig forpligtelse er derfor uforenelig med traktaten og statutten.

Dialog mellem en national centralbank og tredjeparter, selv når den bygger på statutmæssige forpligtelser til at give oplysninger og udveksle synspunkter, er imidlertid forenelig med centralbankuafhængighed, forudsat at:

• det ikke berører uafhængigheden for medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer,
• centralbankchefernes særlige status som medlemmer af ECB's beslutningstagende organer respekteres fuldt ud og
• kravene om tavshedspligt som følge af statutten overholdes.^[36]

Decharge vedrørende pligter for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer

Statutmæssige bestemmelser om tredjeparts (fx regeringers) decharge vedrørende pligter, der relaterer sig til medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (fx i forbindelse med regnskabsaflæggelse), bør indeholde passende beskyttende bestemmelser, der sikrer, at disse beføjelser ikke krænker de enkelte medlemmers mulighed for uafhængigt at vedtage beslutninger om ESCB-relaterede opgaver (eller gennemføre beslutninger, der er vedtaget på ESCB-niveau). Det anbefales at medtage en udtrykkelig bestemmelse herom i de nationale centralbankstatutter.

Personlig uafhængighed

Statuttens bestemmelse om sikkerhed i embedet for medlemmer af nationale centralbankers besluttende organer er en yderligere beskyttelse af centralbankuafhængigheden. Centralbankchefer er medlemmer af ECB's generelle råd, og de bliver medlemmer af Styrelsesrådet, efter at deres medlemsstater har indført euroen. Centralbankchefer kan ikke anses som repræsentanter for en medlemsstat, når de udfører deres opgaver som medlemmer af styrelsesrådet eller ECB’s generelle råd.^[37] Statuttens artikel 14.2 indeholder en bestemmelse om, at nationale centralbankstatutter især skal tilsikre, at centralbankchefernes embedsperiode er mindst fem år. Artiklen beskytter desuden mod, at centralbankchefer afskediges på et vilkårligt grundlag, idet den fastsætter, at de kun kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udførelsen af deres pligter, eller hvis de har begået en alvorlig forseelse. I sådanne tilfælde giver statuttens artikel 14.2 mulighed for at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, som har beføjelse til at omstøde den nationale afgørelse om at afskedige en centralbankchef.^[38] En suspension af en centralbankchef kan i realiteten svare til en afskedigelse af en centralbankchef i henhold til statuttens artikel 14.2.^[39] Nationale centralbankstatutter skal overholde denne bestemmelse som anført nedenfor.

Traktatens artikel 130 forbyder nationale regeringer eller andre organer at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer i udførelsen af deres opgaver. Navnlig må medlemslandene ikke søge at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer ved at ændre bestemmelser i den nationale lovgivning, der berører deres aflønning, og som i princippet kun bør finde anvendelse ved fremtidige udnævnelser.^[40]

Centralbankchefers embedsperiode

Nationale centralbankstatutter skal i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2 angive en embedsperiode på mindst fem år for en centralbankchef. Dette udelukker ikke længere embedsperioder, og en tidsubegrænset embedsperiode kræver ikke en ændring af de nationale centralbankstatutter, forudsat at afskedigelsesgrundene for centralbankchefen er i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2. Kortere embedsperioder er ikke mulige, også selvom de kun gælder for en overgangsperiode.^[41] National lovgivning, der fastsætter en obligatorisk pensionsalder, bør sikre, at pensionsalderen ikke afbryder den mindste embedsperiode fastsat i statuttens artikel 14.2, der har forrang for enhver obligatorisk pensionsalder, hvis denne finder anvendelse på en centralbankchef.^[42] Når en national centralbanks statutter ændres, bør de ændrede statutter sikre centralbankchefens embedsperiode og embedsperioden for de øvrige medlemmer af de besluttende organer, som er involverede i opgaver, der vedrører ESCB.^[43]

Afskedigelsesgrunde for centralbankchefer

De nationale centralbankstatutter skal sikre, at centralbankchefer ikke afskediges af andre grunde end dem, der er omhandlet i statuttens artikel 14.2. Formålet med kravet i denne artikel er at forhindre de myndigheder, der udnævner centralbankcheferne, især den relevante regering eller parlament, i vilkårligt at afskedige en centralbankchef. De nationale centralbankstatutter bør enten henvise til statuttens artikel 14.2, indarbejde dens bestemmelser og henvise til deres oprindelse, fjerne uforeneligheder med grundene til afskedigelse i artikel 14.2, eller undlade enhver omtale af afskedigelsesgrunde (da artikel 14.2 finder direkte anvendelse).^[44] Når centralbankchefer er valgt eller udnævnt, kan disse ikke afskediges af andre grunde end dem, der fremgår af statuttens artikel 14.2, heller ikke selvom de endnu ikke måtte have tiltrådt deres stilling. Da begrundelserne for at afskedige en centralbankchef er selvstændige begreber i EU-lovgivningen, afhænger anvendelsen og fortolkningen af dem ikke af en national sammenhæng.^[45] Det er i sidste instans Den Europæiske Unions Domstol, der i overensstemmelse med de beføjelser, som er overdraget til den i medfør af statuttens artikel 14.2, andet afsnit, som skal efterprøve, om en afgørelse om at afskedige en chef for en national centralbank er begrundet af tilstrækkelige holdpunkter for, at han/hun har begået en alvorlig forseelse, som kan begrunde et sådant tiltag.^[46]

Sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, som ikke er centralbankchefer, og som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver

Når de samme regler om sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde, som gælder for centralbankchefer, gælder for andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, sikrer det også disse personers personlige uafhængighed.^[47] Bestemmelserne i statuttens artikel 14.2 er ikke begrænset til centralbankchefers sikkerhed i embedet, og traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7 omhandler "medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer" og ikke centralbankchefer specifikt. Det gælder især, hvor en centralbankchef er den "første blandt ligemænd" blandt kolleger med tilsvarende stemmerettigheder, eller hvor sådanne andre medlemmer deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver.

Prøvelsesret

For at begrænse muligheden for politisk skøn i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrunde skal medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer have ret til at indbringe enhver beslutning om at afskedige dem for en uafhængig domstol.

Ifølge statuttens artikel 14.2 kan en centralbankchef, som er blevet afskediget, indbringe denne beslutning for Den Europæiske Unions Domstol. National lovgivning bør enten henvise til statutten eller undlade omtale af retten til at indbringe beslutningen for Den Europæiske Unions Domstol (idet statuttens artikel 14.2 finder direkte anvendelse). Den Europæiske Unions Domstol har beføjelsen til at annullere den nationale afskedigelsesforanstaltning, hvis den findes at være i strid med EU-lovgivningen.^[48]

National lovgivning bør også indeholde en ret til at få prøvet en beslutning om afskedigelse af ethvert andet medlem af en national centralbanks besluttende organer, som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, ved de nationale domstole. Denne ret kan enten fremgå af de almindelige retsregler eller i form af en særskilt bestemmelse i den nationale centralbanks statutter. Selvom denne ret allerede gælder i kraft af de almindelige retsregler, er det af hensyn til retlig klarhed tilrådeligt at foreskrive denne prøvelsesret særskilt.

Beskyttelse mod interessekonflikter

Personlig uafhængighed betyder også sikring af, at der ikke opstår interessekonflikter mellem de forpligtelser, som medlemmerne af en national centralbanks besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, har i forhold til den pågældende nationale centralbank (og som centralbankchefen har i forhold til ECB), og andre funktioner, som sådanne medlemmer af besluttende organer kan udøve, og som kan bringe deres personlige uafhængighed i fare.^[49] I princippet er medlemskab af et besluttende organ, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, uforeneligt med udførelsen af andre funktioner, som vil kunne skabe en interessekonflikt. Navnlig må medlemmerne af de besluttende organer ikke have et embede eller en interesse, som kan påvirke deres aktiviteter, hvad enten det er via et embede i statens udøvende eller lovgivende sektorer eller i regional- eller lokaladministrationen, eller som tilknyttet en virksomhed. Især bør potentielle interessekonflikter forhindres, hvad angår eksterne medlemmer af de besluttende organer.

Finansiel uafhængighed

Det ville gå ud over de nationale centralbankers generelle uafhængighed, hvis de ikke kan råde selvstændigt over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at opfylde deres mandat, dvs. udføre de ESCB-relaterede opgaver, der kræves af dem i henhold til traktaten og statutten.^[50]

Medlemsstaterne må ikke sætte deres nationale centralbank i den situation, at den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer eller nettoaktiver^[51] til at udføre sine ESCB- eller Eurosystem-relaterede opgaver. Det skal bemærkes, at statuttens artikel 28.1 og 30.4 indeholder bestemmelser om muligheden for, at ECB anmoder om yderligere bidrag fra de nationale centralbanker til ECB's kapital og foretager yderligere overførsler af valutareserver.^[52] Endvidere fastsætter statuttens artikel 33.2^[53], at hvis ECB lider et tab, som ikke helt kan udlignes af ECB's almindelige reservefond, kan ECB's styrelsesråd beslutte at udligne det resterende tab med de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker. Princippet om finansiel afhængighed kræver, at overholdelse af disse bestemmelser ikke indskrænker en national centralbanks mulighed for at udføre sine funktioner.

Princippet om finansiel uafhængighed betyder endvidere, at den nationale centralbank skal have tilstrækkelige midler til ikke kun at udføre sine ESCB- relaterede opgaver, men også egne nationale opgaver (fx tilsyn med den finansielle sektor, finansiering af sin egen administration og egne funktioner, yde likviditetsstøtte i nødsituationer^[54]).

Af alle de ovenfor nævnte grunde indebærer finansiel uafhængighed også, at en national centralbank altid skal være tilstrækkeligt kapitaliseret. Navnlig bør situationer undgås, hvor en national centralbanks nettoformue over en længere periode er mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, herunder hvor tab, der overstiger størrelsen af dens kapital og reserver, overføres.^[55][56] Sådanne situationer kan have en negativ indflydelse på den nationale centralbanks mulighed for at udføre ikke kun sine ESCB-relaterede opgaver, men også sine nationale opgaver. En sådan situation kan desuden påvirke troværdigheden af Eurosystemets monetære politik. Såfremt en national centralbanks nettoformue bliver mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, vil det derfor være nødvendigt, at det pågældende medlemsland inden for en rimelig tid forsyner den nationale centralbank med kapital af passende størrelse, således at den mindst opfylder det lovmæssige kapitalkrav, for at overholde princippet om finansiel uafhængighed. Hvad angår ECB, er betydningen af dette spørgsmål allerede anerkendt af Rådet i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr.1009/2000 af 8. maj 2000 om kapitaludvidelser i Den Europæiske Centralbank.^[57] Forordningen gjorde det muligt for ECB's styrelsesråd at træffe beslutning om en faktisk udvidelse af ECB's kapital for at opretholde et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne understøtte ECB's transaktioner.^[58] De nationale centralbanker bør have et finansielt beredskab, der gør det muligt for dem at efterleve en sådan beslutning fra ECB.

Begrebet finansiel uafhængighed bør vurderes ud fra, om en tredjepart direkte eller indirekte kan øve indflydelse ikke kun på den nationale centralbanks funktioner, men også på dens muligheder for at opfylde sit mandat såvel operationelt med hensyn til arbejdskraft som finansielt med hensyn til finansielle ressourcer. De nedenfor beskrevne forhold i forbindelse med finansiel uafhængighed er særligt relevante i denne henseende.^[59] De nationale centralbanker er særlig sårbare over for ekstern indflydelse på disse områder.

Fastlæggelse af budget

Hvis en tredjepart har beføjelser til at fastlægge eller øve indflydelse på en national centralbanks budget, er det uforeneligt med finansiel uafhængighed, medmindre loven fastsætter en beskyttelsesklausul, hvorefter en sådan beføjelse ikke berører de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre sine ESCB-relaterede opgaver.^[60]

Regnskabsregler

Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsregler eller regler fastsat af den nationale centralbanks besluttende organer. Hvis disse regler er fastsat af tredjepart, bør de i det mindste tage højde for forslag fra den nationale centralbanks besluttende organer.

Årsregnskabet skal godkendes af den nationale centralbanks besluttende organer bistået af uafhængige revisorer og skal eventuelt ex post-godkendes af tredjepart (fx regering eller parlament). Desuden skal den nationale centralbanks besluttende organer uafhængigt og professionelt kunne træffe beslutning om beregningen af overskud.

Hvis en national centralbanks funktioner er underlagt kontrol ved et statsligt revisionsorgan eller lignende, der har til opgave at kontrollere anvendelsen af de offentlige finanser, bør kontrollens omfang være klart defineret i lovgivningen^[61] uden at berøre de aktiviteter, der udføres af den nationale centralbanks uafhængige eksterne revisor^[62], og i tråd med princippet om institutionel uafhængighed være foreneligt med forbuddet mod at udstede instrukser til den nationale centralbank og de besluttende organer og ikke gribe ind i den nationale centralbanks ESCB-relaterede opgaver.^[63] Den statslige revision bør gennemføres på et upolitisk, uafhængigt og rent professionelt grundlag.^[64]

Fordeling af overskud, de nationale centralbankers kapital og finansielle bestemmelser

En national centralbanks statutter kan foreskrive, hvordan dens overskud skal fordeles. Hvis sådanne bestemmelser ikke findes, skal beslutningerne om fordelingen af overskuddet træffes af den nationale centralbanks besluttende organer på et professionelt grundlag og må ikke gøres til genstand for tredjeparts skøn, medmindre der foreligger en udtrykkelig beskyttelsesklausul, som angiver, at dette sker uden at berøre de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre ESCB-relaterede samt nationale opgaver.^[65]

Overskud kan kun overføres til statsbudgettet, efter at akkumulerede tab fra tidligere år er blevet dækket,^[66] og efter at de finansielle bestemmelser, som måtte anses for at være nødvendige for at sikre realværdien af den nationale centralbanks kapital og aktiver, er udarbejdet. Retlige reguleringer, der gennemføres midlertidigt eller ad hoc, og som udgør instrukser til de nationale centralbanker med hensyn til fordelingen af deres overskud er ikke tilladt.^[67] På tilsvarende måde vil beskatning af en national centralbanks urealiserede kapitalgevinster også svække princippet om finansiel uafhængighed.^[68]

Formålet skal være at sikre, at den nationale centralbank bevarer tilstrækkelige finansielle midler til at opfylde sit mandat som medlem af ESCB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2. Af samme årsag bør en ændring af reglerne om fordeling af en national centralbanks overskud kun iværksættes og besluttes i tæt samarbejde med den nationale centralbank, som har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilken reservekapital der kræves.^[69] Hvad angår finansielle reserver eller buffere, skal de nationale centralbanker have frihed til uafhængigt at oparbejde finansielle reserver til beskyttelse af realværdien af deres kapital og aktiver. Medlemslandene må heller ikke hindre de nationale centralbanker i at opbygge deres reservekapital til det niveau, der er nødvendigt for, at en national centralbank i ESCB kan udføre sine opgaver.^[70]

Tilsynsmyndighedernes finansielle ansvar

De fleste medlemsstater placerer den finansielle tilsynsmyndighed hos deres nationale centralbank. Dette er uproblematisk, hvis disse myndigheder er underlagt den nationale centralbanks uafhængige beslutningsproces. Hvis lovgivningen derimod fastsætter, at tilsynsmyndigheden skal være underlagt en særskilt beslutningsproces, er det vigtigt at sikre, at myndighedens beslutninger ikke bringer den nationale centralbanks økonomi som helhed i fare. I sådanne tilfælde bør den nationale lovgivning give den nationale centralbank mulighed for at udøve endelig kontrol med de af tilsynsmyndighedernes beslutninger, som kan påvirke den nationale centralbanks uafhængighed, især dens finansielle uafhængighed.^[71]

Selvstændighed vedrørende personaleforhold

Et medlemsland må ikke begrænse den nationale centralbanks mulighed for at kunne ansætte og fastholde de kvalificerede ansatte, som er nødvendige for, at centralbanken uafhængigt kan udføre de opgaver, som den er tillagt i henhold til traktaten og statutten.^[72] En national centralbank må heller ikke bringes i en situation, hvor den ikke har nogen eller kun begrænset ledelsesret i forhold til de ansatte, eller hvor et medlemslands regering har mulighed for at påvirke dens personalepolitik.^[73] Enhver ændring af retsforskrifterne om aflønning af medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer og dens ansatte bør foretages i tæt og effektivt samarbejde med den nationale centralbank^[74] og tage højde for dens synspunkter, for at sikre, at den nationale centralbank fortsat kan udføre sine opgaver uafhængigt.^[75] Selvstændighed vedrørende personaleforhold gælder også pensionsordninger for de ansatte. Ændringer, der medfører en reduktion af aflønningen af medarbejderne i den nationale centralbank, bør ikke gribe ind i den pågældende nationale centralbanks beføjelser til at administrere sine egne finansielle ressourcer, herunder midler der hidrører fra reduktioner i de lønninger, som den betaler.^[76]

Ejerskab og ejendomsrettigheder

En tredjeparts ret til at intervenere eller udstede instrukser til en national centralbank med hensyn til ejendom, som indehaves af en national centralbank, er uforenelig med princippet om økonomisk uafhængighed.

2.2.4 Fortrolighed

Forpligtelsen til tavshedspligt for ECB's ansatte og de ansatte i de nationale centralbanker, samt for medlemmerne af ECB's og de nationale centralbankers ledende organer i henhold til statuttens artikel 37 kan give anledning til lignende bestemmelser i de nationale centralbankers statutter eller medlemslandenes lovgivning. EU-rettens forrang, som også gælder regler vedtaget i henhold hertil, betyder også, at national lovgivning om tredjeparts adgang til dokumenter bør opfylde de relevante EU-retlige bestemmelser, herunder statuttens artikel 37, og må ikke krænke ESCB's forskrifter om tavshedspligt.^[77] Statslige revisionsorganer eller tilsvarende organers adgang til de nationale centralbankers fortrolige informationer og dokumenter skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt for at organet, som har modtaget informationen, kan udføre sine lovpligtige opgaver, og må ikke berøre ESCB's uafhængighed og forskrifter om tavshedspligt, som gælder for de nationale centralbankers besluttende organer og medarbejdere.^[78] De nationale centralbanker skal sikre, at sådanne organer beskytter de fortrolige oplysninger og dokumenter, som de indrømmes adgang til, på et niveau, som svarer til det niveau, den nationale centralbank selv opfylder.

2.2.5 Forbud mod monetær finansiering og privilegeret adgang

For så vidt angår forbuddet mod monetær finansiering og forbuddet mod privilegeret adgang skulle den nationale lovgivning i de medlemslande, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013 tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013. I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft 1. januar 1995.

Forbud mod monetær finansiering

Traktatens artikel 123, stk. 1, indeholder et forbud mod, at ECB og de nationale centralbanker giver EU's institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne mulighed for at foretage overtræk eller yder dem andre former for kreditfaciliteter.

Artiklen indeholder også et forbud mod ECB's og de nationale centralbankers direkte opkøb af gældsinstrumenter udstedt af disse offentlige enheder. Traktaten indeholder én undtagelse fra forbuddet mod monetær finansiering. Det gælder ikke for offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med tilførslen af reserver fra centralbankernes side skal behandles på samme måde som private kreditinstitutter (traktatens artikel 123, stk. 2). ECB og de nationale centralbanker kan endvidere optræde som fiskal agent for de ovennævnte offentlige institutioner og organer (statuttens artikel 21.2). Det nøjagtige anvendelsesområde for forbuddet mod monetær finansiering er yderligere præciseret i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelsen af forbuddene i artikel 104 og 104 B, stk. 1, i traktaten^[79], hvori det præciseres, at forbuddet omfatter al finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand.

Forbuddet mod monetær finansiering er også af afgørende betydning for at undgå hindringer for opfyldelsen af pengepolitikkens hovedmål (at fastholde prisstabilitet). Endvidere mindsker centralbankfinansiering af den offentlige sektor presset med hensyn til budgetdisciplin. Derfor skal forbuddet for tolkes vidt for at sikre en nøje gennemførelse heraf, og kun med visse begrænsede undtagelser i henhold til traktatens artikel 123, stk. 2, og Rådets forordning (EF) nr. 3603/93. Selv om traktatens artikel 123, stk. 1, henviser specifikt til "kreditfaciliteter", dvs. med en forpligtelse til at tilbagebetale midlerne, kan forbuddet derfor anvendes a fortiori på andre former for finansiering, dvs. uden en forpligtelse til at betale tilbage.

ECB's generelle holdning med hensyn til den nationale lovgivnings forenelighed med forbuddet er hovedsagelig udviklet inden for rammerne af medlemslandenes høringer af ECB vedrørende udkast til nationale retsforskrifter i henhold til traktatens artikel 127, stk.4, og 282, stk. 5.^[80]

National lovgivning, der henviser til forbuddet mod monetær finansiering

I tilfælde, hvor bestemmelser i den nationale lovgivning afspejler artikel 123 i traktaten eller forordning (EF) nr. 3603/93, må disse ikke begrænse anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering eller udvide undtagelserne i henhold til EU-retten. For eksempel er national lovgivning, hvorefter den nationale centralbank forventes at finansiere et medlemslands finansielle forpligtelser over for internationale finansielle institutioner eller tredjelande, i princippet uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Som en undtagelse er det i henhold til forordning (EF) nr. 3603/93 muligt for de nationale centralbanker at finansiere den offentlige sektors forpligtelser over for IMF under forudsætning af, at den resulterer i udenlandske fordringer, der har alle de samme karakteristika som reserveaktiver.^[81] Den relevante karakteristika, der bestemmer fordringernes reserveaktivkvalitet, vedrører deres tilgængelighed til efter anmodning at kunne opfylde behov for betalingsbalancefinansiering og lignende, hvilket indebærer, at kreditkvaliteten og fordringernes likviditet skal sikres.^[82]

Finansiering af den offentlige sektor eller af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjeparter

National lovgivning må ikke stille krav om, at en national centralbank finansierer andre offentlige organers udførelse af deres opgaver eller den offentlige sektors forpligtelser over for tredjeparter. Dette gælder ligeledes for overdragelsen af nye opgaver til de nationale centralbanker. Med henblik herpå er det nødvendigt at vurdere fra sag til sag, hvorvidt opgaven, der er blevet overdraget til en national centralbank kan kvalificeres som en centralbankopgave eller en statslig opgave, dvs. en opgave, som staten er ansvarlig for.^[83] Det er med andre ord nødvendigt, at der er truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at sikre, at formålet med forbuddet mod monetær finansiering ikke bliver omgået. Styrelsesrådet har godkendt kriterier til at fastslå, hvad der kan anses som omfattet af en offentlig sektors forpligtelser i henhold til forordning (EF) nr. 3603/93, eller med andre ord det, der udgør en statslig opgave.^[84] For at sikre overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering skal en ny opgave, som overdrages til en national centralbank, være fuldt og tilstrækkeligt betalt, hvis den: a) ikke er en centralbankopgave eller en handling, der fremmer udførelsen af centralbankopgaver, eller b) er knyttet til en statslig opgave og udføres i statens interesse.^[85] Kriterier, der er vigtige i forbindelse med kvalificeringen af en ny statslig opgave, er: a) opgavens atypiske art, b) at den udføres på vegne af og udelukkende i statens interesse, og c) dens påvirkning af den nationale centralbanks institutionelle, finansielle og personlige uafhængighed. En opgave kan navnlig kvalificeres som en statslig opgave, hvis udførelsen af den nye opgave opfylder en af følgende betingelser: a) den skaber utilstrækkeligt håndterede interessekonflikter med eksisterende centralbankopgaver, b) den står ikke i forhold til den nationale centralbanks finansielle eller organisatoriske kapacitet, c) den passer ikke ind i den nationale centralbanks institutionelle organisation, d) den indeholder væsentlige finansielle risici og eksponerer medlemmerne af den nationale centralbanks beslutningstagende organer mod uforholdsmæssige politiske risici, der kan have en negativ virkning på medlemmerne i forhold til deres personlige uafhængighed.^[86]

Visse af de nye opgaver, som overdrages til de nationale centralbanker, og som ECB opfatter som statslige opgaver er: a) opgaver vedrørende finansieringen af afviklingsfonde eller finansielle ordninger samt indskudsgaranti eller investorgarantiordninger,^[87] b) opgaver vedrørende oprettelsen af et centralt register for bankkontonumre,^[88] c) en kreditformidlers opgaver,^[89] d) opgaver vedrørende indsamlingen, vedligeholdelsen og behandlingen af data, der støtter beregningen af overførsler af forsikringspræmier,^[90] e) opgaver vedrørende beskyttelsen af konkurrencen i realkreditmarkedet,^[91] f) opgaver vedrørende ydelsen af ressourcer til enheder, der er uafhængige af de nationale centralbanker, og som drives som en forlængelse af staten,^[92] g) opgaver vedrørende en oplysningsmyndighed med henblik på at fremme grænseoverskridende gældsinddrivelse i civile og forretningsmæssige sager,^[93] h) opgaver vedrørende etableringen af database over forsikringskrav^[94], i) opgaver vedrørende udførelsen af videnskabelige analyser på vegne af og til gavn for offentlige myndigheder^[95] og j) opgaver vedrørende national forsvarsberedskab, som går videre end en centralbanks interne opgaver med hensyn til beredskabsplanlægning.^[96] Centralbankopgaver kan derimod bl.a. være tilsynsopgaver^[97] eller opgaver, der vedrører tilsynsopgaver, som fx opgaver vedrørende forbrugerbeskyttelse inden for finansielle tjenesteydelser,^[98] eller kreditinstitutternes efterlevelse kravene til låneomlægninger,^[99] tilsyn med virksomheder, der erhverver kredit^[100] eller finansielle leasingselskaber,^[101] tilsyn med udbydere af forbrugerkredit og formidlere heraf,^[102] udstedelse af tilladelse til og overvågning af udbydere af mikrokredit,^[103] tilsyn med kreditvurderingsbureauer,^[104] tilsyn med administratorer af rentebenchmarks,^[105] tilsynsopgaver for at sikre overholdelse af EU-lovgivningen inden for investeringstjenester og -produkter,^[106] opgaver vedrørende tilsynet med betalingsordninger, ^[107]opgaver vedrørende tilsynet med reglerne for det fælles eurobetalingsområde,^[108] opgaver vedrørende tilsynset med kreditinstitutters udstedelse af særligt dækkede obligationer,^[109] opgaver vedrørende anvendelsen og håndhævelsen af EU-lovgivningen vedrørende betalingskonti,^[110] administrative afviklingsopgaver eller visse opgaver vedrørende forvaltningen af indskudsgaranti eller garantiordninger for investorer^[111] eller opgaver vedrørende driften og ledelsen af kreditregistre.^[112]

Desuden må en national centralbank ikke yde mellemfinansiering for at gøre et medlemsland i stand til at opfylde sine forpligtelser i form af statsgarantier for bankforpligtelser.^[113] En fordeling af centralbankens overskud, som ikke er blevet fuldt ud realiseret, bogført og revideret, er heller ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering. For at overholde forbuddet mod monetær finansiering må beløb, der overføres til statsbudgettet i henhold til gældende regler om fordeling af overskud, hverken helt eller delvist udbetales fra den nationale centralbanks reservekapital. Reglerne om fordeling af overskud må derfor ikke berøre den nationale centralbanks reservekapital. Hvis aktiver fra en national centralbank overføres til staten, skal disse endvidere opgøres til markedsværdi, og overførslen skal ske samtidig med betalingen.^[114]

Indblanding i udførelsen af andre eurosystemopgaver, som fx forvaltningen af valutareserver ved at beskatte teoretiske eller urealiserede kapitalgevinster, er heller ikke tilladt, da dette vil medføre en form for centralbankkredit til den offentlige sektor gennem den førtidige fordeling af fremtidige og uvisse overskud.^[115]

Overtagelse af den offentlige sektors forpligtelser

National lovgivning, der medfører, at en national centralbank skal overtage et tidligere uafhængigt offentligt organs forpligtelser, som følge af en national omstrukturering af visse opgaver og pligter (fx i forbindelse med overførsel af visse tilsynsopgaver til den nationale centralbank, som tidligere blev udført af staten eller uafhængige offentlige myndigheder eller organer), uden fuldt ud at friholde den nationale centralbank for alle finansielle forpligtelser, der følger af organets tidligere opgaver, vil være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.^[116] På samme måde vil national lovgivning, der kræver, at en national centralbank skal indhente godkendelse fra staten, før den kan træffe afviklingsforanstaltninger i en bred række af omstændigheder, men som ikke begrænser den nationale centralbanks ansvar til sine egne administrative retsakter, være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.^[117] Tilsvarende vil national lovgivning, der kræver, at en national centralbank skal betale erstatning, i det omfang at det medfører, at den nationale centralbank pådrager sig statens ansvar, ikke være i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering.^[118]

Finansiel støtte til kreditinstitutter og/ eller finansielle institutioner

National lovgivning, hvorefter en national centralbank uafhængigt og efter eget skøn kan finansiere kreditinstitutter i andre forbindelser end centralbankopgaver (fx pengepolitik, betalingssystemtransaktioner eller midlertidige foranstaltninger for at understøtte likviditeten), særligt i form af støtte til insolvente kreditinstitutter og/eller andre finansielle institutioner, er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.

Dette gælder særligt ved støtte til insolvente kreditinstitutter. Tankegangen er, at en national centralbank påtager sig en statslig opgave ved finansiering af et insolvent kreditinstitut.^[119] De samme problemer gør sig gældende ved Eurosystemets finansiering af et kreditinstitut, som er blevet rekapitaliseret for at genoprette dets solvens gennem direkte placeringer af gældsinstrumenter udstedt af staten, hvor der ikke eksisterer alternative markedsbaserede finansieringskilder (herefter "rekapitaliseringsobligationer"), og hvor sådanne obligationer anvendes som sikkerhed. I sådanne tilfælde hvor et kreditinstitut rekapitaliseres af staten ved direkte placeringer af rekapitaliseringsobligationer, rejser den efterfølgende anvendelse af rekapitaleringsobligationerne som sikkerhed ved likviditetsoperationer fra centralbanken monetære finansieringsspørgsmål.^[120] Likviditetsstøtte i nødsituationer, der ydes uafhængigt og efter en national centralbanks eget skøn til solvente kreditinstitutter på grundlag af sikkerhed i form af en statsgaranti, skal opfylde følgende kriterier: i) det skal sikres, at kreditten, som ydes af den nationale centralbank, er så kortvarig som muligt, ii) systemiske stabilitetsaspekter skal være i spil, iii) der må ikke være tvivl om den juridiske gyldighed og håndhævelsesmuligheden af statsgarantien i henhold til gældende national lovgivning, og iv) der må ikke være tvivl om statsgarantiens økonomiske tilstrækkelighed, som skal dække både lånets hovedstol og renter.^[121]

En indsættelse i national lovgivning af henvisninger til artikel 123 i traktaten bør derfor overvejes.

Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger

En national centralbanks finansiering af en afviklingsfond eller en indskydergarantifond, der er et ”organ inden for den offentlige sektor” i henhold til traktatens artikel 123, stk. 1, er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Et organ er ”inden for den offentlige sektor”, hvis det har samtlige følgende karakteristika: a) det er oprettet specielt med henblik på at opfylde almennyttige formål og har ikke industriel eller kommerciel karakter, b) det har status som juridisk person og c) det er tæt forbundet med de offentlige enheder omhandlet i traktatens artikel 123, stk. 1. Der anses for at være en tæt forbindelse, når et organ hovedsagelig finansieres af dem, er underlagt deres ledelsestilsyn eller har et administrativt eller ledelsesmæssigt råd eller tilsynsråd, hvor over halvdelen af medlemmerne er udnævnt af dem.^[122]

Mens administrative afviklingsopgaver typisk opfattes som relateret til de opgaver, der er henvist til i traktatens artikel 127, stk. 5, og selv hvis finansieringen ikke gives til et ”organ inden for den offentlige sektor”, er finansieringen af afviklingsfonde eller finansielle ordninger ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering.^[123] Hvis en national centralbank er afviklingsmyndighed, bør den under ingen omstændigheder påtage sig eller finansiere forpligtelser fra hverken et overgangsinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab.^[124] I forbindelse hermed bør national lovgivning præcisere, at den nationale centralbank ikke påtager sig eller finansierer disse enheders forpligtelser.^[125]

I henhold til direktivet om indskudsgarantiordninger^[126] og direktivet om investorgarantiordninger^[127] skal udgifterne til finansiering af indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger afholdes af henholdsvis kreditinstitutterne og investeringsselskaberne selv. Med undtagelse af finansiering af et ”organ inden for den offentlige sektor” vil national lovgivning, hvorefter en national centralbank forventes at finansiere en national indskudsgarantiordning for kreditinstitutter eller en national investorgarantiordning for investeringsselskaber, kun være forenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis den er af kort varighed, angår krisesituationer, involverer risiko for den systemiske stabilitet, og afgørelserne beror på den nationale centralbanks skøn.^[128] En indsættelse i national lovgivning af henvisninger til artikel 123 i traktaten bør derfor overvejes. Når en national centralbank udøver sit skøn i forbindelse med långivning, skal den sikre, at den ikke de facto overtager en statslig opgave.^[129] Navnlig bør støtte fra en centralbank til indskudsgarantiordninger ikke udgøre en systematisk forhåndsfinansierende operation.^[130]

Funktion som fiskal agent

Det fremgår af artikel 21.2 i statutten, at "ECB og de nationale centralbanker kan optræde som fiskal agent" for "Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne". Formålet med statuttens artikel 21.2 er efter overførsel af den pengepolitiske kompetence til Eurosystemet at præcisere, at de nationale centralbanker kan fortsætte med at udføre de opgaver som fiskal agent, som de traditionelt udførte for regeringer og andre offentlige enheder, uden dermed at overtræde forbuddet mod monetær finansiering. Forordning (EF) nr.3603/93 opstiller derudover en række udtrykkelige og snævert definerede undtagelser fra forbuddet mod monetær finansiering i tilknytning til funktionen som fiskal agent: i) intradag-kreditter til den offentlige sektor er tilladt, hvis de er begrænset til den pågældende dag, og forlængelse ikke er mulig^[131], ii) kreditering af den offentlige sektors konto med checks, der er udstedt af tredjepart, før trassatbanken er debiteret, er tilladt, såfremt et fastsat tidsrum, der svarer til den tid, der normalt forløber ved en national centralbanks inkassering af checks, er forløbet efter modtagelsen af checken og på betingelse af, at en eventuel strøm, der kan opstå, er af ekstraordinær karakter, udgør et lille beløb og bliver udlignet på kort sigt^[132] og iii) en beholdning af mønter, der er udstedt af og krediteret den offentlige sektor er tilladt, såfremt størrelsen af sådanne aktiver ikke overstiger 10 pct. af de mønter, som er i omløb.^[133]

National lovgivning om funktionen som fiskal agent bør være i overensstemmelse med EU-lovgivningen i almindelighed og med forbuddet mod monetær finansiering i særdeleshed.^[134] Under hensyntagen til den udtrykkelige anerkendelse i statuttens artikel 21.2 af udførelsen af opgaver som fiskal agent, som er en lovlig funktion, der traditionelt udføres af den nationale centralbank, overholder centralbankernes udførelse af opgaver som fiskal agent forbuddet mod monetær finansiering, forudsat at sådanne opgaver forbliver inden for området for funktionen som fiskal agent og ikke udgør en centralbanks finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart eller centralbankkredit til den offentlige sektor uden for de snævert definerede undtagelser i forordning (EF) nr. 3603/93.^[135] Der er intet retligt problem i, at en national centralbank fører og forrenter indskudskonti for staten, såfremt forrentningen ikke fører til ydelse af kredit, herunder dag-til-dag overtræk. Der vil dog kunne opstå et spørgsmål om overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering, hvis fx indskud eller saldi på foliokonti i henhold til national lovgivning forrentes over markedsrenten i stedet for til eller under markedsrenten. En rentemargin over markedsrenten udgør en de facto-kredit, som strider imod det økonomiske formål bag forbuddet mod monetær finansiering, og kan dermed undergrave dette. Det er i forbindelse med forrentningen af enhver konto vigtigt, at markedsparametrene afspejles, og det er særlig vigtigt, at renten, som indskuddene forrentes med, korrelerer med løbetiden.^[136] En national centralbanks udførelse af opgaver som fiskal agent uden tilskrivning af renter giver endvidere ikke anledning til bekymringer om monetær finansiering, forudsat at det er kerneopgaver, der normalt udføres af en fiskal agent.^[137]

Forbud mod privilegeret adgang

Det følger af traktatens artikel 124, at "[e]nhver foranstaltning, der ikke er baseret på tilsynsmæssige hensyn, og hvorved der gives EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne privilegeret adgang til finansielle institutioner, er forbudt." Som det var tilfældet med forbuddet mod monetær finansiering, skal forbuddet mod privilegeret adgang tilskynde medlemslandet til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at monetær finansiering af offentlige underskud eller offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemslandet.^[138]

I henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 3604/93^[139] forstås der ved privilegeret adgang enhver lov eller administrativ bestemmelse eller enhver bindende retsakt vedtaget som led i udøvelsen af offentlig myndighed, som: a) forpligter finansielle institutioner til at erhverve eller ligge inde med fordringer på EU-institutioner eller -organer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne, eller b) medfører skatte- eller afgiftsmæssige fordele, som kun kan komme finansielle institutioner til gode, eller medfører økonomiske fordele, som ikke stemmer overens med markedsøkonomiske principper, med sigte på at fremme, at de finansielle institutioner erhverver eller besidder fordringer af nævnte art.

I deres egenskab af offentlig myndighed må nationale centralbanker ikke træffe foranstaltninger, hvorved den offentlige sektor giver privilegeret adgang til finansielle institutioner, medmindre disse foranstaltninger er baseret på tilsynsmæssige hensyn. Endvidere må reglerne for tilvejebringelse eller pantsætning af gældsinstrumenter, som er fastsat af de nationale centralbanker, ikke benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang.^[140] Medlemslandenes lovgivning på dette område må ikke indføre en sådan privilegeret adgang.

Artikel 2 i forordning (EF) nr.3604/93 definerer "tilsynsmæssige hensyn" som de hensyn, der danner grundlaget for de nationale love og administrative bestemmelser eller foranstaltninger, der er baseret på eller er forenelige med EU-retten, og som tager sigte på at fremme de enkelte finansielle institutioners soliditet for derved at styrke stabiliteten i det finansielle system som helhed og beskytte de finansielle institutioners kunder. De tilsynsmæssige hensyn skal sikre bankers solvens i forhold til deres indskydere.^[141] Inden for det prudentielle tilsyn er der ved afledt EU-ret fastsat en række krav, der skal sikre kreditinstitutternes soliditet.^[142] Et "kreditinstitut" defineres som en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.^[143] I tillæg hertil kræves der for kreditinstitutter, der ofte benævnes som "banker", en tilladelse fra den kompetente myndighed i et medlemsland, for at instituttet kan levere tjenesteydelser.^[144]

Selvom mindstereserver kan opfattes som en del af de tilsynsmæssige krav, udgør de en del af en national centralbanks operationelle rammer og anvendes som et pengepolitisk redskab i de fleste økonomier, herunder i euroområdet.^[145] I denne henseende fastsætter afsnit 2 i bilag I til retningslinje ECB/2014/60^[146], at Eurosystemets reservekravsystem hovedsagelig har som mål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud.^[147] ECB kræver, at kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, holder de påkrævede mindstereserver (i form af indskud) på konti hos deres nationale centralbank.^[148]

I denne rapport fokuseres på foreneligheden af både national lovgivning eller regler vedtaget af de nationale centralbanker samt de nationale centralbankers statutter med traktatens forbud mod privilegeret adgang. Denne rapport indeholder dog ikke en vurdering af, om love, regler eller administrative bestemmelser i medlemslandene under dække af tilsynsmæssige hensyn benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang. En sådan vurdering ligger uden for rammerne af denne rapport.

2.2.6 Ensartet stavemåde for euro

Det fremgår af artikel 3, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, at "Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta". I traktatteksterne skrevet på de autentiske sprog, som bruger det latinske alfabet, er euro konsekvent skrevet i nominativ ental som "euro". I den tekst, som er skrevet med det græske alfabet, staves euro "ευρώ" og i teksten skrevet med det kyrilliske alfabet staves ordet euro "евро".^[149] I overensstemmelse hermed slår Rådets forordning (EF) nr.974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen^[150] fast, at navnet på den fælles valuta skal være det samme på alle de officielle sprog i Den Europæiske Union, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter. I traktaterne kræves der således, at ordet "euro" staves på samme måde i nominativ ental i alle Unionens og de nationale lovbestemmelser, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter.

Som følge af EU's enekompetence til at bestemme navnet for den fælles valuta er enhver afvigelse fra denne regel uforenelig med traktaten og bør fjernes.^[151] Mens dette princip gælder for al national lovgivning, vedrører vurderingen i landekapitlerne først og fremmest de nationale centralbankers statutter og lovgivning om indførelse af euroen.

2.2.7 De nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet

Bestemmelser i national lovgivning (især en national centralbanks statut, men også anden lovgivning), som kan udgøre en hindring for udførelsen af opgaver i forbindelse med Eurosystemet eller efterlevelse af ECB's beslutninger, er uforenelige med Eurosystemets effektive funktion, når det pågældende medlemsland har indført euroen. National lovgivning skal derfor tilpasses for at sikre forenelighed med traktaten og statutten med hensyn til opgaver i forbindelse med Eurosystemet. For at opfylde kravet i traktatens artikel 131 skulle de nationale lovgivningsprocedurer tilpasses således, at den nationale lovgivnings forenelighed var sikret senest på tidspunktet for ESCB's oprettelse (for så vidt angår Sverige) og 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 (for så vidt angår de medlemsstater, som på denne dato blev optaget i EU). Sådanne lovkrav vedrørende en national centralbanks fulde juridiske integration i Eurosystemet behøver dog først at træde i kraft fra det tidspunkt, hvor den nationale centralbank er fuldt integreret, dvs. for en medlemsstat med dispensation den dato, hvor landet indfører euroen.

De vigtigste områder, der behandles i denne rapport, er områder, hvor bestemmelser i statutterne kan hindre de nationale centralbanker i at efterleve Eurosystemets krav. Det kunne fx være bestemmelser, der a) kunne hindre de nationale centralbanker i at deltage i gennemførelsen af den fælles pengepolitik, som fastsat af ECB's besluttende organer, eller b) som kunne hindre en centralbankchef i at opfylde sine pligter som medlem af ECB's styrelsesråd, eller c) som ikke anerkender ECB's særlige beføjelser, eller d) som ikke anerkender, at enekompetencen med hensyn til ESCB-relaterede opgaver i de medlemsstater, der har euroen som valuta, uigenkaldeligt er blevet overdraget til Unionen,^[152] eller e) i henhold til hvilke de nationale centralbanker i udførelsen af deres ESCB-relaterede opgaver er bundet af nationale myndigheders beslutninger, som er i strid med ECB's retsakter. Der sondres mellem mål for den økonomiske politik, opgaver, finansielle bestemmelser, valutakurspolitik og internationalt samarbejde. Endelig omtales andre områder, hvor det kan være nødvendigt at tilpasse de nationale centralbankers statutter.

Mål for den økonomiske politik

En national centralbanks fulde integration i Eurosystemet forudsætter, at dens formålsbestemmelser er i overensstemmelse med ESCB's mål som fastsat i statuttens artikel 2. Det betyder bl.a., at der skal ske en tilpasning af formålsbestemmelser med et "nationalt præg" - fx skal bestemmelser i statutterne, der henviser til en pligt til at føre pengepolitik inden for rammerne af det pågældende medlemslands generelle økonomiske politik, tilpasses. Endvidere skal en national centralbanks sekundære mål være konsistente og må ikke gribe ind i dens forpligtelse til at støtte de generelle økonomiske politikker inden for EU med henblik på at bidrage til gennemførelsen af EU's mål som fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket i sig selv er et mål, der ikke berører hovedmålet om at fastholde prisstabilitet.^[153]

Opgaver

Opgaverne for en national centralbank i et medlemsland, som har indført euroen, er overvejende bestemt af traktaten og statutten, henset til den nationale centralbanks status som en integreret del af Eurosystemet. Med henblik på at opfylde traktatens artikel 131 skal bestemmelser om opgaver i de nationale centralbankstatutter derfor sammenholdes med de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, og en eventuel uforenelighed skal fjernes.^[154] Det gælder enhver bestemmelse, der efter indførelsen af euroen og integrationen i Eurosystemet kan udgøre en hindring for udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, og navnlig bestemmelser, som ikke anerkender ESCB's kompetenceområder i henhold til statuttens kapitel IV.

Nationale pengepolitiske bestemmelser skal anerkende, at EU's pengepolitik er en opgave, som skal udføres af Eurosystemet.^[155] De nationale centralbankers statutter kan indeholde bestemmelser om pengepolitiske instrumenter. Sådanne bestemmelser skal svare til de tilsvarende bestemmelser i traktaten og statutten, og enhver uoverensstemmelse skal fjernes med henblik på at opfylde traktatens artikel 131.

Overvågning af den fiskale udvikling er en opgave, som den nationale centralbank udfører regelmæssigt for at kunne vurdere, hvilken pengepolitisk stilling der skal tages. De nationale centralbanker kan også fremlægge deres holdninger om relevante fiskale udviklinger på baggrund af deres overvågningsaktiviteter og uafhængige rådgivning, med henblik på at bidrage til at Den Europæiske Monetære Union fungerer korrekt. En national centralbanks overvågning af den fiskale udvikling med henblik på pengepolitikken bør være baseret på fuld adgang til alle relevante data for de offentlige finanser. I overensstemmelse hermed bør de nationale centralbanker tildeles ubetinget, rettidig og automatisk adgang til alle relevante statistikker for de offentlige finanser. Den nationale centralbanks rolle bør dog ikke gå videre end overvågningen af aktiviteter, der er et resultat af eller forbundet - direkte eller indirekte - med udførelsen af deres pengepolitiske mandat.^[156] En national centralbanks formelle mandat til at vurdere prognoser og budgetudviklinger medfører en rolle for den nationale centralbank (og det tilsvarende ansvar herfor) i finanspolitikken, som kan risikere at underminere udførelsen af Eurosystemets pengepolitiske mandat og den nationale centralbanks uafhængighed.^[157]

I sammenhæng med nationale lovgivningsinitiativer for at imødegå uroen på de finansielle markeder har ECB påpeget, at enhver forvridning på de nationale pengemarkeder i euroområdet bør undgås, da den vil kunne svække gennemførelsen af den fælles pengepolitik. Dette gælder navnlig forlængelsen af statsgarantier til at dække interbankindskud.^[158]

Medlemsstaterne skal sikre, at nationale tiltag på lovgivningsområdet til løsning af virksomheders og erhvervsdrivendes likviditetsproblemer, fx deres gæld til de finansielle institutioner, ikke påvirker likviditeten på markedet negativt. Tiltagene må navnlig ikke være i uoverensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi, som det fremgår af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, da dette kan hæmme kreditstrømmen og påvirke de finansielle institutioner og markeders stabilitet i væsentlig grad og dermed påvirke udførelsen af Eurosystemets opgaver.^[159]

National lovgivning, som giver en national centralbank eneret til at udstede pengesedler, skal anerkende, at ECB's styrelsesråd efter euroens indførelse har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i henhold til traktatens artikel 128, stk.1, og statuttens artikel 16, mens retten til at udstede eurosedler tilkommer ECB og de nationale centralbanker. Nationale bestemmelser, der giver regeringen mulighed for at øve indflydelse på forhold som pålydende værdi, produktion, omfang og inddragelse af eurosedler, skal også, alt efter omstændighederne, enten ophæves eller anerkende ECB's kompetence med hensyn til eurosedler som fastsat i traktatens og statuttens bestemmelser. Uanset ansvarsfordelingen mellem regering og national centralbank med hensyn til mønter skal de relevante bestemmelser anerkende ECB's beføjelse til at godkende omfanget af møntudstedelsen efter indførelse af euroen. Et medlemsland må ikke betragte seddel- og møntomløbet som den nationale centralbanks gæld til staten, da dette vil forfejle hensigten med en fælles valuta og være uforeneligt med kravene om juridisk integration i Eurosystemet.^[160]

Hvad angår forvaltningen af valutareserver,^[161] opfylder et medlemsland, som efter indførelsen af euroen ikke overfører sine officielle valutareserver^[162] til sin nationale centralbank, ikke traktaten. Det vil heller ikke være foreneligt med traktatens artikel 127, stk.2, tredje led, hvis en tredjepart - fx regeringen eller parlamentet - har ret til at øve indflydelse på en national centralbanks beslutninger med hensyn til forvaltningen af de officielle valutareserver. Endvidere skal de nationale centralbanker overføre valutareserver til ECB i forhold til deres andel af ECB's kapital. Det betyder, at der ikke må være lovmæssige hindringer for, at en national centralbank kan overføre valutareserver til ECB.

Selvom forordninger, der er vedtaget i henhold til statuttens artikel 34.1 inden for statistikområdet, ikke medfører rettigheder eller forpligtelser for de medlemsstater, der ikke har indført euroen, finder statuttens artikel 5, som vedrører indsamlingen af statistiske oplysninger, anvendelse for alle medlemsstater, uanset om de har indført euroen eller ej. I overensstemmelse hermed er de medlemslande, der ikke har euroen som valuta, forpligtet til på nationalt plan at udforme og gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre indsamlingen af den statistiske information, der er nødvendig for at opfylde ECB's statistiske rapporteringskrav^[163] og sikre rettidige forberedelser på statistikområdet med henblik på deres indførelse af euroen.^[164] National lovgivning, der fastsætter rammerne for samarbejde mellem de nationale centralbanker og de nationale statistikkontorer, bør garantere de nationale centralbankers uafhængighed i forbindelse med udførelsen af deres opgaver inden for ESCB's statistiske rammer.^[165]

Finansielle bestemmelser

De finansielle bestemmelser i statutten omfatter regler om regnskab^[166], revision^[167], kapitalindskud^[168], overførsel af valutareserver^[169] og fordeling af de monetære indtægter^[170]. Nationale centralbanker skal kunne opfylde deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser, og eventuelle uforenelige nationale bestemmelser skal derfor ophæves.

Valutakurspolitik

Et medlemsland med dispensation kan bibeholde national lovgivning, hvorefter regeringen er ansvarlig for medlemslandets valutakurspolitik, og den nationale centralbank har en rådgivende og/ eller udøvende rolle. I forbindelse med indførelse af euroen skal en sådan lovgivning dog afspejle, at ansvaret for euroområdets valutakurspolitik er overført til EU i overensstemmelse med traktatens artikel 138 og 219.

Internationalt samarbejde

I forbindelse med indførelsen af euroen skal den nationale lovgivning være forenelig med statuttens artikel 6.1, som bestemmer, at det i spørgsmål om internationalt samarbejde, der involverer opgaver pålagt Eurosystemet, tilkommer ECB at beslutte, hvordan ESCB skal være repræsenteret. National lovgivning, der tillader den nationale centralbank at deltage i internationale monetære i nstit utioner, skal være god kendt af ECB (statuttens artikel 6.2).

Diverse

Ud over ovennævnte forhold er der for visse medlemsstater også andre områder, hvor de nationale bestemmelser kræver tilpasning (fx inden for clearing- og betalingssystemer og udveksling af oplysninger).

3 Den økonomiske konvergens

Dette kapitel indeholder et horisontalt overblik. Nogle af de faktorer, der er relevante for den samlede vurdering, er ikke omfattet heri, men indgår i kapitel 4 og 5.

Hvad angår opfyldelsen af konvergenskriterierne, er der gjort begrænsede fremskridt siden ECB's konvergensrapport fra 2020. Det skyldes primært udfordringerne vedrørende de økonomiske forhold (tabel 3.1). I fem af de syv lande, som undersøges i rapporten, ligger HICP-inflationen et godt stykke over referenceværdien, som det var tilfældet i 2020. Siden april 2020 er 12-måneders gennemsnittet af de lange rentespænd over for euroområdet faldet en smule i ét land og været stort set uændret i tre af de syv lande, som behandles i rapporten, mens det er steget, dog i ret varierende omfang, i de øvrige tre lande. Den lange rente lå over referenceværdien i to lande og et godt stykke over den i ét land i forhold til 2020, hvor kun ét land lå over referenceværdien. To lande (Bulgarien og Kroatien) blev optaget i valutakursmekanismen (ERM2) i juli 2020. Nogle af de lande, som behandles i denne rapport, har i de seneste par år oplevet betydelige udsving i valutakursen i forhold til euroen, og nogle valutaer er deprecieret betydeligt siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. I de fleste af landene er der ikke gjort fremskridt med at nedbringe finanspolitiske ubalancer på grund af det betydelige økonomiske tilbageslag, der blev udløst af covid-19-pandemien, og indførelsen af finanspolitiske foranstaltninger for at afbøde virkningen heraf.

I slutningen af februar 2022 oplevede energi-, råvare- og valutamarkedet og de globale kapitalmarkeder markante stød som følge af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Sådanne forstyrrelser har sandsynligvis haft en særligt betydelig indvirkning på de central- og østeuropæiske lande. Inflationen er især steget yderligere som følge af stigende energi- og råvarepriser. Som det fremgår af den seneste inflationsudvikling, bliver prispresset også mere og mere bredt funderet, og i de kommende måneder kan inflationen forblive forhøjet og højere end tidligere forventet, som følge af krigsrelaterede råvareprisstigninger, bredere prispres og yderligere forværrede forsyningsflaskehalse. På nuværende tidspunkt er det temmelig usikkert, i hvilket omfang konflikten mellem Rusland og Ukraine vil påvirke de betragtede lande og mere overordnet set EU's økonomi. Det vil ikke mindst afhænge af, hvor længe krigen varer, og af de politiske modsvar. De globale forsyningskæder, som EU er en stærkt integreret del af, var allerede under stress som følge af pandemien, og krigen kan føre til en permanent omlægning af forsyningskæderne, som påvirker de økonomiske udsigter og priserne på mellemlangt sigt. Krigens samlede gennemslag vil variere mellem de betragtede lande, afhængigt af de handelsmæssige og finansielle forbindelser, eksponeringen for råvareprisstigninger og styrken af den allerede eksisterende kraftige inflationsstigning.

Tabel 3.1

Oversigtstabel over økonomiske indikatorer for konvergens

Efter at den forrige konvergensrapport blev offentliggjort i 2020, har EU oplevet et covid-19-stød, der var længere end oprindeligt forventet, og som medførte et markant fald i den økonomiske aktivitet i 2020. Alle de betragtede lande er i høj grad kommet sig over det. På det seneste har udbruddet af konflikten mellem Rusland og Ukraine i februar 2022 imidlertid tynget den økonomiske aktivitet og skygger for de økonomiske udsiger i det mindste for 2022. Covid-19-udbruddet i marts 2020 medførte et stort fald i den økonomiske aktivitet i 2. kvartal 2020 i alle de lande, der undersøges i rapporten. I de efterfølgende kvartaler er det økonomiske opsving imidlertid blevet understøttet af udfasningen af inddæmningsforanstaltningerne og indførelsen af væsentlige finanspolitiske, tilsynsmæssige og pengepolitiske foranstaltninger med henblik på at imødegå pandemiens økonomiske skadevirkninger. På trods af forsyningsflaskehalse oplevede de syv betragtede lande i 2021 en betydelig økonomisk genopretning, der primært var drevet af en robust indenlandsk efterspørgsel og dynamisk udvikling på arbejdsmarkedet. I Kroatien spillede en stærk eksport også en rolle. Situationen på arbejdsmarkedet bedredes hurtigt med ophævelsen af covid19-restriktionerne, understøttet af myndighedernes politiktiltag. I de fleste tilfælde er arbejdsmarkederne således forblevet stramme. Nogle af landene har gjort yderligere fremskridt med at korrigere eksterne ubalancer og reducere afhængigheden af ekstern finansiering. Det har gjort disse lande mere robuste. Der er dog stadig betydelige makroøkonomiske og finansielle sårbarheder, om end i varierende grad afhængigt af landet. Hvis disse sårbarheder ikke afhjælpes i tilstrækkelig grad i de lande, hvor BNP pr. indbygger er lavere, vil de sandsynligvis sinke konvergensprocessen på langt sigt, herunder reaktionen på udefrakommende stød. Siden begyndelsen af 2022 har konflikten mellem Rusland og Ukraine tynget den økonomiske aktivitet og de økonomiske udsigter og har samtidig forstærket inflationspresset via højere energi- og råvarepriser. Råvarepriserne er steget kraftigt, og der er kommet mere fokus på sårbarheder, der skyldes stor afhængighed af importeret energi og visse andre input fra et enkelt land (fx Rusland).

For så vidt angår kriteriet vedrørende prisstabilitet var den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. i fem af de syv lande, der undersøges i rapporten (figur 3.1). Inflationen i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien lå et godt stykke over referenceværdien, mens den i Kroatien lå under referenceværdien og i Sverige et godt stykke under. I konvergensrapporten fra 2020 havde Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien en inflation et godt stykke over den daværende referenceværdi på 1,8 pct.

Figur 3.1

HICP-inflation

(Gennemsnitlig ændring i pct. år-til-år)

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er kun Rumænien underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Selvom fire af de betragtede lande oversteg referenceværdien for underskud i 2021, blev der ikke indledt nogen procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. I coronakrisens kølvand steg budgetunderskuddet markant i 2020 i alle landene og forblev på et højere niveau i 2021, dog ikke i Sverige. I alle landene undtagen Bulgarien og Tjekkiet bedredes budgetsaldoen i 2021 i forhold til året før. Ikke desto mindre var budgetunderskuddet i fire af de betragtede lande over referenceværdien på 3 pct. i 2021, idet Ungarn og Rumænien tegnede sig for de største underskud på henholdsvis 6,8 pct. og 7,1 pct. af BNP (figur 3.2). Endvidere oversteg Bulgarien og Tjekkiet også referenceværdien, idet deres underskud var henholdsvis 4,1 pct. og 5,9 pct. af BNP. Ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forventes der i 2022 en forbedring af budgetunderskuddet i pct. af BNP i fire lande, og det forventes at forblive over referenceværdien på 3 pct. i alle landene undtagen Kroatien og Sverige. I 2023 forventes en yderligere forbedring af budgetsaldoen i seks lande, men den forventes stadig at overstige referenceværdien i Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien. Hvad angår gældskriteriet, var gældskvoten i Bulgarien og Sverige mellem 25,1 pct. og 36,7 pct. af BNP i 2021 (figur 3.3). Tjekkiet, Polen og Rumænien havde en gældskvote på mellem 40 pct. og 60 pct. af BNP. Kroatien og Ungarn var de eneste lande med en offentlig gældskvote over referenceværdien på 60 pct. af BNP i 2021, hvilket også var tilfældet i 2019. I begge lande mindskedes gældskvoten fra 2014 til 2019 og nærmede sig 60 pct. af BNP med en tilfredsstillende hastighed indtil udgangen af 2019. Som følge af covid-19-pandemien steg gældskvoten i begge lande med omkring 15 procentpoint af BNP i 2020, hvorefter den faldt igen i 2021. En vurdering af den offentlige gælds holdbarhed på mellemlangt sigt spiller en særlig vigtig rolle i en situation, hvor stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul har været anvendt i tre på hinanden følgende år, dvs. 2020, 2021 og 2022. Den forventes desuden fortsat at være aktiveret i 2023. Europa-Kommissionen konkluderede i maj 2022, at underskudskriteriet ikke var opfyldt i Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn, på grundlag af deres resultater i 2021, og heller ikke i Polen på grundlag af landets planlagte underskud i 2022, og at gældskriteriet ikke var opfyldt i Ungarn. I betragtning af den exceptionelle usikkerhed som følge af den fortsatte ekstraordinære makroøkonomiske og budgetmæssige virkning af covid-19-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine foreslog Kommissionen imidlertid ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på dette tidspunkt. Ikke desto mindre gav Kommissionen udtryk for sin hensigt om i efteråret 2022 at revurdere, om det er relevant at foreslå at indlede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rumænien er underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der blev indledt i april 2020, og som blev fastholdt i bero på grundlag af opfyldelse af det krævede mål for det samlede underskud samt den finanspolitiske indsats i 2021.

Figur 3.2

Offentligt overskud (+) eller underskud (-)

(I pct. af BNP)

Figur 3.3

Offentlig bruttogæld

(I pct. af BNP)

For så vidt angår valutakurskriteriet besluttede ERM2-parterne i enighed den 10. juli 2020 at optage den bulgarske lev og den kroatiske kuna i ERM2, og de to valutaer har således deltaget i ERM2 i størstedelen af den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Den bulgarske lev blev optaget i ERM2 til en centralkurs på 1,95583 lev pr. euro, mens den kroatiske kuna blev optaget til en centralkurs på 7,53450 kuna pr. euro.^[171] Begge valutaer deltager med et standardudsvingsbånd på ±15 pct. Bulgarien blev optaget i valutakursmekanismen med sit eksisterende currency board som en unilateral forpligtelse, således at ECB ikke blev pålagt yderligere forpligtelser. Aftalen om deltagelse i ERM2 var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske og kroatiske myndigheders side (hvoraf nogle allerede var opfyldt ved valutaernes indtræden i ERM2 – "forudgående forpligtelser") med henblik på at opnå en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelse af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har overvåget den effektive gennemførelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder ifølge traktaterne og sekundær lovgivning. Kroatien har leveret alle de bidrag, der kræves som led i forpligtelserne efter optagelse i ERM2, mens Bulgarien stort set følger planen. Der kræves dog yderligere fremskridt i Kroatien for at afhjælpe de udestående mangler med hensyn til hvidvask af penge, der blev konstateret i den nyeste rapport fra Europarådets Ekspertkomité for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af Hvidvaskning af Penge og Finansiering af Terrorisme (Moneyval). I løbet af den toårige referenceperiode viste den bulgarske lev ingen afvigelser fra centralkursen, mens den kroatiske kuna viste lav volatilitet og lå tæt på centralkursen. Siden optagelsen i ERM2 i juli 2020 og i hele referenceperioden har den kroatiske kunas maksimale afvigelse fra centralkursen i opadgående retning været 1,0 pct., mens den maksimale afvigelse i nedadgående retning har været 0,8 pct. Disse afvigelser er betydeligt mindre end standardudsvingsbåndet i ERM2. Blandt de valutaer, der ikke deltager i ERM2, viste den rumænske leu en meget lav volatilitet, mens volatiliteten var relativt høj for de øvrige valutaer i størstedelen af referenceperioden.

Figur 3.4

Bilaterale valutakurser over for euroen

(Indeks: gennemsnit for maj 2020 = 100; daglige observationer; 26. maj 2020-25. maj 2022)

For så vidt angår konvergensen i de lange renter, lå den lange rente over referenceværdien på 2,6 pct. i to af de syv betragtede lande. I ét land lå den lange rente et godt stykke over referenceværdien (figur 3.5). Renten lå over referenceværdien i Polen og Ungarn og et godt stykke over den i Rumænien. Bulgarien, Kroatien og Sverige tegnede sig for de laveste værdier – alle under 1 pct. I konvergensrapporten fra 2020 var det til sammenligning kun i Rumænien, at den lange rente lå over referenceværdien, som på det tidspunkt var 2,9 pct.

Figur 3.5

Den lange rente

(I pct.; gennemsnit pr. år)

Holdbarheden er helt afgørende, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes. Konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. De første ti år af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) har vist, hvilke risici svage grundlæggende faktorer, en alt for lempelig makroøkonomisk politik og utilstrækkelig kapacitet på statistikområdet i de enkelte lande og alt for optimistiske forventninger med hensyn til konvergens i realindkomsten indebærer, ikke kun for de pågældende lande, men for hele euroområdets smidige funktion. De næste ti år har vist, at økonomisk konvergens kan være en udfordring og tage lang tid, hvis de makroøkonomiske ubalancer som udgangspunkt er store, hvis tilpasnings- og reformprocesserne er vanskelige, og hvis landet ikke har stor modstandskraft mod negative stød. Opfyldelsen af de numeriske konvergenskriterier på et bestemt tidspunkt er ikke i sig selv en garanti for et gnidningsløst medlemskab af euroområdet. Lande, der tiltræder euroområdet, bør derfor påvise, at deres konvergensprocesser er holdbare, og at de er i stand til at leve op til de forpligtelser og udfordringer, som indførelsen af euroen indebærer, idet der tages højde for, at risikodelingsmekanismerne i ØMU'en er ufuldstændige. Dette er både i landets egen og euroområdets interesse.

For at opnå vedvarende konvergens er der behov for varige politiktilpasninger i mange af de betragtede lande. Makroøkonomisk stabilitet, et understøttende erhvervsklima med effektive økonomiske strukturer og offentlige institutioner – og især en sund finanspolitik – er en forudsætning for vedvarende konvergens. For at kunne imødegå makroøkonomiske stød er det helt afgørende, at produkt- og arbejdsmarkederne er meget fleksible. Der er behov for en stabilitetskultur med godt forankrede inflationsforventninger, som kan bidrage til at skabe prisstabilitet. Gunstige forhold for en effektiv udnyttelse af kapital og arbejdskraft i økonomien er nødvendige for at øge totalfaktorproduktiviteten og den økonomiske vækst på langt sigt. For at nå frem til en synkronisering af konjunkturforløbene er der behov for en høj grad af økonomisk integration med euroområdet. Endvidere er det nødvendigt, at der er indført hensigtsmæssige makroprudentielle politikker til at forhindre, at der opbygges makroøkonomiske og finansielle ubalancer, som fx uforholdsmæssigt store stigninger i aktivpriserne og boom-bust-kreditcykler med store samfundsmæssige omkostninger. Det er også nødvendigt, at der er indført hensigtsmæssige rammer for tilsynet med de finansielle institutioner. For lande, der er genstand for Europa-Kommissionens dybdegående undersøgelse inden for rammen af proceduren for makroøkonomiske ubalancer, er det afgørende, at de imødegår ubalancer i deres økonomi. Endelig er de institutionelle forholds styrke, herunder et lands evne til at gennemføre økonomisk tilpasning og sunde strukturpolitikker, en vigtig faktor i den økonomiske integration og konvergens. Next Generation EU (NGEU)-pakken giver en enestående mulighed for at fremskynde konvergensprocessen med euroområdet, hvor hurtig og effektiv gennemførelse er afgørende for et vellykket resultat.

3.1 Kriteriet vedrørende prisstabilitet

I april 2022 lå den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt i fem af de syv betragtede lande et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Med covid-19-udbruddet aftog inflationen betydeligt i euroområdet i 2020 og steg derefter brat i 2021, hvilket hovedsagelig skyldtes basiseffekter, kraftige energiprisstigninger, navnlig mod slutningen af 2021, samt forsyningsflaskehalse på grund af pandemien og kraftige stigninger i den globale efterspørgsel efter varer. Siden den forrige konvergensrapport har inflationen vist omtrent samme mønster i de de fleste af de betragtede lande, men fra maj 2021 til april 2022 var inflationen højere i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien, hvilket afspejlede højere priser på fødevarer og energi samt stramme arbejdsmarkeder. På denne baggrund lå inflationen i disse fem lande et godt stykke over referenceværdien, mens den lå lunder referenceværdien i Kroatien og et godt stykke under i Sverige. Siden begyndelsen af 2022 har konflikten mellem Rusland og Ukraine øget inflationspresset gennem højere energi- og råvarepriser og ved at øge belastningen på de allerede belastede forsyningskæder. Således steg inflationen yderligere i alle de betragtede lande i begyndelsen af 2022, dog i varierende omfang.

I de seneste ti år har både inflationens gennemsnitlige niveau og volatilitet varieret betydeligt mellem alle de betragtede lande (figur 3.6). Ungarn og Rumænien har i perioden haft en gennemsnitlig HICP-inflation på over 2,0 pct. I Tjekkiet har den gennemsnitlige inflation været 2,0 pct., og i Polen har den været en smule under dette niveau. Bulgarien, Kroatien og Sverige har haft en gennemsnitlig inflation på omkring 1,0 pct. I perioden har inflationen vist forholdsvis store udsving i alle de betragtede lande undtagen Sverige. Landene med et positivt inflationsspænd over for euroområdet har gjort begrænsede fremskridt mod konvergens i de seneste ti år. Samtidig varierede udviklingen i inflationsspændet over for euroområdet i løbet af referenceperioden fra maj 2020 til april 2022 mellem de betragtede lande.

Figur 3.6

Udviklingen i HICP og udsigterne på langt sigt

(Ændring i pct. år-år)

Den langsigtede prisudvikling afspejlede mere volatile makroøkonomiske forhold i mange lande. I løbet af de seneste ti år har den uensartede prisudvikling på tværs af de betragtede lande i 2012 delvis afspejlet forskelle i styrken af den økonomiske genopretning og landespecifikke foranstaltninger i relation til administrativt fastsatte priser efter det bratte økonomiske tilbageslag i det pågældende år. Den nedadgående tendens i inflationen begyndte imidlertid i alle de betragtede lande i 2013, hvor den nåede et historisk lavpunkt og endda ofte var negativ. Denne bredt funderede udvikling skyldtes hovedsagelig den globale udvikling i råvarepriserne, et lavt importeret inflationspres og fortsat ledig kapacitet i nogle lande. Udviklingen i de globale råvarepriser har haft en særligt markant effekt på de central- og østeuropæiske økonomier på grund af den relativt store vægt, som energi- og fødevarepriser udgør i deres HICP-kurve. I nogle af de betragtede lande har nedsættelser af administrativt fastsatte priser og indirekte skatter eller en styrkelse af de nominelle effektive valutakurser også udøvet et nedadrettet pres på inflationen. Set på denne baggrund er de pengepolitiske forhold blevet betydeligt lempeligere. Fra 2017 steg inflationen betydeligt på grund af styrkelsen af den økonomiske aktivitet, en solid indenlandsk efterspørgsel og stigende energi- og råvarepriser. Det har medført en pengepolitisk stramning i nogle af de betragtede lande. På trods af udefrakommende modvind og lavere energipriser forblev inflationen høj i 2019 og i begyndelsen af 2020 i de fleste af de lande, som behandles i rapporten, drevet af en robust indenlandsk efterspørgsel, stadigt strammere arbejdsmarkeder og fødevarepriser. Covid-19-udbruddet i marts 2020 medførte et stort fald i den økonomiske aktivitet i 2. kvartal 2020 i alle de lande, der undersøges i rapporten. Inflationen aftog betydeligt i nogle lande, mens den forblev særligt modstandsdygtig i andre lande, hvilket afspejler højere priser på fødevarer og tjenesteydelser samt det stramme arbejdsmarked. Det efterfølgende økonomiske opsving blev imidlertid understøttet af lempelsen af inddæmningsforanstaltningerne og indførelsen af væsentlige finanspolitiske, tilsynsmæssige og pengepolitiske foranstaltninger fra de nationale myndigheders side med henblik på at imødegå pandemiens økonomiske skadevirkninger. I denne sammenhæng steg inflationen betydeligt i alle de betragtede lande i 2021, primært drevet af bratte stigninger i energipriserne, især i slutningen af 2021, og af uoverensstemmelser mellem udbud og efterspørgsel som følge af pandemien og de makroøkonomiske politiktiltag. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har øget inflationspresset siden begyndelsen af 2022. En række centralbanker forhøjede i betydeligt omfang deres vigtigste pengepolitiske renter flere gange i løbet af 2021 og begyndelsen af 2022.

Inflationen forventes fortsat at være forhøjet i de kommende kvartaler for derefter at aftage gradvis i løbet af prognoseperioden i alle de betragtede lande. Prognoserne er dog forbundet med betydelig usikkerhed under de aktuelle omstændigheder. I de fleste af landene er der på længere sigt grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen. I henhold til Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forventes inflationen at stige betydeligt i alle de betragtede lande i 2022 for derefter at falde i 2023 som følge af lavere energi- og råvarepriser og et mindre omfang af forsyningsflaskehalse. I prognoseperioden forventes inflationen dog at forblive høj i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien og betydeligt over 2,0 pct. i Kroatien og Sverige. Risiciene vedrørende inflationsudsigterne er opadrettede i alle de betragtede lande, eftersom inflationspresset som følge af konflikten mellem Rusland og Ukraine kan vare længere end tidligere forventet og ligeledes kan medføre en opadrettet forskydning i lønvæksten og inflationsforventningerne. På længere sigt vil "catching-up"-processen sandsynligvis føre til positive inflationsspænd over for euroområdet i alle de betragtede central- og østeuropæiske lande, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af en stigning i den nominelle valutakurs.

Forhold, der fremmer holdbar prisstabilitet i de lande, som omhandles i denne rapport, kræver en stabilitetsorienteret økonomisk politik, strukturelle reformer og foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet. For at skabe eller fastholde forhold, der fremmer prisstabilitet, er gennemførelse af yderligere strukturelle reformer og arbejdsmarkedets funktion altafgørende. Fremadrettet er det vigtigt, hvordan lønudviklingen reagerer på en høj realiseret inflation, og hvordan den afspejler væksten i arbejdskraftsproduktiviteten og tager højde for arbejdsmarkedsforholdene og udviklingen i konkurrerende lande (figur 3.7). Der er fortsat behov for reformer for yderligere at forbedre arbejds- og produktmarkedernes funktion og fastholde gunstige vilkår for økonomisk vækst og beskæftigelsesvækst. Til dette formål er foranstaltninger, som bidrager til øget styring og yderligere forbedringer af institutionernes kvalitet, afgørende. I betragtning af det begrænsede pengepolitiske råderum, især for de to lande i ERM2, er det nødvendigt, at andre politikområder understøtter disse økonomiers evne til at fastholde prisstabilitet, imødegå landespecifikke stød og forhindre, at der opstår makroøkonomiske ubalancer. Politikker vedrørende den finansielle sektor og tilsyn bør have til formål yderligere at sikre den finansielle stabilitet. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

Figur 3.7

Kumulativ vækst i HICP og nominelle enhedslønomkostninger i 2012-21

(I procentpoint)

3.2 Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er kun Rumænien underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rumæniens underskud oversteg referenceværdien på 3 pct. af BNP i 2019, og i april 2020 blev der indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Proceduren er stillet i bero på grundlag af opfyldelsen af målet for det samlede underskud samt den finansipolitiske indsats. Fristen for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud er sat til 2024. I fire lande oversteg budgetunderskuddet i pct. af BNP referenceværdien i 2021. Bulgariens og Tjekkiets underskud lå et godt stykke over referenceværdien, nemlig henholdsvis 4,1 pct. og 5,9 pct. af BNP, og Ungarns og Rumæniens underskud lå betydeligt over referenceværdien, henholdsvis 6,8 pct. og 7,1 pct. af BNP. Kroatiens underskud lå fortsat lige under referenceværdien, idet det var 2,9 pct. af BNP, og Polens underskud lå et godt stykke under den, da det var 1,9 pct. af BNP. Sverige var stadig tæt på budgetbalance med et underskud på 0,2 pct. af BNP.

Budgetsaldoen var lavere i 2021 end i 2019 i alle de lande, der undersøges i denne rapport, på grund af covid-19-pandemiens økonomiske virkninger og de finanspolitiske foranstaltninger, der blev truffet for at imødegå dem. I 2020 forværredes budgetsaldoen i alle landene, da covid-19-krisen medførte en betydelig forringelse af den økonomiske aktivitet, og der blev truffet finanspolitiske foranstaltninger for at afbøde virkningerne. I 2019 havde kun Rumænien et underskud over referenceværdien på 3 pct. af BNP, men i 2020 var det tilfældet i seks lande. I 2021 forbedrede alle landene undtagen Bulgarien og Tjekkiet budgetsaldoen, efterhånden som økonomierne rettede sig, og dele af de finanspolitiske støtteforanstaltninger blev trukket tilbage. Den yderligere forværring i Bulgarien skyldes en kraftig stigning i de løbende udgifter, mens forværringen i Tjekkiet er forbundet med en personskattereform.

I 2022 forventer Europa-Kommissionen, at budgetunderskuddet i pct. af BNP kun vil forblive under referenceværdien på 3 pct. i Kroatien og Sverige. Den offentlige saldo forventes at stige i fire lande som følge af en yderligere forbedring af den økonomiske aktivitet og ophævelsen af de fleste af de tilbageværende finanspolitiske støtteforanstaltninger. Den forventes at forblive under referenceværdien på 3 pct. i Kroatien og Sverige, men forventes at forblive over referenceværdien i Bulgarien og Polen, et godt stykke over den i Tjekkiet og Ungarn og betydeligt over den i Rumænien.

I Kroatien og Ungarn var gældskvoten over 60 pct. af BNP i 2021, mens gældsniveauet i de øvrige betragtede lande befandt sig under eller et godt stykke under denne grænseværdi (tabel 3.1 og figur 3.3). I 2021 lå den offentlige gæld i pct. af BNP over niveauet i 2019 i alle de betragtede lande, hvilket primært skyldes covid-19-krisen. Gældskvoten steg med 13,5 procentpoint af BNP i Rumænien, 11,8 i Tjekkiet, 11,3 i Ungarn, 8,7 i Kroatien, 8,2 i Polen, 5,1 i Bulgarien og 1,8 i Sverige. Set over en længere periode var der mellem 2012 og 2021 en kraftig stigning i gældskvoten i Rumænien (med 11,7 procentpoint) og Kroatien (med 10,4 procentpoint) og en betydelig stigning i Bulgarien (med 8,5 procentpoint). I de øvrige lande faldt gældskvoten.

I 2022 forventer Europa-Kommissionen, at gældskvoten vil stige i tre lande. Gældskvoten forventes at falde i fire lande og at stige moderat i Bulgarien og Tjekkiet og markant i Rumænien. Ifølge Kommissionens fremskrivninger vil gældskvoten i 2022 stadig være under eller et godt stykke under referenceværdien på 60 pct. i alle landene undtagen Kroatien og Ungarn.

Selvom Europa-Kommissionen vurderede, at adskillige lande ikke havde opfyldt underskuds- og gældskriteriet i 2021, besluttede den ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Den 23. maj 2022 publicerede Europa-Kommissionen en beretning udarbejdet i overensstemmelse med traktatens artikel 126, stk. 3, på grundlag af data, som Eurostat validerede den 22. april 2021.^[172] Kommissionen konstaterede, at budgetunderskuddet var over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP i Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn. Desuden konstaterede den, at Polen havde planer om et underskud over og ikke tæt på referenceværdien i 2022. Overskridelsen af referenceværdien blev betragtet som exceptionel, som defineret i traktaten, i alle de betragtede lande, og den forventedes ikke at være midlertidig Tjekkiet, Ungarn eller Polen. Alt i alt pegede analysen i retning af, at underskudskriteriet ikke var opfyldt i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn og Polen. Endvidere konstaterede Europa-Kommissionen, at den offentlige bruttogæld ultimo 2021 oversteg referenceværdien på 60 pct. af BNP i Kroatien og Ungarn, og at kun Kroatien havde opfyldt sit gældsreduktionsmål. Konklusionen i Kommissionens analyse var således, at gældskriteriet ikke var opfyldt i Ungarn. Ikke desto mindre skulle landene efter Kommissionens opfattelse ikke nødvendigvis opfylde gældsreduktionsmålet under de aktuelle exceptionelle økonomiske forhold, da ville indebære en for krævende fremrykket finanspolitisk indsats, der risikerer at bringe væksten i fare. Desuden understregede Kommissionen i sin beretning, at covid-19-pandemien fortsat har en ekstraordinær makroøkonomisk og finanspolitisk indvirkning, som kombineret med Ruslands invasion af Ukraine skaber usædvanlig stor usikkerhed, bl.a. for udformningen af en detaljeret og troværdig finanspolitisk kurs.. Desuden har pandemien og det relaterede alvorlige økonomiske tilbageslag medført aktivering af stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul samt Rådets henstillinger af 20. juli 2020, hvori Rådet henstillede til alle medlemsstater om at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til effektivt at håndtere covid-19-pandemien, opretholde økonomien og støtte den efterfølgende genopretning. Derfor anførte Europa-Kommissionen i sin meddelelse af 23. maj 2022,^[173] at den ikke foreslog at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på det tidspunkt, men at den i efteråret 2022 vil revurdere, om det er relevant at foreslå at indlede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

Rettes blikket fremad – mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation – er det afgørende, at de undersøgte lande opnår og/eller fastholder en sund og holdbar budgetstilling. Rumænien, der er underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, bør sikre overholdelse af stabilitets- og vækstpagtens regler og korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud inden udgangen af 2024. De øvrige lande bør få deres budgetsaldo tilbage under referenceværdien på 3 pct., så snart pandemien tillader det og opbygge de nødvendige stødpuder, som giver de automatiske stabilisatorer mulighed for at virke. Desuden bør Kroatien og Ungarn, som har en gældskvote over referenceværdien, sikre, at kvoten mindskes tilstrækkeligt til at sikre, at budgettet er polstret mod en eventuel fremtidig konjunkturnedgang. En vurdering af den offentlige gælds holdbarhed på mellemlangt sigt spiller en særlig vigtig rolle i en situation, hvor stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul har været anvendt i tre på hinanden følgende år, dvs. 2020, 2021 og 2022. Den forventes desuden fortsat at være aktiveret i 2023. Endvidere har Europa-Kommissionen vedrørende 2023 givet en vejledning om finanspolitikken i EU, som i høj grad er kvalitativ og adskiller sig fra de kvantitative finanspolitiske krav, der normalt fremgår af stabilitets- og vækstpagten. Dette afspejler også en løbende gennemgang af rammerne for økonomisk styring, som kan føre til reform af stabilitets- og vækstpagten. Givet at der ikke gælder kvantitative krav om finanspolitisk tilpasning, bør en vurdering af de offentlige finansers holdbarhed på mellemlangt sigt især lægge vægt på landenes evne til at korrigere finanspolitiske ubalancer. Generelt ville yderligere konsolidering gøre det nemmere at tackle de budgetmæssige udfordringer, der er knyttet til en negativ demografisk udvikling. Stærke nationale finanspolitiske rammer, der er i fuld overensstemmelse med EU's regler, og som er gennemført effektivt, burde støtte den finanspolitiske konsolidering og begrænse skred i de offentlige udgifter og samtidig forhindre, at makroøkonomiske ubalancer opstår igen. Overordnet bør den finanspolitiske strategi være i overensstemmelse med omfattende strukturelle reformer med sigte på at øge den potentielle vækst og beskæftigelse. NGEU-programmet skal gennemføres effektivt for at støtte genopretningen og sikre tilpasning til de igangværende strukturelle ændringer.^[174]

3.3 Valutakurskriteriet

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport deltager den bulgarske lev og den kroatiske kuna i ERM2. De andre betragtede medlemsstaters valutaer er underlagt forskellige valutakurssystemer.

ERM2-parterne besluttede gensidigt den 10. juli 2020 at optage den bulgarske lev i ERM2, og den har således deltaget i ERM2 i størstedelen af den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Den bulgarske lev blev optaget i ERM2 til en centralkurs på 1,95583 lev pr. euro med et standardudsvingsbånd på ±15 pct. Bulgarien blev optaget i valutakursmekanismen med sit eksisterende currency board som en unilateral forpligtelse, således at ECB ikke blev pålagt yderligere forpligtelser. Aftalen om deltagelse i ERM2 var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske myndigheders side (hvoraf nogle allerede var opfyldt ved den bulgarske levs indtræden i ERM2) med henblik på at opnå en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelse af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har overvåget den effektive gennemførelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder ifølge traktaterne og sekundær lovgivning. I referenceperioden har den bulgarske lev ikke afveget fra centralkursen.

ERM2-parterne besluttede gensidigt den 10. juli 2020 at optage den kroatiske kuna i ERM2, og den har således deltaget i ERM2 i størstedelen af den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Den kroatiske kuna blev optaget i ERM2 til en centralkurs på 7,53450 kuna pr. euro med et standardudsvingsbånd på ±15 pct. Aftalen om deltagelse i ERM2 var baseret på en række politiske forpligtelser fra de kroatiske myndigheders side (hvoraf nogle allerede var opfyldt ved den kroatiske kunas indtræden i ERM2) med henblik på at opnå en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelse af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har overvåget den effektive gennemførelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder ifølge traktaterne og sekundær lovgivning. Uanset leveringen af alle de bidrag, der kræves som led i forpligtelserne efter optagelse i ERM2, er det nødvendigt med yderligere fremskridt for at afhjælpe de resterende mangler inden for bekæmpelse af hvidvask af penge, som blev konstateret i den seneste rapport fra Europarådets Moneyval-udvalg. I løbet af referenceperioden har den kroatiske kuna vist lav volatilitet og blev handlet tæt på centralkursen. Afvigelserne fra centralkursen var betydeligt mindre end standardudsvingsbåndet i ERM2.

De valutaer, der ikke har deltaget i ERM2, blev handlet inden for fleksible valutakurssystemer eller systemer med styret flydning, de fleste med forholdsvis høj volatilitet. Den rumænske leu, som var underlagt et valutakurssystem med styret flydning, viste meget lav volatilitet, mens de andre valutaer uden for ERM2 blev handlet inden for fleksible valutakurssystemer og viste en forholdsvis høj volatilitet.

3.4 Kriteriet vedrørende den lange rente

I referenceperioden lå den gennemsnitlige lange rente over referenceværdien på 2,6 pct. i to af de syv betragtede lande, og i et land lå den lidt over referenceværdien. De lande, hvor den gennemsnitlige lange rente var lavest, var Sverige Bulgarien og Kroatien, henholdsvis 0,4 pct., 0,5 pct. og 0,8 pct. I Tjekkiet lå renten i gennemsnit lige under referenceværdien, nemlig 2,5 pct., mens den i Polen og Ungarn fortsat lå over, nemlig henholdsvis 3,0 pct. og 4,1 pct. I Rumænien var den gennemsnitlige rente 4,7 pct, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 2,6 pct. Fra 4. kvartal 2021 sås en mærkbar stigning i 12-måneders gennemsnittet af den lange rente i næsten alle landene på grund af øget inflationspres og konsekvenserne af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Det er temmelig vanskeligt at vurdere den fremtidige udvikling i den lange rente i betragtning af usikkerheden vedrørende det oprindelige støds varighed og dets virkning på prisudviklingen og den økonomiske aktivitet.

Siden konvergensrapporten fra 2020 er det lange rentespænd over for euroområdegennemsnittet blevet udvidet i alle de betragtede lande. Det skyldes pandemiens finans- og pengepolitiske konsekvenser samt visse landes konjunktursituation i forhold til euroområdet, et hurtigere økonomisk opsving og kraftigere opadrettede prispres. Ikke desto mindre er de lange rentespænd stadig betydeligt uensartede på tværs af de betragtede lande, hvilket afspejler forskelle i både landenes konjunktursituation og i de finansielle markeders vurderinger af deres eksterne og interne sårbarheder, herunder budgetudviklingen og udsigterne til vedvarende konvergens. I april 2022 lå den lange rente i Sverige og Bulgarien henholdsvis 10 og 20 basispoint over niveauet i euroområdet. Sverige er en udviklet økonomi, hvor det finansielle system er stærkt integreret med euroområdet, mens Bulgariens banksektor primært er ejet af banker med hovedsæde i euroområdet, og centralbanken har et currency board, som reelt importerer euroområdets monetære forhold. I den betragtede periode steg rentespændet mest i Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien, med mellem 170 og 350 basispoint. Blandt de betragtede lande havde Ungarn og Rumænien det største rentespænd, nemlig 520 basispoint i begge lande, ved referenceperiodens slutning.

3.5 Andre relevante forhold

Ifølge Europa-Kommissionen havde de fleste af de betragtede lande gjort fremskridt med hensyn til at imødegå ubalancer i deres økonomier, indtil korrektionsprocessen blev afbrudt af covid-19-stødet. I sin rapport om varslingsmekanismen 2022 henviser Europa-Kommissionen især til nedbringelsen af gældskvoten på baggrund af gunstige makroøkonomiske forhold i 2021. Europa-Kommissionen konkluderede, at der var behov for en dybdegående undersøgelse i Kroatien, Rumænien og Sverige. Hvad angår Kroatien, konstaterede Kommissionen, at ubalancerne som følge af høj gæld over for udlandet og høj privat og offentlig gæld fortsatte med at aftage i 2021, tilbage til de gunstige tendenser før pandemien. Hvad angår Rumænien, konstaterede Kommissionen, at landet, da covid-19-krisen ramte, havde sårbarheder med hensyn til et voksende underskud på betalingsbalancens løbende poster, en forringet økonomisk stilling over for udlandet og betydelige tab af omkostningskonkurrenceevne. Den offentlige gæld er steget med covid-19-krisen, dog fra et lavt niveau. Hvad angår Sverige, konstaterede Kommissionen, at landet, da covid-19-krisen ramte, havde sårbarheder knyttet til risici i forbindelse med overvurderede boligpriser kombineret med høje og fortsatte stigninger i husholdningernes gæld. Med covid-19-krisen er den private gældskvote, boligpriserne og arbejdsløsheden steget. Selvom Europa-Kommissionen vurderede, at de øvrige betragtede lande ikke har nogen ubalancer, har disse lande også forskellige udfordringer.

For de fleste af de betragtede landes vedkommende har den økonomiske stilling over for udlandet stabiliseret sig i de seneste år. Resultattavlen vedrørende proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) viser, at det treårige gennemsnit af betalingsbalancens løbende poster fortsat var i overskud i 2020 og 2021 i næsten alle de betragtede lande undtagen Ungarn, som havde et beskedent underskud, og Rumænien, hvor underskuddet steg yderligere (tabel 3.2).

Den negative nettokapitalbalance over for udlandet som andel af BNP er faldet, men befinder sig fortsat på et højt niveau i næsten alle de betragtede lande. De central- og østeuropæiske landes nettoforpligtelser over for udlandet er hovedsagelig i udenlandske direkte investeringer, som vurderes at udgøre en mere stabil form for finansiering. I 2021 lå nettokapitalbalancen over for udlandet over den vejledende grænseværdi på -35 pct. af BNP i Ungarn, Polen og Rumænien. Nettoforpligtelserne over for udlandet var mindst i Tjekkiet (15,6 pct. af BNP) og Bulgarien (19,8 pct.), mens Sveriges nettokapitalbalance over for udlandet var positiv (17,8 pct. af BNP).

Hvad omkostnings- og priskonkurrenceevnen angår, steg den reale effektive valutakurs, deflateret med HICP, mellem 2019 og 2021 i forskellig grad i de fleste af de undersøgte lande med Sverige som den eneste undtagelse. Den treårige vækstrate i enhedslønomkostningerne, som i årene før covid-19-pandemien var meget høj i næsten alle de betragtede lande, faldt, men oversteg stadig den vejledende grænseværdi på 12 pct. i Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn. I de fem år fra 2016 til 2021 voksede eksportmarkedsandelene i de fleste af landene.

Boligpriserne fortsatte med at stige i alle de betragtede lande. Udviklingen på boligmarkederne i EU, som allerede havde taget fart inden covid-19-pandemien, tog yderligere fart i 2020 og 2021, hvor der var risiko for overvurdering i adskillige lande Det er en kilde til bekymring, især når husholdningernes gæld er høj eller hurtigt stigende. I nogle af de betragtede lande tiltog stigningen i boligpriserne yderligere og nåede det højeste niveau siden den globale finanskrise. I Tjekkiet, Ungarn og Sverige var stigningen i boligpriserne tæt på eller over den vejledende grænseværdi på 6 pct. i 2021. Boligprisvæksten var drevet af forskellige faktorer, der øger efterspørgslen og begrænser udbuddet. Udsigterne for boligmarkedet afhænger stadig af de usikkerhedsfaktorer, der er knyttet til pandemien og de makroøkonomiske udsigter.

Tabel 3.2

Resultattavle for overvågning af makroøkonomiske ubalancer

Tabel 3.2a – Indikatorer for eksterne ubalancer og konkurrenceevne

Tabel 3.2b – Indikatorer for interne ubalancer og arbejdsløshed

Efter en forholdsvis lang periode med vækst i kreditgivningen før den finansielle krise havde den ikke-finansielle private sektor i nogle af de betragtede lande akkumuleret en høj – omend moderat faldende – gæld. Dette er stadig en af de største sårbarheder i disse lande, selvom væksten i kreditgivningen i den private sektor er aftaget og ikke overstiger den vejledende grænseværdi på 14 pct. i nogen af de betragtede lande. I Sverige var den private gæld dog stadig særlig høj – over 200 pct. af BNP i 2020.

Formålet med politikker for den finansielle sektor i de betragtede lande bør være at sikre, at sektoren yder et solidt bidrag til holdbar økonomisk vækst og prisstabilitet, og formålet med tilsynspolitikken bør være at sikre en finansielt sund og modstandsdygtig banksektor, som er en forudsætning for at deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM). For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne. Da rammerne for tæt samarbejde med Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) og Hrvatska narodna banka trådte i kraft den 1. oktober 2020, overtog ECB ansvaret for i) direkte tilsyn med de to landes signifikante institutter, ii) de fælles procedurer for alle enheder under tilsyn og iii) overvågning af mindre signifikante institutter, der fortsat er under tilsyn af de nationale tilsynsmyndigheder. Efter at have etableret et tæt samarbejde med Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) og Hrvatska narodna banka har ECB samarbejdet tæt med dem om at sikre deres smidige integration i SSM.

Arbejdsløsheden fortsatte den faldende tendens i næsten alle de betragtede lande, understøttet af orlovsordninger og andre politiktiltag, som regeringerne indførte under pandemien. I den betragtede periode er arbejdsløsheden faldet yderligere i de fleste lande undtagen Sverige og er stadig under den vejledende grænseværdi på 10 pct. i alle de betragtede lande. Tjekkiet, Ungarn og Polen har en historisk lav arbejdsløshed, og nogle lande oplever en voksende mangel på arbejdskraft i visse segmenter af arbejdsmarkedet.

De institutionelle forhold er endnu en vigtig faktor i analysen af holdbarheden af den økonomiske integration og konvergens. Institutionernes lave kvalitet og en svag forvaltning kan fx afspejle svagheder i erhvervsklimaet, en ineffektiv offentlig administration, skatteunddragelse, korruption, manglende social inklusion, manglende gennemsigtighed, manglende domstolsuafhængighed og/eller mangelfuld adgang til onlinetjenester. Hvis institutionernes kvalitet blev forbedret, ville det i flere af landene bidrage til at fjerne den eksisterende træghed og hindringerne for en effektiv anvendelse og fordeling af produktionsfaktorerne og herved øge vækstkapaciteten på langt sigt. Når svage institutionelle forhold bremser den potentielle produktionsvækst, kan de også undergrave et lands evne til at betjene sin gæld og gøre det vanskeligere at foretage økonomiske justeringer. De kan også påvirke et lands evne til at gennemføre nødvendige politiske foranstaltninger.

Med undtagelse af Sverige er institutionernes og forvaltningens kvalitet forholdsvis svag i alle de betragtede lande – navnlig i Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Ungarn. Dette kan medføre risici for den økonomiske robusthed og for konvergensens holdbarhed. Specifikke institutionelle indikatorer bekræfter det overordnede billede af, at institutionernes og forvaltningens kvalitet er ringe i de fleste af landene, selvom der er markante forskelle (figur 3.8 og 3.9).^[175] Hvad dette angår, er Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Ungarn blandt de lande, som har de største udfordringer i EU.

Figur 3.8

EU-landene opstillet i rangorden efter institutionel kvalitet

Figur 3.9

EU-landene opstillet i rangorden efter institutionel kvalitet i henhold til en individuel indikator

Der er i de fleste af de betragtede lande behov for vidtrækkende strukturelle reformer til at forbedre den økonomiske vækst og konkurrenceevnen. Forbedringer af lokale institutioner, forvaltningen og erhvervsforholdene samt yderligere fremskridt med hensyn til reform og privatisering af statsejede virksomheder og en effektiv udnyttelse af EU-midler ville bidrage til at fremskynde produktivitetsvæksten. Dette ville igen bidrage til at øge konkurrencen inden for centrale regulerede sektorer (fx energi og transport), sænke adgangsbarrierer og tilskynde til stærkt tiltrængte private investeringer.

Endelig er institutionelle elementer i relation til statistikkvaliteten også vigtige for at understøtte en gnidningsløs konvergensproces. Dette gælder bl.a. for fastsættelsen ved lov af den nationale statistikmyndigheds uafhængighed i forhold til administrativt tilsyn og budget, fastsættelsen ved lov af bemyndigelsen til at indsamle data og lovbestemmelser om statistisk fortrolighed, som er beskrevet nærmere i kapitel 6.

4 Sammenfatning land for land

4.1 Bulgarien

I april 2022 havde Bulgarien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 5,9 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -1,7 pct. og 5,9 pct., og gennemsnittet for samme periode har været afdæmpet, på 0,9 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af Bulgariens inflationskonvergens. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Bulgarien end i euroområdet. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching-up"-processen understøttes af passende politikker.

Bulgariens offentlige budgetunderskud lå et godt stykke over referenceværdien på 3 pct. i 2021, mens gældskvoten lå et godt stykke under referenceværdien på 60 pct. af BNP. Bulgarien har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2012. I maj 2022 konstaterede Europa-Kommissionen, at det offentlige underskud i 2021 lå over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP. Overskridelsen af referenceværdien blev betragtet som exceptionel og midlertidig. Ikke desto mindre og i betragtning af den exceptionelle usikkerhed som følge af den fortsatte ekstraordinære makroøkonomiske og budgetmæssige indvirkning af covid-19-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine foreslog Kommissionen ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på dette tidspunkt. Fra 2012 til 2019, før covid-19-krisen, opfyldte Bulgarien både underskudskriteriet (med en enkelt undtagelse i 2014) og gældskriteriet med en komfortabel margen. I Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forudses ganske vist en forbedring af budgetstillingen fra 2022 som følge af kombinationen af den delvise udfasning af de finanspolitiske foranstaltninger, der blev gennemført under krisen, og forbedret økonomisk aktivitet, men budgetsaldoen forventes stadig at være over 3 pct. af BNP i 2022, hvorefter den vil falde til under referenceværdien i 2023. Ifølge Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser var risikoen for holdbarheden af Bulgariens offentlige finanser mellemhøj på mellemlangt og langt sigt. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser i fremtiden.

ERM2-parterne besluttede gensidigt den 10. juli 2020 at optage den bulgarske lev i ERM2, og den har således deltaget i ERM2 i størstedelen af den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Den bulgarske lev blev optaget i ERM2 til en centralkurs på 1,95583 lev pr. euro med et standardudsvingsbånd på ±15 pct. Bulgarien blev optaget i valutakursmekanismen med sit eksisterende currency board som en unilateral forpligtelse, således at ECB ikke blev pålagt yderligere forpligtelser. Aftalen om deltagelse i ERM2 var baseret på en række politiske forpligtelser fra de bulgarske myndigheders side, hvoraf nogle allerede var opfyldt ved den bulgarske levs indtræden i ERM2, med henblik på at opnå en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelse af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har overvåget den effektive gennemførelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder ifølge traktaterne og sekundær lovgivning. I referenceperioden har den bulgarske lev ikke afveget fra centralkursen. I juli 2020 indgik Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) en forebyggende swapaftale med ECB, som gav den mulighed for at låne op til 2 mia. euro mod bulgarske lev med henblik på at imødekomme et eventuelt likviditetsbehov i euro i de bulgarske finansielle institutioner som følge af pandemien. Eftersom denne aftale bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have understøttet valutakursens stabilitet i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Bulgarien været 0,5 pct. og har således ligget et godt stykke under referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Bulgarien er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra 5,3 pct. til 0,5 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Bulgarien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Bulgarien til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022. Konvergensens vedvarende karakter og den økonomiske robusthed ville drage fordel af vidtrækkende strukturelle reformer, som kan styrke den strukturelle robusthed, erhvervsforholdene, den finansielle stabilitet, den institutionelle kvalitet og forvaltningen. Konvergens på banktilsynsområdet inden for rammen om tæt samarbejde sikrer anvendelse af ensartede tilsynsmæssige standarder og bidrager derved til at fastholde den finansielle stabilitet. Da denne ramme aftalt mellem ECB og Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank) trådte i kraft den 1. oktober 2020, blev ECB ansvarlig for det direkte tilsyn med fem signifikante institutter og overvågning af 13 mindre signifikante institutter i Bulgarien.

Bulgarsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Bulgarien er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.2 Tjekkiet

I april 2022 havde Tjekkiet en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 6,2 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem 0,2 pct. og 6,2 pct., og gennemsnittet for samme periode har været moderat, på 2,0 pct. På længere sigt er der en vis bekymring for holdbarheden af Tjekkiets inflationskonvergens. "Catching-up"-processen kan medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er forholdsvis lavere i Tjekkiet end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching- up"-processen understøttes af målrettede økonomiske politikker.

Tjekkiets offentlige budgetunderskud lå et godt stykke over referenceværdien på 3 pct. i 2021, mens gældskvoten var under referenceværdien på 60 pct. af BNP Tjekkiet har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2014. I maj 2022 konstaterede Europa-Kommissionen, at det offentlige underskud i 2021 lå over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP. Overskridelsen af referenceværdien blev betragtet som exceptionel, men ikke midlertidig. Ikke desto mindre og i betragtning af den exceptionelle usikkerhed som følge af den fortsatte ekstraordinære makroøkonomiske og budgetmæssige indvirkning af covid-19-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine foreslog Kommissionen ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på dette tidspunkt. I perioden forud for covid-19-krisen blev både underskuds- og gældskriteriet overholdt med en komfortabel margen. I Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forudses ganske vist en forbedring af budgetstillingen fra 2022 som følge af kombinationen af forbedret økonomisk aktivitet og den delvise udfasning af de finanspolitiske foranstaltninger, der blev gennemført under krisen, men budgetunderskuddet forventes stadig at være over 3 pct. af BNP frem til slutningen af prognoseperioden i 2023. Ifølge Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser var risikoen for holdbarheden af Tjekkiets offentlige finanser mellemhøj på mellemlangt sigt. På langt sigt blev der konstateret høj risiko primært i forbindelse med budgetpres fra befolkningens aldring og den oprindelige budgetstilling. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022 har den tjekkiske koruna ikke deltaget i ERM2, men er blevet handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den tjekkiske korunas kurs har i gennemsnit været forholdsvis høj i referenceperioden. Den 25. maj 2022 var kursen 24,6480 korunas pr. euro, dvs. 9,6 pct. højere end gennemsnitskursen i maj 2020.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Tjekkiet været 2,5 pct., dvs. lidt under referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Tjekkiet er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra 3,5 pct. til 2,5 pct.

For at fastholde forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Tjekkiet, er det nødvendigt at føre en målrettet økonomisk politik, herunder strukturelle reformer, som har til formål at sikre prisstabilitet og makroøkonomisk stabilitet. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Tjekkiet til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022. Sårbarheder på mellemlangt til langt sigt vedrører holdbarheden af landets aktuelle vækstmodel og en uordnet omfordeling af kapital og kapacitet i hele økonomien, som kan kvæle væksten i særligt pandemiramte sektorer. Økonomiske og finansielle politikker bør sigte mod at opnå bredt funderede effektivitetsforbedringer og øge produktiviteten gennem en hensigtsmæssig omfordeling af kapital. Med dette formål for øje vil det være vigtigt at styrke den administrative og institutionelle kapacitet (fx inden for forvaltning og insolvens) og afhjælpe manglende effektivitet i erhvervsforholdene, der tynger den potentielle vækst ved at hindre innovation og udvikling af nye forretningsområder. Mangel på arbejdskraft og færdigheder bør ligeledes afhjælpes via målrettede strukturelle politikker og investeringer, og små og mellemstore virksomheder bør have lettere adgang til egenkapitalfinansiering og venturekapital med sigte på at forbedre landets vækstpotentiale. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for de respektive tilsynskollegier.

Tjekkisk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Tjekkiet er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.3 Kroatien

I april 2022 havde Kroatien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 4,7 pct., dvs. under referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,8 pct. og 4,7 pct., og gennemsnittet for samme periode har været afdæmpet, på 1,1 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af Kroatiens inflationskonvergens. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Kroatien end i euroområdet. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching-up"-processen understøttes af passende politikker.

Kroatiens offentlige budgetsaldo var lidt under referenceværdien for underskud på 3 pct. af BNP i 2021, mens gældskvoten lå over referenceværdien på 60 pct., men med en nedadrettet tendens. Kroatien har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden juni 2017. Idet det offentlige underskud i pct. af BNP var under referenceværdien på 3 pct. i 2021 og forventes at forblive under referenceværdien i 2022, var underskudskriteriet opfyldt. Gældskvoten var 79,8 pct. af BNP i 2021, men det var udtryk for et fald på omkring 7,5 procentpoint i forhold til toppunktet på 87,3 pct. af BNP i 2020, hvilket indebar opfyldelse af gældsreduktionsmålet. Underskudskriteriet blev opfyldt, og gældskvoten faldt i Kroatien i perioden 2017-19. For så vidt angår 2020 konstaterede Europa-Kommissionen imidlertid i juni 2021, at det offentlige underskud lå over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP. Overskridelsen af referenceværdien blev betragtet som exceptionel, men ikke midlertidig. Desuden overskred Kroatiens offentlige gæld referenceværdien på 60 pct. af BNP og blev ikke formindsket med tilfredsstillende hastighed. I betragtning af den store usikkerhed, den aftalte finanspolitiske reaktion på covid-19-krisen og Rådets henstillinger af 20. juli 2020 vurderede Kommissionen ikke desto mindre, at der på daværende tidspunkt ikke skulle træffes afgørelse om at indlede en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud over for nogen medlemsstater. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) peger i retning af fortsat overholdelse af stabilitets- og vækstpagtens underskuds- og gældskriterier. Ifølge Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser var risikoen for holdbarheden af Kroatiens gæld mellemhøj på mellemlangt og langt sigt. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses, givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik og gennemførelse af de forventede finanspolitiske reformer i overensstemmelse med genopretnings- og resiliensplanen afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser og sikre en vedvarende nedadrettet kurs for gældskvoten.

ERM2-parterne besluttede gensidigt den 10. juli 2020 at optage den kroatiske kuna i ERM2, og den har således deltaget i ERM2 i størstedelen af den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022. Den kroatiske kuna blev optaget i ERM2 til en centralkurs på 7,53450 kuna pr. euro med et standardudsvingsbånd på ±15 pct. Aftalen om deltagelse i ERM2 var baseret på en række politiske forpligtelser fra de kroatiske myndigheders side, hvoraf nogle allerede var opfyldt ved den kroatiske kunas indtræden i ERM2, med henblik på at opnå en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens på tidspunktet for indførelse af euroen. ECB og Europa-Kommissionen har overvåget den effektive gennemførelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder ifølge traktaterne og sekundær lovgivning. I løbet af referenceperioden har kroatiske kuna vist en lav volatilitet over for euroen og er blevet handlet tæt på centralkursen. Afvigelserne fra centralkursen har været betydeligt mindre end standardudsvingsbåndet i ERM2. Den 25. maj 2022 var kursen 7,5355 kuna pr. euro, dvs. stort set på centralkursen i ERM2. I april 2020 indgik Hrvatska narodna banka en forebyggende swapaftale med ECB, som gav den mulighed for at låne op til 2 mia. euro mod kroatiske kuna med henblik på at imødekomme et eventuelt likviditetsbehov i euro i de kroatiske finansielle institutioner som følge af pandemien. Eftersom denne aftale bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have understøttet valutakursens stabilitet i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Kroatien været 0,8 pct. og har således fortsat ligget under referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Kroatien er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra knap 7 pct. til under 1,0 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Kroatien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Med hensyn til makroøkonomiske ubalancer udvalgte Europa-Kommissionen Kroatien til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022, idet den fremhævede, at ubalancer vedrørende landets høje gæld over for udlandet og høje private og offentlige gæld på baggrund af lav potentiel vækst forsat var aftagende i 2021. Kroatien ville drage fordel af strukturelle reformer, som har til formål at forbedre de institutionelle forhold og erhvervsforholdene, øge konkurrencen på produktmarkederne, reducere samordningsproblemer på arbejdsmarkedet og begrænsninger i arbejdskraftudbuddet samt forbedre effektiviteten i den offentlige administration og retssystemet. Da rammen for tæt samarbejde aftalt mellem ECB og Hrvatska narodna banka trådte i kraft den 1. oktober 2020, blev ECB ansvarlig for det direkte tilsyn med otte signifikante institutter og overvågning af 15 mindre signifikante institutter i Kroatien.

Kroatiens lovgivning er forenelig med traktaterne og statutten som krævet ved traktatens artikel 131.

4.4 Ungarn

I april 2022 havde Ungarn en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 6,8 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,3 pct. og 6,8 pct., og gennemsnittet for samme periode var forhøjet, på 2,5 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af Ungarns inflationskonvergens. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Ungarn end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching-up"-processen understøttes af passende politikker.

Ungarns offentlige budgetunderskud lå et godt stykke over referenceværdien på 3 pct. i 2021, og gældskvoten lå over referenceværdien på 60 pct. Ungarn har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2013. Hvad angår 2021, konstaterede Europa-Kommissionen, at det offentlige underskud lå over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP. Overskridelsen af referenceværdien blev betragtet som exceptionel, men ikke midlertidig. Desuden overskred Ungarns offentlige gæld referenceværdien på 60 pct. af BNP og blev ikke formindsket med tilfredsstillende hastighed. Ikke desto mindre og i betragtning af den exceptionelle usikkerhed som følge af den fortsatte ekstraordinære makroøkonomiske og budgetmæssige indvirkning af covid-19-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine foreslog Kommissionen ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på dette tidspunkt. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) peger i retning af en forbedring af Ungarns underskud efter den kraftige forringelse i 2020 og 2021, men underskuddet forventes at forblive et godt stykke over 3 pct. af BNP i 2023. Ifølge Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser var risikoen for finanspolitisk stress i Ungarn mellemhøj på mellemlangt og langt sigt, idet den aldrende befolkning udgør en udfordring for de offentlige finansers holdbarhed. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser og sikre en vedvarende nedadrettet kurs for gældskvoten.

I den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022 har den ungarske forint ikke deltaget i ERM2, men er blevet handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den ungarske forints kurs over for euroen har, i gennemsnit, været høj i referenceperioden. Den 25. maj 2022 var kursen 388,25 forint pr. euro, dvs. 10,7 pct. lavere end gennemsnitskursen i maj 2020. I juni 2020 indgik Magyar Nemzeti Bank en genkøbsordning med ECB, i henhold til hvilken den kunne låne op til 4 mia. euro mod tilstrækkelig sikkerhed denomineret i euro for at yde likviditet i euro til de ungarske finansielle institutioner til opfyldelse af eventuelle pandemirelaterede behov. Eftersom denne ordning bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have påvirket valutakursudviklingen i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Ungarn været 4,1 pct. og har således ligget over referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Ungarn er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra omkring 8 pct. til omkring 4 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Ungarn, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Ungarn til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022. Den 27. april 2022 sendte Europa-Kommissionen, under den generelle ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget, imidlertid en skriftlig meddelelse til de ungarske myndigheder om bekymringer vedrørende respekt for retsstaten, som kan føre til suspendering eller reduktion af udbetaling af EU-midler. Ungarn ville drage fordel af strukturelle reformer, som har til formål at forbedre de offentlige institutioners og den offentlige forvaltnings kvalitet, samt af at gennemføre passende produktmarkedspolitikker. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

Ungarsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering, kravene om ensartet stavemåde for euro og juridisk integration i Eurosystemet. Ungarn er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.5 Polen

I april 2022 havde Polen en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 7,0 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,7 pct. og 7,0 pct., og gennemsnittet for samme periode har været moderat, på 1,7 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af Polens inflationskonvergens. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Polen end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching-up"-processen understøttes af passende politikker.

Polen offentlige budgetsaldo lå et godt stykke under referenceværdien for underskud på 3 pct. i 2021, og gældskvoten lå under referenceværdien på 60 pct. Polen har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2015. I den efterfølgende periode frem til 2019 var underskudskriteriet opfyldt, og gældskvoten faldt. I 2021 viste den offentlige budgetsaldo et underskud på 1,9 pct. af BNP. I Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forventes en markant forringelse af budgetsaldoen i 2022, hvor underskuddet vil være over referenceværdien på 3 pct. Det skyldes omkostningerne til hjælp til ukrainske flygtninge, højere renteudgifter, midlertidige hjælpeforanstaltninger til at modvirke den høje inflation for energi og fødevarer samt lavere indtægter fra indkomstskattereformen. I maj 2022 betragtede Europa-Kommissionen Polens planlagte overskridelse af referenceværdien som exceptionel, men ikke midlertidig. I betragtning af den exceptionelle usikkerhed som følge af den fortsatte ekstraordinære makroøkonomiske og budgetmæssige indvirkning af covid-19-pandemien samt Ruslands invasion af Ukraine foreslog Kommissionen imidlertid ikke at indlede nye procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på dette tidspunkt. I juni 2021 konstaterede Europa-Kommissionen, at det offentlige underskud i 2020 var over og ikke tæt på referenceværdien på 3 pct. af BNP, mens gældskvoten fortsat var under referenceværdien på 60 pct. af BNP. Alligevel indledte Kommissionen ikke en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i betragtning af den exceptionelle situation som følge af covid-19-pandemien. I 2021 faldt underskuddet, efterhånden som de fleste nødforanstaltninger udløb, hvorved den offentlige gæld i pct. af BNP faldt til 53,8 pct. I mellemtiden forventes en betydelig bedring af den offentlige gældskvote, som forventes at forblive under referenceværdien på 60 pct. Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser peger i retning af, at risikoen i forbindelse med holdbarheden af Polens offentlige finanser vil være mellemhøj på mellemlangt sigt og langt sigt på grund af budgetpres fra befolkningens aldring og den ugunstige budgetstilling i udgangspunktet. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022 har den polske zloty ikke deltaget i ERM2, men er blevet handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den polske zlotys kurs over for euroen har, i gennemsnit, været forholdsvis høj i referenceperioden. Den 25. maj 2022 var kursen 4,6210 zloty pr. euro, dvs. 2,1 pct. lavere end gennemsnitskursen i maj 2020. I slutningen af marts 2022 indgik Narodowy Bank Polski en swapaftale med ECB, i henhold til hvilken den kunne låne op til 10 mia. euro mod zloty for at opfylde potentielle behov for eurolikviditet i den polske finanssektor. Eftersom denne aftale bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have påvirket valutakursudviklingen i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Polen været 3,0 pct. og har således ligget over referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Polen er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra ca. 6 pct. til 3 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Polen, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik, målrettede strukturelle reformer og politiske foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Polen til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022. Det er vigtigt at bibeholde den nuværende stærke finansielle position i banksektoren for at bevare udenlandske investorers tillid og sikre sektorens solide bidrag til økonomisk vækst. Det bør understøttes af strukturelle reformer, der er målrettet mod at reducere friktioner på arbejdsmarkedet, øge konkurrencen på produktmarkederne og sætte fart i innovation og modernisering af infrastrukturen. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

Polsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, fortrolighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Polen er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.6 Rumænien

I april 2022 havde Rumænien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 6,4 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -1,7 pct. og 6,4 pct., og gennemsnittet for samme periode har været moderat, på 2,2 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af Rumæniens inflationskonvergens. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er lavere i Rumænien end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og mindske makroøkonomiske ubalancer skal "catching-up"-processen understøttes af passende politikker.

Mens Rumæniens underskud i pct. af BNP var betydeligt over referenceværdien på 3 pct. i 2021, fastholdes landets procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der blev indledt i april 2020, i bero. Rumænien været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud siden april 2020, da landets budgetstilling oversteg referenceværdien på 3 pct. i 2019. Det samlede underskud var 7,1 pct. af BNP i 2021, hvilket var bedre end det anbefalede mål, og den finanspolitiske indsats opfyldte kravene. Derfor fastholdes proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero. Ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) forventes målene for 2022-24 ikke at blive opfyldt uden politikændringer, hvilket viser et behov for en konsolideringsstrategi på mellemlangt sigt og tilsvarende korrigerende foranstaltninger. Gældskvoten er ganske vist under referenceværdien på 60 pct. af BNP, men er steget siden 2019. Europa-Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser peger i retning af lave risici vedrørende holdbarheden på kort sigt, høje risici på mellemlangt sigt og mellemhøje risici på langt sigt, idet det er nødvendigt, at Rumænien imødegår udfordringerne med den aldrende befolkning. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, er effektive og målrettede foranstaltninger samt en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser afgørende for at fastholde sunde offentlige finanser på mellemlangt sigt.

I referenceperioden fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022 har den rumænske leu ikke deltaget i ERM2, men er blevet handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem med en styret flydende valutakurs. Volatiliteten i den rumænske leus kurs har i gennemsnit været meget lav i referenceperioden. Den 25. maj 2022 var kursen 4,9416 lei pr. euro, dvs. 2,2 pct. lavere end gennemsnitskursen i maj 2020. I juni 2020 indgik Banca Naţională a României en genkøbsordning med ECB henhold til hvilken den kunne låne op til 4,5 mia. euro mod sikkerhed af høj kvalitet denomineret i euro for at yde likviditet i euro til de rumænske finansielle institutioner til opfyldelse af eventuelle pandemirelaterede likviditetsbehov. Eftersom denne ordning bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have påvirket valutakursudviklingen i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Rumænien været 4,7 pct. og har således ligget over referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Rumænien er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra lidt over 7 pct. til omkring 4,5 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Rumænien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Med hensyn til makroøkonomiske ubalancer udvalgte Europa-Kommissionen Rumænien til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022, idet den fremhævede forhold vedrørende landets stilling over for udlandet og omkostningskonkurrenceevne. Selvom Rumænien har gjort gode fremskridt mod opfyldelse af betingelserne for økonomisk konvergens siden begyndelsen af 2010'erne, vækker det lave produktivitetsniveau stadig bekymring. Den forholdsvis svage kvalitet af landets institutioner og forvaltning samt de svage erhvervsforhold er stadig en hindring for vækstpotentialet. Endvidere er effektiv udnyttelse af EU-midler stadig en forudsætning for at fremme økonomisk vækst på mellemlangt sigt og styre økonomien i den forestående grønne og digitale omstilling. Desuden er der behov for en reformindsats for at bekæmpe korruption, forbedre konkurrenceforholdene og gøre landets skatte-, lovgivnings- og administrative systemer mere forudsigelige. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

Rumænsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Rumænien et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.7 Sverige

I april 2022 havde Sverige en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 3,7 pct., dvs. et godt stykke under referenceværdien på 4,9 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen forventes at stige gradvis i de kommende måneder, hovedsagelig drevet af højere råvarepriser, bredere prispres og yderligere forværring af forsyningsflaskehalse som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et interval på mellem 0,2 pct. og 3,7 pct., og gennemsnittet for samme periode har været afdæmpet, på 1,2 pct. Sveriges BNP pr. indbygger ligger allerede over euroområdeniveauet, så landet har ingen udfordringer med hensyn til "catching-up"-processen. Fremover bør pengepolitikken og de stabilitetsorienterede institutionelle rammer fortsat bidrage til, at der opnås prisstabilitet i Sverige.

Sveriges offentlige budgetunderskud lå et godt stykke under referenceværdien på 3 pct. i 2021, og gældskvoten lå et godt stykke under referenceværdien på 60 pct. af BNP. Sverige har aldrig været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2022) peger i retning af overholdelse af stabilitets- og vækstpagtens krav. Ifølge Kommissionens seneste vurdering af holdbarheden af de offentlige finanser var risikoen for Sverige lav på mellemlangt og langt sigt. Mens finanspolitikken fortsat bør kunne tilpasses pandemisituationen, og givet den geopolitiske situation, vil effektive og målrettede foranstaltninger samt fortsat overholdelse af den mellemfristede målsætning i de kommende år sikre en yderligere forbedring af Sveriges allerede sunde offentlige finanser.

I den toårige referenceperiode fra 26. maj 2020 til 25. maj 2022 har den svenske krone ikke deltaget i ERM2, men er blevet handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den svenske krones kurs over for euroen har i gennemsnit været forholdsvis høj i løbet af de to år. Den 25. maj 2022 var kursen 10,5419 kroner pr. euro, dvs. 0,5 pct. højere end gennemsnitskursen i maj 2020. I referenceperioden havde Sveriges Riksbank en swapaftale med ECB om, at den kunne lån op til 10 mia. euro mod svenske kroner, idet aftalen var blevet indgået 20. december 2007 med det formål at lette de finansielle markeders funktion og yde likviditet i euro til dem efter behov. Eftersom denne aftale bidrog til at mindske den potentielle risiko for finansielle sårbarheder, kan den også have påvirket den svenske krones kurs over for euroen i løbet af referenceperioden.

I løbet af referenceperioden fra maj 2021 til april 2022 har den gennemsnitlige lange rente i Sverige været 0,4 pct. og har således fortsat ligget et godt stykke under referenceværdien på 2,6 pct. for rentekonvergenskriteriet. I Sverige er den lange rente faldet siden 2012, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra ca. 2 pct. til omkring 0,5 pct.

For at fastholde forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Sverige, kræves fortsat en stabilitetsorienteret økonomisk politik, målrettede strukturelle reformer og foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet. Trods pandemiens betydelige påvirkning af realøkonomien er boligpriserne i Sverige steget kraftigt siden foråret 2020, hovedsagelig som følge af stigende efterspørgsel. Denne prisstigning synes at afvige betydeligt fra historiske nøgletal som realkreditrenten eller husholdningernes disponible indkomst. Europa-Kommissionen udvalgte Sverige til en dybdegående undersøgelse i sin rapport om varslingsmekanismen 2022, især på grund af makroøkonomiske ubalancer forårsaget af boligmarkedet. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

Svensk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Sverige er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131. I henhold til traktaten har Sverige været forpligtet til at vedtage national lovgivning med henblik på integration i Eurosystemet siden 1. juni 1998. Hidtil har de svenske myndigheder ikke truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger til at fjerne de uforeneligheder, som er beskrevet i denne og tidligere rapporter.