- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
12. december 2024
Styrelsesrådet besluttede i dag at sænke ECB's tre officielle renter med 25 basispoint. Navnlig er beslutningen om at sænke renten på indlånsfaciliteten, som er den rente, Styrelsesrådet bruger til at styre pengepolitikken, baseret på dets opdaterede vurdering af inflationsudsigterne, dynamikken i den underliggende inflation og den pengepolitiske transmissionseffekt.
Nedbringelsen af inflationen er godt på vej. ECB's eksperter forudser, at den samlede inflation ender på i gennemsnit 2,4 pct, i 2024, 2,1 pct. i 2025, 1,9 pct. i 2026 og 2,1 pct. i 2027, hvor EU's nye emissionshandelssystem bliver operationelt. For inflationen ekskl. energi og fødevarer regner eksperterne med et gennemsnit på 2,9 pct. i 2024, 2,3 pct. i 2025 og 1,9 pct. i både 2026 og 2027.
De fleste parametre for den underliggende inflation tyder på, at inflationen vedvarende vil lande på Styrelsesrådets mellemfristede mål på 2 pct. Den indenlandske inflation er faldet noget, men er fortsat høj, hovedsagelig fordi lønninger og priser i visse sektorer stadig, med en betydelig forsinkelse, er ved at tilpasse sig den tidligere inflationsstigning.
Finansieringsforholdene lempes, da Styrelsesrådets seneste rentenedsættelser gradvist gør det billigere for virksomheder og husholdninger at låne penge. Betingelserne er dog fortsat skrappe, eftersom pengepolitikken stadig er restriktiv og tidligere rentestigninger stadig slår igennem i den udestående lånebeholdning.
ECB's eksperter forventer nu et langsommere opsving end i prognoserne fra september. Selvom væksten tog fart i 3. kvartal af i år, tyder konjunkturbarometre på, at den er aftaget i det indeværende kvartal. ECB’s eksperter forudser, at økonomien vokser med 0,7 pct. i 2024, 1,1 pct. i 2025, 1,4 pct. i 2026 og 1,3 pct. i 2027. Det forventede opsving sker hovedsagelig på baggrund af stigende realindkomster, hvilket bør gøre det muligt for husholdninger at forbruge mere, og virksomhedernes øgede investeringer. Med tiden bør den gradvist aftagende effekt af en restriktiv pengepolitik understøtte en stigning i den indenlandske efterspørgsel.
Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen vedvarende stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlang sigt. Det vil følge en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge den hensigtsmæssige pengepolitiske kurs. Styrelsesrådets rentebeslutninger baseres især på dets vurdering af inflationsudsigterne med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data, udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
ECB's officielle renter
Styrelsesrådet besluttede i dag at sænke ECB's tre officielle renter med 25 basispoint. Tilsvarende vil renten for indlånsfaciliteten, de vigtigste markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet blive nedsat til hhv. 3,00 pct., 3,15 pct. og 3,40 pct. med virkning fra 18. december 2024.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
APP-porteføljen reduceres i et afmålt og forudsigeligt tempo, idet Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra værdipapirer, der forfalder.
Eurosystemet geninvesterer ikke længere alle afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under PEPP, hvilket reducerer PEPP-porteføljen med 7,5 mia. euro om måneden i gennemsnit. Styrelsesrådet vil ophøre med geninvesteringer under PEPP ved udgangen af 2024.
Markedsoperationer
Bankerne vil tilbagebetale de resterende beløb, der blev lånt under de målrettede langfristede markedsoperationer denne måned. Dermed afsluttes denne del af balancenormaliseringen.
***
Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt, og til at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt